Prøv avisen

Charlotte Rørth: Joe Bidens erfaring med tab og sorg gør, at jeg har større tiltro til ham

"Jeg kender selvfølgelig ikke Joe Biden, den kommende præsident for USA, men jeg genkender hans ord og blik, når han taler åbent om sin sorg." Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix, Mikkel Møller Jørgensen

Forfatter Charlotte Rørth mistede i 2015 sin yngste søn til selvmord. I dag genkender hun sin egen sorg hos USA's kommende præsident, Joe Biden, der har mistet to af sine børn

Taxien kørte langs en af Amagers nygravede kanaler, hvis vintervand var dækket af livlige og mangefarvede reflekser fra højhuse og lyskurve, da jeg indså, at jeg enten kunne drukne i sort sorg og vende om eller rejse mig op fra bagsædet og stille mig ind i spotlyset.

Jeg havde tænkt over det og talt med min familie om det og aftalt med min mand, hvad der var bedst at gøre, men det var først, da taxien stoppede foran TV 2 News, at beslutningen reelt blev truffet – og det ud fra en hjerteskærende enkel logik: Jeg kunne ikke få mere ondt, nu vores yngste søn lige var død ved selvmord i USA. Den frygtløshed, jeg dermed havde fået, kunne jeg lige så vel bruge til noget godt.

Derfor gik jeg en februardag i 2015 ind til et tv-interview, hvor forfatter Knud Romer fortalte alverden og mig, at jeg var sindssyg og burde indlægges, fordi jeg stod ved, hvad jeg havde skrevet i min debutbog, ”Jeg mødte Jesus”, der udkom morgenen efter. I den beskriver jeg min vej ind i den kristne tro via en række overraskende spirituelle oplevelser.

For nogle af os, der har mistet, er frygtløsheden en mulighed, for andre ikke. Jeg ved ikke, hvad der afgør, hvem af os, der kan træffe den beslutning, jeg traf i taxien.

Jeg kender selvfølgelig ikke Joe Biden, den kommende præsident for USA, men jeg genkender hans ord og blik, når han taler åbent om sin sorg over i 1972 at have mistet sin første kone, Neilia, og deres yngste af tre børn, etårige Naomi, kaldet Amy, i en trafikulykke. Da hans voksne søn Beau i 2015 døde af kræft, trak han sig i flere år for siden at vende tilbage med den sorg, amerikanske medier som Politico her efter valgsejren kalder hans ”superpower”, CNN ”triumphant”, ja, selv kulturmagasinet Rolling Stone mener, at den er ”just what we need”, lige hvad vi har brug for.

Nej, jeg kan ikke på afstand vurdere, hvor ærlig og redelig han er, og hvilken betydning hans smerte har for hans politik, men jeg kan vurdere, hvad det gør ved mig, at han taler sådan. Jeg får styrke til at leve og gøre en forskel for andre ved at høre eller læse om andres måde at leve med den hudløshed, sorgen tvinger frem hos dem. Det er som at få foræret en tilladelse til at være med i det fællesskab, et samfund er.

Selvfølgelig kan man misbruge sin påvirkning af andre ved at tale direkte til følelserne, men det er ikke (k)ærlighedens fejl. Det skyldes drivkraften bagved ordene, magtbegæret.

Om Joe Bidens drivkraft er ren næstekærlighed er næppe sandsynligt med den mængde magtkundskab, der skal til for at nå så langt i politik. Alligevel kan hans åbenhed om sorgen gøre godt i verden ved dens anerkendelse af vores menneskelighed. Nogle vil ellers sige, at sorg hører privatlivet til. Tro ligeså. Men der findes ikke noget mere mellemmenneskeligt end kærlighed, og det er, hvad både sorg og tro består af.

At en af verdens mægtigste mænd kender og erkender sin sårbarhed er desuden demokratisk betryggende. Det giver større tillid til, at hans følelser ikke driver hans beslutninger i en impulsivitetens rus.

For at leve med sorgen i samtidighed med glæden og det dedikerede arbejde er man nødt til konstant at reflektere og være årvågen over for, hvor ens følelser trækker en hen, så man ikke drukner i det sorte vand, der altid er tæt på, når man har mistet et barn. Om man er mor i Danmark eller kommende præsident for Amerikas Forenede Stater. Tillykke med valget, USA.

Nej, jeg kan ikke på afstand vurdere, hvor ærlig og redelig han er, og hvilken betydning hans smerte har for hans politik, men jeg kan vurdere, hvad det gør ved mig, at han taler sådan.