At pynte op til jul i en ny bolig: Alt bliver nyt, og alt er ved det gamle

Fordi det er første gang, den gamle pynt skal op i den nye bolig, forestår en lang serie af forhandlinger, som først slutter, når vi om et par uger er blevet enige om juletræets sort, højde og tæthed, og hvor det skal stå, skriver Kåre Gade

Tykke eller tynde lys?

Jeg står i Irma og sms’er til min kone. Jeg har påtaget mig at indkøbe årets adventskrans og kan allerede nu mærke, at det overstiger mine kompetencer.

”Det kommer jo lidt an på, hvordan adventskransen ser ud,” skriver hun tilbage.

Da jeg gik forbi gartneren, forekom det mig indlysende at vente med at købe kransen, til jeg havde været i Irma. Det gør det ikke længere. Jeg satser og vælger de tykke lys.

I støvregnen uden for gartneren står jeg længe med mine indkøbsposer og kigger på adventskransene, mens jeg prøver at forestille mig, hvilken krans min kone ville vælge. Så tager jeg et billede af udvalget og sender det til hende. Hun ringer op.

”Hvis du købte tykke lys, synes jeg, det skal være den til venstre,” siger hun.

”Der er også den til højre. Med enebær i,” siger jeg.

Det skal ikke hedde sig, at jeg ingen holdninger har. Jeg mærker en skeptisk pause.

”Måske. Se efter, om den er pæn på undersiden, og at den ikke er tør,” siger hun.

Vi er færd med at julepynte i lejligheden, der har været vores hjem siden april. Vi har glædet os, siden vi flyttede ind, for en bolig er først for alvor blevet et hjem, når man har holdt jul i den. Det er den ottende fælles adresse, vi fejrer jul på. Papkassen med julepynt er det trygge resultat af mange års gensidig ægteskabelig tilpasning.

Men fordi det er første gang, den gamle pynt skal op i den nye bolig, forestår en lang serie af forhandlinger, som først slutter, når vi om et par uger er blevet enige om juletræets sort, højde og tæthed, og hvor det skal stå.

Mit valg af adventskrans med enebær bliver taget godt imod. Vi er også enige om, at den skal hænge i karnappen.

”Hvor højt, synes du?”, spørger hun, da hun har sat de tykke lys på.

Jeg løfter den op over det nederste vinduesfag og forsøger mig med et forsigtigt forhandlingsudspil.

”I hvert fald så man kan gå ind under den,” siger jeg.

”Ja, det er jo klart. Jeg er ikke idiot,” siger hun.

De foregående otte år har vi fejret jul i udlandet. Børn og svigerbørn er kommet rejsende og er flyttet ind i kortere eller længere tid. Nu bor de fleste af dem i nærheden, men vi synes allesammen, at det ville føles forkert, hvis de skulle tage hjem igen med s-toget, når vi har holdt juleaften. Så de flytter ind, som de plejer. Studenten fra Aarhus. Den ældste og hans gravide kone. Og den mellemste, hvis kæreste fejrer jul med sine forældre i Sverige. Til gengæld tager han katten med. Der bliver madrasser på gulvene, kattebakke på gæstetoilettet og ”Ringenes herre”-maraton på fjernsynet. Alt bliver nyt, og alt er ved det gamle.

Den anden søndag i advent sender beboerforeningen en e-mail ud om, at julemanden på skuret i gården tændes klokken 16.30. ”Børn og barnlige sjæle er velkomne”. Det er åbenbart en tradition. Fra køkkenvinduet kan vi se en plastikjulemand af den slags, man ser på pizzeriaer i vestsjællandske stationsbyer, oplyse den nydelige Østerbro-ejendom som en uforfærdet påmindelse om, at juleglæden altid vil være større end den gode smag. Vi taler om, at vi næste år vil stå her og vise julemanden til vores barnebarn.

Da vi har spist aftensmad, kigger vi begge op på adventskransen med de to tændte lys.

“Den ser allerede noget gul ud,” siger jeg for at komme hende i forkøbet.

“Nej, den ser tør ud,” siger hun.

Det var det, jeg mente, tænker jeg.

Men jeg siger det ikke højt.