Prøv avisen

Kåre Gade: At blive passet af bedsteforældrene er et privilegium, som børn ikke forstår at værdsætte

Vi passer jævnligt vores barnebarn i øjeblikket – en slags intervaltræning, to intensive timer alene med farmor og farfar, skriver Kåre Gade

Min kone går rundt i vores lejlighed med barnebarnet på armen og peger på billederne på væggen.

”Se, det er oldemor. Kan du pege på oldemor?”.

At blive passet af farmor og farfar er et privilegium, som han af en eller anden grund ikke forstår at værdsætte. Familiekundskabs-øvelsen er en afledningsmanøvre, der skal udsætte Det Frygtede Øjeblik, hvor drengen opdager, at hans forældre er gået. Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at øjeblikket nærmer sig.

Så får min kone en sms. Hun læser beskeden og ser på mig.

”Jeg har glemt, at jeg har en dåbssamtale i kirken,” siger hun.

”Hvornår?”, siger jeg.

”Nu,” siger hun.

Drengen og jeg kigger på hinanden.

”Det er jeg virkelig ked af,” siger hun og rækker mig barnet.

”Det tror jeg ikke, du er,” siger jeg.

Hun skynder sig af sted. Drengens underlæbe bævrer ildevarslende.

”Se dér,” siger jeg, ”hvem er det på billedet? Kan du pege på tipoldefar?”.

Vi passer ham jævnligt i øjeblikket – en slags intervaltræning, to intensive timer alene med farmor og farfar. Det er, fordi han snart skal begynde i vuggestue. Planen er, at han vil ende med at kunne lide os og derfor blive positivt overrasket, hvis vi kommer og henter ham tidligt. Så vidt jeg kan vurdere, er der endnu et stykke vej, før vi er i mål.

Når vi passer ham, benytter hans farmor lejligheden til at sørge for, at han får noget ordentligt at spise. Da hun kommer hjem fra dåbssamtalen, finder hun skyr og river et æble. Hun har ikke fidus til den babymad, unge mennesker køber til deres børn i dag.

Jeg kigger på en af pakkerne, hans forældre har efterladt. Det ligner en tube astronautmad, hvis altså astronauter spiser æblemos med jordbær/hindbær/banan.

”Det er ellers økologisk,” siger jeg.

”Det er færdigmad,” siger min kone.

Knægten kan godt lide skyr med revet æble, viser det sig. I det hele taget går det godt i dag. I hvert fald sammenlignet med de første gange, vi passede ham, og han skreg, så vi troede, han ville få PTSD, eller at naboerne ville ringe til politiet.

Der kommer en sms fra hans mor, som spørger, hvordan det går. Jeg sender et billede af ham, hvor han spiser skyr med revet æble.

”Har han grædt?”, skriver hans mor.

”Hvordan kan hun se det?”, spørger jeg min kone.

Jeg skriver: ”Nej. Ikke de seneste 30 minutter.” Jeg sletter den sidste sætning og sender beskeden.

Da han lidt senere er lykkeligt genforenet med sine forældre, får han bryst, mens min kone og jeg laver mad til hele familien. Min kone moser kartofler, gulerødder og rosenkål med smør til barnebarnet. Hun sætter ham i babystolen. Ved den første skefuld skærer han en grimasse. En kuldegysning ryster hans lille krop.

”Haha, han ser næsten ud, som om han skal til at kaste op,” siger jeg.

Vi griner hjerteligt. Så kaster han op, og alle bliver stille.

”Hold da op. Det var klar besked til kokken,” siger jeg.

Mens hans mor giver ham rent tøj på, finder hans far en tube couscous-kylling med basilikum frem. Drengen hugger det i sig, som om han ikke har fået mad i dagevis. Hver gang hans farmor forsøger at liste en skefuld af sin hjemmelavede mos ind, lukker han munden hårdt i.

”Jeg tror, det er noget med konsistensen,” siger hans far undskyldende.

”Jeg tror, der er noget med farmors hippiemad,” siger jeg. ”Måske skal han være astronaut?”.

De kigger underligt på mig.