Atju! Sådan klarer du forkølelsen

Vores immunforsvar har stor betydning for, om vi fanger en forkølelse. Derfor kan man sætte forebyggende ind over for snot, fortæller sundhedsplejerske og kostvejleder. Vi skal sove bedre og være gode ved vores tarmsystem

Når først man er blevet forkølet, handler det om at undgå at sprede smitten. Her skal der vaskes hænder og sprittes af, så ikke hele familien eller arbejdspladsen bliver smittet. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.
Når først man er blevet forkølet, handler det om at undgå at sprede smitten. Her skal der vaskes hænder og sprittes af, så ikke hele familien eller arbejdspladsen bliver smittet. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Vintertid er forkølelsestid, og både voksne og børn rammes af snot og hoste, når de smitsomme vira sætter ind. Men der er faktisk ting, man kan gøre for at styrke kroppens beredskab, så den bedre kan tage kampen op mod forkølelsen, forklarer sundhedsplejerske og kostvejleder Anette Straadt, der netop har udgivet bogen ”Slut med snot” på Gyldendal.

”Vi bliver forkølede, når vi møder en virus, og vores immunforsvar ikke er stærkt nok til at bekæmpe den. Derfor kan vi sætte forebyggende ind ved at styrke vores immunforsvar,” forklarer Anette Straadt.

Der er et væld af virustyper, der kan forårsage forkølelse, som angriber næsen og svælget og efterlader os med tungt hoved, feber, nys, snotnæse og hoste. Når virussen kommer ind i kroppen, forsøger vores immunforsvar at bekæmpe den, og styrken af vores immunforsvar ligger i høj grad i tarmene.

”70-80 procent af immunforsvaret sidder i og omkring tarmsystemet, så hvis vi skal forebygge forkølelse, handler det blandt andet om at sørge for at have en sund tarm. Det får vi blandt andet ved at spise en fordøjelsesvenlig kost, der er fiber- og fuldkornsrig, og som indeholder vitaminer, mineraler og omega-3 fedtsyrer. Men vi kan hjælpe vores tarme ekstra meget ved også at indtage de gode mælkesyrebakterier, som opbygger tarmens slimhinde og øger optaget af vitaminer,” lyder det fra Anette Straadt, som tilføjer, at vi finder mælkesyrebakterierne i blandt andet syrnede mejeriprodukter og fermenterede fødevarer.

Men det er ikke kun i kosten, at nøglen til det gode immunforsvar ligger. Også søvnen spiller en afgørende rolle, fastslår Anette Straadt:

”Den gode søvn har stor betydning for, at vores immunforsvar er så velfungerende som muligt. Studier viser simpelthen, at vi nemmere bliver syge, hvis vi ikke sover nok eller ikke sover godt nok. Et godt råd er derfor også at undgå skærmtid inden sengetid, så man ikke hæmmer hjernens produktion af stoffet melatonin, som er med til at sikre den gode søvn.”

Bogen ”Slut med snot” handler primært om, hvordan man bedst undgår syge og snottede børn, men principperne gælder alle aldersgrupper, forklarer Anette Straadt. Men netop børn såvel som ældre er særligt udsatte for forkølelsessmitte, tilføjer hun:

”Børns immunforsvar er endnu umodent, og hos ældre er slimhinderne mere sarte og immunforsvaret svækket, ligesom mange ældre spiser mindre og derfor nemt kommer til at mangle vigtige vitaminer og mineraler. Derfor er de to grupper særligt udsatte i forhold til forkølelse.”

Men hvad hvis man trods den gode indsats for en sund tarm og et stærkt immunsystem alligevel mærker en kriller i halsen og en forkølelse under opsejling? Ifølge Anette Straadt kan kosttilskud generelt ikke erstatte en sund kost, men i opstarten af en forkølelse kan man med fordel tage et tilskud af zink og C-vitamin, forklarer hun:

”Man skal forestille sig, at når en virus hopper ind i kroppen, så formerer den sig hele tiden – derfor handler det om at sætte ind, inden hele kavaleriet er ankommet. Og zink og C-vitamin kan forkorte tiden med virussen,” forklarer Anette Straadt og supplerer, at man også forebyggende kan sørge for at få zink og C-vitamin gennem kosten. Zink finder man i blandt andet sesamfrø og kakaopulver, mens den største mængde C-vitamin findes i grønkål, broccoli, spinat og syrlige bær som hyben, havtorn og solbær.

Er hele kavaleriet rykket ind med snot og snue, handler det om at undgå at skabe en smittering, hvor forkølelsen går på omgang. Og her spiller hygiejne en stor rolle.

”Vi danskere er på mange måder blevet helt bakterieforskrækkede og hygiejnehysteriske, men når først man er blevet syg, så er hygiejne vigtig, så ikke hele husholdningen, arbejdspladsen eller dagsinstitutionen bliver smittet. Derfor skal man vaske hænder og eventuelt bruge håndsprit, når man har hostet eller pudset næse,” lyder det fra Anette Straadt.

Fordi forkølelse stammer fra vira, der konstant muterer, er det ifølge Anette Straadt svært helt at undgå en forkølelse i ny og næ. Men det er muligt at forebygge gentagne sygdomme med dette fokus på, hvad Anette Straadt kalder ”hverdagssundhed”:

”Hverdagssundhed handler om, at man hver dag får sat nogle point ind på sundhedskontoen ved at spise godt og sove godt, men uden at det bliver fanatisk. Der kan stadig være plads til hygge, samtidig med at man styrker immunforsvaret.”