Bålmad er kvalitetstid i det fri

Mad over bål hører ikke kun sommermånederne til, og nu, hvor foråret glimtvis viser sig fra sin milde side, er det oplagt at få tændt op i bålet. Både snacks, aftensmad og dessert kan laves over bål, mens familien hygger sig sammen

April måned kan nemt bruges til at lave mad udendørs over et godt gammeldags bål. De lyse aftener, der bliver længere og længere hen mod sommeren, skal udnyttes. Bålmad er kvalitetstid, for det tager tid at lave mad over bål, siger naturvejleder Tomas Vilstrup. –
April måned kan nemt bruges til at lave mad udendørs over et godt gammeldags bål. De lyse aftener, der bliver længere og længere hen mod sommeren, skal udnyttes. Bålmad er kvalitetstid, for det tager tid at lave mad over bål, siger naturvejleder Tomas Vilstrup. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Når temperaturerne stiger, stiger som regel også lysten til at opholde sig udendørs. Og når dagslyset samtidig forkæler os til længere ud på aftenen, er april ikke nogen dårlig måned at kaste sig ud i disciplinen: mad over bål.

Ikke kun er det lækkert at spise bålmad, det er også en aktivitet, der kan samle hele familien, fortæller naturvejleder hos FDF Friluftscenter Sletten og redaktør på kogebøgerne ”Ildsjæle inviterer til mad på bål” og ”Ildsjæle inviterer til mere mad på bål”, Tomas Vilstrup.

”Noget af det, som bålmad kan, er at få mennesker til at blive naturligt fanget af at have tid sammen omkring maden. Fordi bålmad tager tid. Og så har et bål en samlende effekt og virker beroligende på os. Det er noget, som jeg tror mange især børnefamilier kan have behov for,” siger han.

Mange forældre kender sikkert til den klassiske situation, hvor børnene entusiastisk er med til at sætte dej på pinden til snobrød og har travlt med at få det ført ind over gløderne. For fem minutter efter at have tabt tålmodigheden, fordi snobrød tager tid at lave. Derfor foreslår Tomas Vilstrup, at man starter med at lave nogle snacks, som ikke skal have så lang tid over bålet, og som børnene kan hygge sig med, mens hovedmåltidet steger, koger eller bager færdigt på bålstedet.

”To af de mest populære snacks i de kogebøger, jeg har været med til at lave, kræver kun 5 til 10 minutter over bålet. Samtidig kan de blive gode, uanset om de klargøres over gløder eller direkte i flammerne på lidt kortere tid,” siger han.

Den ene snack består af et stykke tørret abrikos, som man vikler en halv strimmel bacon uden om og efterfølgende drysser med timian. Den anden laves af en tørret dadel, som man putter et stykke chili ind i – styrken på chilien kan man tilpasse efter smag og behag – og derefter vikler en strimmel bacon omkring.

”Det er noget, børn har bedre tålmodighed til at lave, og så er der noget helt stenalderagtig oprindelighed i at sidde der med en snack på pinden, mens hovedretten simrer over bålet,” siger Tomas Vilstrup.

Der er adskillige muligheder for at lave en god og lækkert smagende hovedret på bålet, som ikke lige er snobrød, hvis man har lyst til at prøve noget andet. Tomas Vilstrup foreslår minestronesuppe. Her appellerer selve tilberedelsen også til, at man er tre om at lave det.

”Hvis man har et bord ved siden af bålet, kan man fint lade børnene sidde ved det med en urtekniv og skære de grøntsager, man har lyst til at putte i,” siger han.

Minestronesuppen, der stammer fra Italien, har grøntsager som en kerneingrediens. Man kan selv vælge, hvad man putter i, men løg, selleri, gulerødder og courgetter er som regel sikre hits. For ikke at glemme hvidløg naturligvis. Derudover kan man forhåndsstege noget bacon, som også kan tilføres suppen, og så er det ellers bouillon, flåede tomater og olie, der udgør selve suppevæsken. Mange putter også pastanudler i, hvilket især taler til børnene.

Tomas Vilstrup har også et forslag til, hvordan man kan tilsætte minestronesuppen noget ekstra autenticitet, når nu den tilberedes under åben himmel.

”Hvis der skal være et strejf af vild mad over det, så er det oplagt med friske brændenældeskud eller små skud af skvalderkål i suppen. Og hvis man også har grøntsager og hvidløg i, så er der stort set garanti for succes,” siger han.

I forhold til skvalderkål er det bedst at holde sig til de små, friske skud, der giver en god smag. Og brændenælder skal man ikke frygte – når først de er kogt, brænder de ikke længere. Der er også råd for, hvordan man plukker dem, uden man får hænderne fyldt med små, sviende knopper.

”Man kan for at være helt sikker altid vælge at tage kraftige handsker på. Men man kan også plukke brændenælder efter det princip, at de kun brænder, hvis du tager forsigtigt fat om dem. Plukker du dem derimod med et fast og hurtigt greb, så brænder du dig faktisk ikke. For på den måde ødelægger du de små glaslignende hår,” siger Tomas Vilstrup.

Ønsker man at gøre lidt ekstra ud af bålmadsarrangementet, er det også en mulighed at lave en nem dessert over bålet. Tomas Vilstrup foreslår her en varm frugtsalat. Fremgangsmåden er at svitse nogle frugter på en meget varm pande og derefter hælde rørsukker hen over. Derved vil frugten karamelliseres og smager efter sigende fantastisk med en klat flødeskum eller vaniljeis til. I den ekstravagante udgave kan frugterne tillige flamberes i rom.

Det kræver ikke en masse dyrt udstyr at kaste sig ud i at lave bålmad. Man kan få flotte og dyre jern- eller støbejernsgryder i forretningerne, men der er også andre veje til en god gryde.

”Jeg har ofte selv fundet nogle fine gryder på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker. Og hvis den er rusten i bunden, eller der sidder nogle rester i, er der råd for det. Jeg bruger selv maskinelt knofedt. Sætter en stålbørste på en boremaskine, og så giver jeg det en smule vand. På den måde sliber man det helt i bund. Bagefter imprægneres den med olie,” siger Tomas Vilstrup og understreger, at en støbejernsgryde først er til at smide ud den dag, den er revnet.

Endelig har Tomas Vilstrup også et godt råd i forhold til de pinde, man rister snacks på.

”Lad være at bruge bambuspinde – de kan sprænge. Det meste andet kan bruges, men min erfaring er, at hasselkæppe er det allerbedste, fordi de er så lige og lette at håndtere,” siger han.