Kåre Gade: Biler handler ikke om fornuft, men om følelse

“Har I ingen bil?” spørger de. Vantro. Vi svarer, at vi bor midt i København, og at vi ikke har specielt meget brug for en bil. De reagerer, som om vi har meldt os ind i en rabiat bæredygtighedssekt, som vil tage deres bil

Kåre Gade: Biler handler ikke om fornuft, men om følelse
Foto: Leif Tuxen.

Er der noget, der kan slå følelsen af at køre på cykel langs Søerne i København en lun sensommeraften? København er en cykelby, og næsten uanset hvor i byen man har et møde, kan man cykle derhen på et kvarter.

Siden vi i foråret flyttede hertil fra London, har vi ikke haft bil. Det havde vi ganske vist heller ikke i London, men det var der ingen, der lagde mærke til. Tværtimod: de første år, vi boede i London, hvor vi rent faktisk havde en bil (fordi biler var så åndssvagt meget billigere end i Danmark, og vi bare måtte vide, hvordan det føltes at eje en stor, beskidt Volvo), spurgte vores danske venner og familie vantro:

“Kører I bil i London?”

De ville hellere rejse på tommefingeren gennem Helmand-provinsen end sidde bag rattet i London i myldretiden. Hvilket da også skete sjældnere og sjældnere for os, fordi bilen viste sig at være den absolut langsomste måde at transportere sig gennem byen på. Efter nogle år skilte vi os af med den og begyndte at cykle.

“Kører I på cykel i London?” spurgte danskerne vantro

Men det gjorde vi, og selv om man som dansker lige skal vænne sig til, at briterne cykler, som var det en overlevelsessport, iført aggressiv dødsforagt og hysterisk sikkerhedsudstyr, så føltes den daglige pendlerrute snart som en uundværlig, forfriskende rutine. Vi savnede aldrig bilen. Og da vi skiftede London ud med København, valgte vi at fortsætte den bilfri tilværelse. Men nu lægger folk pludselig mærke til det.

“Har I ingen bil?” spørger de. Vantro.

Vi svarer, at vi bor midt i København, og at vi ikke har specielt meget brug for en bil. De reagerer, som om vi har meldt os ind i en rabiat bæredygtighedssekt, som vil tage deres bil.

“Det kan I jo tillade jer, fordi I bor i byen. Hvis I boede dér, hvor vi bor, kunne I ikke undvære en bil,” siger de.

Det er tydeligvis et stærkt politisk signal, vi sender ved ikke at have indledt vores repatriering med at anskaffe en bil. Efter en kort, irriteret pause flytter samtalen ind i den ømfindtlige centrum-udkants-diskurs: Hvis vi ikke har bil, hvad gør vi så, når vi skal besøge familien i Jylland? Så svarer vi, at vi tager toget eller lejer en bil. Så siger de, at det er helt vildt dyrt at køre tog og leje bil i Danmark. Og så svarer vi, at det er billigere at køre tog eller leje en bil i ny og næ end at eje en, som står stille nede på gaden det meste af tiden.

Jo mere rationelt, vi argumenterer, des mere frelste lyder vi. Eller, værre endnu, spejderagtigt friske:

“Sig mig – har I ingen bil med?” siger en af vennerne, da de har parkeret foran vores sommerhus.

“Nej, vi er på cykel,” siger vi.

“I er cyklet fra København?” spørger han vantro.

“Nej, vi havde cyklerne med toget og cyklede de sidste 10 kilometer,” siger vi.

“Men hvad så, når I skal til købmanden?” siger han.

“Så cykler vi,” siger vi. “Vi har saddeltasker med.”

Der opstår en pause.

“Det er jo sommer. Vi har ikke noget imod at cykle,” siger vi.

Der opstår en ny pause. Så ryster han på hovedet.

“Jeg tror ikke rigtigt på det.”

Det gør vi heller ikke, når sandheden skal frem.

Jo, København er en cykelby. Og jo, biler er så åndsvagt meget dyrere i Danmark end i Storbritannien, at der ikke er rationelle argumenter for at eje en, når man både bor og arbejder i byen. Men efter et halvt år hjemme er vi så velintegrerede, at vi er desperate efter at gøre ligesom alle andre: Få os et køretøj, der kan stå nede ved fortovskanten og vente på, at vi skal i sommerhuset eller besøge familien i Jylland. Eller i Ikea eller ud til dem i Husum. Eller til et møde i byen, hvis det regner. Når den nu alligevel står der.

Biler handler ikke om fornuft, men om følelse, som en klog – eller måske snarere rig – mand vistnok har sagt. Og hvis der er noget, der kan slå følelsen af at køre på cykel langs Søerne en lun sensommeraften, så er det at gøre det samme i en bil med alle vinduerne rullet ned.

Så må vi se, om der er plads til den gode følelse, hvis den skal klemmes ned i en fornuftig koreaner. For en stor, beskidt Volvo – det har vi ikke råd til i Danmark.