Biskop: Jeg tænker i dag på mit barndomsland i Thyborøn som Paradisets land

Henning Toft Bro, der er biskop over Aalborg Stift, voksede op i et missionsk fiskerhjem og er dybt taknemmelig for de værdier, han har fået med sig

64-årige Henning Toft  Bro har været biskop over Aalborg Stift siden 2010. Musik og sang har altid fyldt i hans liv, og han var tidligere medlem af bandet Tørfisk. – Foto: Aalborg Stift.
64-årige Henning Toft Bro har været biskop over Aalborg Stift siden 2010. Musik og sang har altid fyldt i hans liv, og han var tidligere medlem af bandet Tørfisk. – Foto: Aalborg Stift.

Jeg mærker, at det er weekend, når kontoret lukker ned, og tilgangen af mails i indbakken langsomt tager af. Det er ikke fordi, jeg så har fri, men jeg får derimod bedre tid til at skrive søndagens prædiken, som jeg begyndte på om mandagen og siden har haft liggende i baghovedet. Fra fredag aften får eftertanken mere plads, og lørdag kan jeg sætte det sidste punktum. På en måde føler jeg derfor altid, at jeg arbejder – men også at jeg altid har fri. For jeg elsker mit arbejde og den særlige arbejdsform, som det indebærer.

Da jeg var barn, var weekenderne altid noget særligt. For da var min far hjemme. Han var fiskeskipper og tog af sted ud på havet søndag efter midnat, for i Indre Mission arbejdede man jo ikke om søndagen, der skulle holdes hellig. Så kom han hjem fredag sent eller lørdag, og det var skønt at se ham igen. Også fordi mine tre brødre og jeg så slap for at vaske op om søndagen, hvor mine forældre tog opvasken sammen, mens de fik vendt livets gang og hverdagen, som min far jo sjældent var en del af. Det skete vist kun en enkelt gang, at han var med til et forældremøde, og da faldt han i søvn.

Kirken og troen var grundstammen i vores livscyklus, så derfor var mine forældre også altid af sted om søndagen. Først til skriftemål og så til gudstjeneste klokken 10. Når de kom hjem, tog de sig en middagslur efter frokost, mens mine brødre og jeg var i søndagsskole. De bibelske fortællinger gjorde stort indtryk, og især når der var referencer til vores egen hverdag som børn i et fiskersamfund. Historien om Jonas i hvalfiskens bug stod lyslevende for mig, med søgang og bølgeskvulp og stormende kuling.

Jeg er vokset op med et fantastisk fællesskab, hvor de kristne værdier, musik, sang og leg fyldte meget. Begge mine forældre var dygtige sangere, og vi sang altid ved bordet, og når vi fik gæster. De fleste i byen var fiskere, så mellem oktober og marts var de som regel på land, og så dukkede kaffegæsterne først op ved 21-tiden om aftenen og blev hængende til over midnat. Det var gode aftener. Min far fandt mandolinen frem og spillede, og så sad vi med Hjemlandstoner og FDF-sangbogen og havde det skønt. Det meste af min familie boede også i Thyborøn, så mange af mine kusiner og fætre var også med. Da jeg blev ældre og fik knallert, fortsatte vi på den måde med bare at dumpe ind hos hinanden. Hvis vi så, at der var lys et sted, kørte vi derhen og bankede på. Det var ikke noget med invitationer eller opslag på de sociale medier. Man dukkede bare op. Jeg tænker i dag på mit barndomsland som Paradisets land. Og jeg tager ofte tilbage for at gå lange ture langs havet, lede efter rav og blive blæst godt og grundigt igennem af vestenvinden.

I år skal jeg fejre nytår med nogle venner fra Hjerm, som min kone og jeg har fejret nytår sammen med igennem mange år. Men nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre. Ellers bliver vi kun min kone og mig, og det vil også være en dejlig måde at fejre aftenen, for vi holder meget af hinandens selskab.

Det særlige ved nytåret i år er, at alle selvfølgelig er spændte på, hvordan det vil gå med hele coronasituationen. Men jeg er fortrøstningsfuld. Efter vi fik lukket kirkerne op igen efter påske, har vi formået at skabe livgivende små oaser med gudstjenester og diakoni. Samtidig er vi stillet en vaccine i udsigt, så der er håbstegn. Præcis som i juleevangeliet.

Inden jeg går i seng beder jeg Fadervor og beder for hele min familie, hvor jeg nævner hvert eneste navn. Det er jeg vokset op med, og det hviler jeg trygt i.