Boom af brombær i have og skov

Tiden er inde til at høste årets brombær, hvad enten man har dem i haven, eller man finder dem i skov og krat. Frys dem ned med det samme, så de er klar til efterårets desserter, eller lav lækker marmelade af dem

Brombær er på deres højeste nu. De er lette at arbejde med og kan på blot en time laves til marmelade på glas. –
Brombær er på deres højeste nu. De er lette at arbejde med og kan på blot en time laves til marmelade på glas. – . Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Det kan godt være, at sommerens sol og varme har været hård ved de danske græsplæner og har efterladt dem som dørmåttelignende brune pletter, der stikker ubehageligt under fødderne, når man betræder dem. Til gengæld har en anden velkendt plante, som tillige er kendt for at kunne stikke noget så forfærdeligt, haft ovenud stor glæde af den ekstraordinært solrige sommer. Brombærrene, der er plukkeklare netop nu, er store og saftige som sjældent før.

Bente Andersen, der er fjerde generation på en større gård i Norup på Nordfyn og driver et hobbylandbrug, har netop høstet årets første brombær.

”De vilde brombær er der lige nu, og jeg vil nok sige, at de er bedre i år, end de nogensinde har været før. De har fået meget sol, og de har en meget mere intens sødme, end de plejer at have,” siger hun.

Bente Andersens brombær er af den vilde slags, som hun plukker i et stort brombærhegn, der findes på hendes og hendes mands ejendom. Buskene kræver ikke stor pleje til daglig, men til gengæld skal man sørge for, at de ikke vokser ud over deres bredder. Holdes de ikke en vis grad nede, bliver det så godt som umuligt at komme til bærrene på grund af de mange spidse torne.

”Vi har allerede klippet ned i foråret, men i år er de vokset helt vildt, og jeg kan se, at vi er nødt til at give dem en omgang mere, hvis ikke de skal brede sig alt for voldsomt,” siger hun.

Når man har plukket brombær og vil bruge dem til marmelade, skal de ordnes samme dag og gerne allerede inden for et par timer, for at de ikke bliver kedelige. Alternativt kan man putte de hele bær i poser og lægge dem i fryseren for så at tage dem op senere på året, når man har lyst til at bruge dem til en kage eller en dessert.

Bente Andersen laver gerne selv marmelade af sine brombær, men da hun er vokset op på et landbrug, hvor man var selvforsynende og har været med til at sylte og lave mad det meste af sit liv, er det der med opskrifter ikke noget, hun bruger særlig meget tid på. Det ligger på rygraden, hvilke ingredienser og hvor meget af dem, der skal bruges – også når hun laver brombærmarmelade, som hun gør i disse dage. Hun har dog et særligt råd, som er godt at have i baghovedet, når man giver sig i kast med lige præcis brombærmarmeladen.

”Det er vigtigt, at brombærrene koger meget langsomt op, inden man putter sukkeret i gryden. På den måde undgår man, at bærrene bliver hårde,” siger hun.

Men ellers er det slet ikke svært at lave brombærmarmelade, fastholder hun.

”Efter sukkeret skal man putte syre i, og her er det en smagssag, om man foretrækker citron- eller vinsyre. Til sidst putter man melatin i (konserveringsmiddel red.), og her kan man altid se på posen, hvor meget der skal i,” siger hun og får det til at lyde mere end simpelt at fremtrylle en god gang marmelade af de sorte, knoldede bær.

Føler man sig alligevel lidt på usikker grund og er grøn udi syltningens kunst, anbefaler Bente Andersen, at man får fat i ”Tørsleffs grønne syltebog”, som næsten kan betegnes som en klassiker på området.

”Den er tudsegammel, men god, og den kan stadig købes. Har man den, får man hjælp hele vejen igennem,” siger hun.

Er man ikke som Bente Andersen den heldige indehaver af et vildt brombærhegn i haven, kan man i stedet købe og plante en brombærbusk til haven. Oven i købet én, der ikke stikker.

”Dem, man køber, sætter nogle meget lange ranker, og de er ikke særlig smukke. Men det er vigtigt, at man ikke lader sig lokke til at klippe dem af, fordi man synes, de stritter til højre og venstre. For det er netop de lange ranker, der skal give næste års bær. Man kan i stedet bøje dem til en væg, hvis man synes, det er pænere,” siger hun.

Mens det er så godt som slut med jordbær, ribs og stikkelsbær for i år, er der stadig andre bær end brombær, der er på deres højeste lige nu. Deriblandt blåbær, de sure kirsebær, som blandt andet bruges til kirsebærsauce samt de sene hindbær ved navn Autumn Bliss. Og så er der også hyben, som ligeledes egner sig godt til marmelade, men som er lidt mere omstændelige at have med at gøre end brombær.

”Det tager mig kun omkring en times tid, fra jeg begynder, til der er marmelade på glas, når jeg laver det med brombær. Med hyben går der længere tid, fordi man skal sidde med en lille kniv og skrælle det røde af. Jeg har ikke selv så mange hyben her, hvor jeg bor, men man kan også, og det gør jeg nogle gange, spæde lidt æbler til for at give marmeladen noget fylde,” siger Bente Andersen.