Broderi er en oase, hvor langsomhed er nødvendig

Interessen for at brodere er voksende.Broderiskole melder om ventelister og ny interesse blandt yngre generationer for at brodere

Bodil Ravnbak (tv.) tog fat på at brodere, da hun gik på pension for seks år siden. Hun er med i flere af broderiklubberne hos Lizzi Damgaard (midt i billedet). – Fotos: Jens Welding Øllgaard.
Bodil Ravnbak (tv.) tog fat på at brodere, da hun gik på pension for seks år siden. Hun er med i flere af broderiklubberne hos Lizzi Damgaard (midt i billedet). – Fotos: Jens Welding Øllgaard.

Broderiskolen må være landets mindste skole. Skolen har til huse i et lille gulkalket hus fra 1700-tallet, der blev opført som staldknægtebolig til Christiansborg Slot i København. ”Skole” står der på et lille skilt ved dørklokken. For at komme til Broderiskolen skal man op ad en stejl trappe til husets første sal.

Her i et lille lokale, bag sprossede ruder, sider ni medlemmer af Broderiskolens broderiklub om et arbejdsbord. Det er en klub, hvor alle uanset forkundskaber kan mødes om broderi. Hvis der altså er plads på holdet. Der er venteliste til dette hold, som mødes tre timer en aften om måneden. Broderiskolen har derfor udvidet med to andre broderiklubber, hvor man kan mødes, brodere og udveksle erfaringer med ligesindede.

Broderiskolen hører under Selskabet for Kirkelig Kunst. Lizzi Damgaard, der er daglig leder af selskabet, tog initiativet til skolen i dens nuværende form, da hun for 10 år siden blev daglig leder af selskabet. Hun siger:

”Det var en noget svær start, hvor vi nogle gange måtte gennemføre kurser med kun fire deltagere. I dag kommer folk fra hele landet og de andre nordiske lande for at være med, og der er ventelister til flere af kurserne. Vi oplever, at interessen for broderi vokser også blandt yngre.”

Jane Andersen har været elev på Broderiskolen i alle skolens leveår. Mellem hendes hænder er en fluesvamp ved at tage form. Teknikken hedder stumpwork og er en gammel broderiteknik, der har vundet frem igen. Motivet er ikke stort, og arbejdet går langsomt frem. Det langsomme og afgrænsede arbejde ser Jane Andersen som en velkommen kontrast til arbejdslivet. For hende er det at brodere en del af et dagligt ritual. Hun siger:

”Når jeg kommer hjem fra arbejde, laver jeg en kop te og sætter mig og broderer i en time, mens jeg lytter til en lydbog. I øjeblikket hører jeg en krimi. Mit arbejdsliv kan være meget intenst, men når jeg sidder en time og syr, kan jeg mærke, at jeg får ny energi og lander efter min arbejdsdag.”

Da Bodil Ravnbak for seks år siden sagde farvel til et arbejdsliv, som hun havde været glad for, vidste hun, at hun ville give sig selv tid til at gøre noget, som hun kunne finde glæde i. Derfor gik turen til Skals Design- og Håndarbejdsskole lidt nord for Viborg, hvor hun i fire måneder fulgte et kursus i klassisk håndarbejde. Siden blev hun elev på Broderiskolen og er med i flere af skolens broderiklubber:

”Der opstår et naturligt fællesskab omkring håndarbejdet, og det er godt at kunne komme og mødes med folk, som har samme interesser. I klubben er der ikke undervisning, men vi hjælper hinanden og får inspiration,” siger hun.

Det ser nærmest meditativt ud, når man iagttager, hvordan Dinne Petersen fører nålen gennem hørstoffet. Man kan høre en svag kradsende lyd af tråden, som trækkes gennem stoffet.

Mange af klubbens deltagere bruger ganske svære og krævende teknikker, og de bruger lang tid på at brodere et ganske lille areal. Som Janne Snitgaard, der fortæller om et weekendkursus, hvor hun på 20 timer syede mindre end 20 centimeter. En snegl spurter i forhold til Jane Snitgaards såkaldte tambureringsnål.

Mister de flittige hænder aldrig tålmodigheden på sytøjets vegne? Spørgsmålet afføder både smil og latter omkring bordet. Sonja Agergaard svarer:

”Jo. Nogle gange må du pille det hele op, fordi du har lavet en fejl, og det tager virkelig lang tid at pille det op. Så tager man lige en pause, inden man fortsætter.”

Men hvad stiller man op med sine broderier? Mange af klubbens medlemmer arbejder på gaver. Et broderi er en særlig gave. Historisk har broderi været set som et statussymbol. Det er ikke et ord, som klubbens medlemmer vil knytte på deres arbejder, men de oplever, at det typisk er gaver, som bliver sat særlig pris på.

”Der er jo ikke mange i mødregruppen, der har en ble, hvor babyens initialer er broderet på. Folk ved, at det er en gave, som der er lagt noget tid i, den er personlig, og jeg oplever, at det på en særlig måde bliver værdsat,” siger Jane Snitgaard.

Broderiklubbens medlemmer fortæller samstemmende, at de oplever, at der er flere, som gerne vil vide mere om broderi og har lyst til at prøve kræfter med teknikkerne. Skolens leder, Lizzi Damgaard, er også flere gange blevet spurgt, om hun kunne åbne en tilsvarende skole andre steder i landet. Det er der ikke planer om.

”Engang var det ganske svært at finde broderikurser, men nu udbydes der mange, og i udgangspunktet er det en forholdsvis billig fritidsinteresse, hvor man kommer langt med materialer for 100 kroner.”

 En elev arbejder med guldtråde og kalder det en prøveklud. ​
En elev arbejder med guldtråde og kalder det en prøveklud. ​