Prøv avisen

Jagten på den dårlige lyd

En usædvanlig østenvind blæser lun forårsluft fra de russiske stepper ind over øen.

”Hvor er her stille,” sukker min kone, da vi står med et glas hvidvin uden for sommerhuset.

”Stille” skal ikke tages bogstaveligt, for på denne årstid er det, som om alle fugle i det store ornitologiske leksikon mødes til jamsession på øen. ”Stille” betyder, at der ikke nogen dårlige lyde, der forstyrrer fuglenes gode lyde. Dårlige lyde er menneskelyde, såsom plæneklippere, motorsave og øens slamsuger, også kendt som pølsemanden. Hvilken kategori lyden af de parringslystne påfugle, som lever vildt på øen, hører til, er uklart.

Jeg åbner vinduet, da vi går i seng, og vi falder i søvn til bølgeslag og mågeskrig.

Om natten drømmer jeg, at der holder en lastbil i tomgang ude i haven. Jeg slår øjnene op og kan kun ane vinduet som en firkant ud til et måneløst mørke. Men udenfor kan jeg tydeligt høre en konstant, brummende motor. Ubetinget en dårlig lyd.

Jeg bliver mere og mere vågen, mens jeg forsøger at identificere lyden. Er det en motorbåd, som sejler rundt i cirkler ude i bugten, efter at ejeren er faldet over bord? Er det pølsemanden, der har besluttet at tømme et par samletanke klokken to om natten? Jeg ser morgenlyset komme, mens min kone intetanende sover videre.

”Hørte du ikke motoren? Den holdt mig vågen i flere timer, mens du snorkede,” siger hun næste morgen.

Næste nat gentager det sig. Jeg står op, går udenfor og lytter. Ingen motor. Jeg kan kun høre den inde i huset. Er det køleskabet? Jeg famler mig frem til sikringsskabet, slukker for hovedafbryderen, går i seng og lytter. Brrrrrrrrrrrrr.

”Det kan være en lavfrekvent lyd fra en russisk ubåd, der resonerer med husets konstruktion,” foreslår jeg over morgenkaffen.

”Eller en idiot, der har sat en dieselgenerator til at køre døgnet rundt uden for sit sommerhus. Jeg gætter på det sidste,” siger min kone.

Vi går rundt i området for at finde idioten. Men der er ingen generator, kun drosselsang, strandskadeskrig og edderfuglekurren. Så snart vi er tilbage i huset, er lyden der. Brrrrrrrrrrr.

”Jeg har læst om det,” siger jeg. ”Folk, der kan høre en lyd i deres hus, men ikke hvor den kommer fra, og ingen tror på dem. Til sidst flytter de eller bliver vanvittige.”

Jeg lægger øret til væggen.

”Det kan være intelligensformer fra en anden galakse, der har udvalgt os, fordi vi er de sidste på planeten, som ikke har fjernet tv-antennen.”

I det samme jeg siger det, slår det mig.

Tv-antennen er monteret på et langt metalrør, der er skruet fast på østgavlen. Det er år og dag, siden den blev taget ud af brug, men vi har ladet den sidde for svalernes skyld. I august flokkes de om vores antenne, hvor de sidder og laver gode lyde.

Jeg går ud til gavlen og lægger øret til metalrøret. Det vibrerer i vinden. Lyden er svag, men umiskendelig. Brrrrrrrrrrrrr.

Jeg griber fat om røret, og lyden stopper. Jeg slipper, og den vender tilbage.

”Det er østenvinden, der får antennen til at lyde som en motor,” råber jeg ind ad vinduet.

Jeg tæller beslagene, som holder masten. En times arbejde, så er den nede, tænker jeg. Men jeg ved godt, at det ikke kommer til at ske.

”Du skal ikke engang tænke på at pille den ned,” råber min kone inde fra huset.

Allerede samme aften går vinden om i nordvest. I forårsnatten høres kun gode lyde og liderlige påfugle.