Prøv avisen
Vid & sans

Bukkejagt med pindsvin og lam

I de fire år, Anne-Cathrine Riebnitzsky har gået på jagt med bue og pil, er det kun lykkedes en gang at nedlægge en råbuk. Det er ikke noget prangende antal, men hun kommer altid hjem med gode oplevelser

Jagten på råbukke gik ind den 16. maj ved solopgang og varer til den 15. juli ved solnedgang. I de fire år, jeg har gået på jagt med bue og pil, er det kun lykkedes mig en gang at nedlægge en råbuk, hvilket ikke er et prangende antal, men jeg kommer altid hjem med gode oplevelser.

For nylig sad jeg et dejligt sted på Lolland med min bue. Skovbunden var knasende tør, så jeg ville helst ikke pusle for meget rundt, men efter en god times tid måtte jeg se i øjnene, at rådyrene syntes at have fundet andre steder, der var mere interessante. Jeg sneg mig ud i skoven for at se, om jeg kunne finde dyrene.

Lidt nede ad en skovvej puslede det i bunddækket, der bestod af tætte grønne blade på stilke ikke højere, end en hånd er lang. Jeg ved nogenlunde, hvordan det ser ud, når solsorte pusler i skovbunden, og mus er ofte ret snakkesalige og laver mange små lyde. Det her var anderledes. Jeg stod stille og kiggede på de mystiske bevægelser, der foregik i små cirkler ikke mere end en meter fra et ungt egetræ. Efter nogle minutters venten kunne jeg se et pindsvin, noget bred over ryggen, som traskede rundt i skovbunden og samlede blade sammen, som hun tog i munden og bar hen til egestammen. Her stoppede hun bladene godt ind omkring et stykke ormeædt træ, der lå på tværs. Så gik turen af sted efter nye blade.

Jeg havde åbenbart fundet en vordende pindsvinemor i gang med at bygge rede. Jeg så mig omkring og tænkte, at med de korte ben havde hun valgt et godt sted. Under en meter fra træet var der et dybt hjulspor fra en skovmaskine, og her var der rigeligt vand at drikke. Masser af biller kravlede rundt ved den døde gren. Der var altså mad og vand, og reden lå i skygge. Efter at have kigget på hende i 10 minutters tid, listede jeg videre – en del klogere på pindsvins foretrukne redepladser.

Kort efter var jeg så heldig, at en jagtkammerat havde kedet sig i den anden ende af den samme skov, og da han listede ned mod mig, vækkede han en råbuk, der i høje spring satte af sted ud gennem nogle brombærbuske med kurs lige mod mig. Jeg trak buen med det samme og sigtede på ham, mens jeg konstaterede, at han var en rigtig flot seksender.

Jeg følte mig meget heldig, for vi må i den skov kun nedlægge seksendere eller små spidsbukke. Han var en fantastisk kandidat, og hvis det skulle lykkes, så ville alle anse mig for både heldig og dygtig. Bukken sprang stor og smuk ind foran mig. Han var ikke i panik, blot på vej væk. Men ville han stoppe? Nej, det ville han ikke. Og med bue skyder man kun dyr i ro. Jeg fulgte ham i sigtet – til han forsvandt i en kæmpe buksbom. Ikke en chance fik jeg til at slippe pilen.

Samme aften et andet sted i skoven sad jeg og tænkte på bukken. Lysten til at jage og få et dyr med hjem sad i kroppen. Samtidig var det en meget smuk aften, og fuglene sang. Jeg fik øje på to bukke, men den ene var ikke den rigtige slags, og den anden kunne jeg ikke komme tæt nok på.

Da solen gik ned, og det var på tide at gå hjem, kiggede jeg ud over terrænet en sidste gang. En rå listede af sted i græsset. Og ved siden af hende en lille skygge. Jeg smilede og følte mig meget heldig. Her gik en ung rå, og ved siden af hende gik det fineste lille lam. Ikke større end en skotøjsæske med lange ben. Mørk som chokolade og med fine hvide pletter. Jeg kender ikke en jæger, der ikke bliver blød i hjertet ved det syn. Det er måske den oplevelse, jeg helst vil nå at have i løbet af bukkejagten: at se et rådyr med et nyfødt lam ved sin side.