At sparke i blade må være en refleks, der er dybt indlejret i beboere i lande med bøgetræer.
Jeg har i hvert fald i alle de årtier, jeg har levet, trænet de små svingmuskler, der flakser kanterne i de store bunker op som små fugle, ligesom jeg med sikkerhed ikke er ene om at huske trækket i den store lårmuskel foran, når jeg hev mig igennem det allerstørste bjerg på plænen som barn.
Jeg husker også stadig suget ved at lade mig falde bagover i bunken. Uimodståeligt.
Måske skulle man prøve igen en af dagene. Mærke det blus af glæde, som selve overfloden af blade tænder. Som om den enorme mængde lokker: Kom med, vi er så mange. Der er rigelig plads til dig. Vi deler ud til højre og venstre. Vi har alle farver. Kom. Vi er her bare. Vi er til glæde og gavn og pjat og stor alvor. Kom og læg dig og se op i træer og himmel og fundér over livets mening. Eller saml en håndfuld og smid dem i hovedet på din mand og få ham til at le.
Der er så mange blade. Så megen himmel. Naturen er bygget op omkring generøsitet. En generøsitet, der smitter, når man er i den.
I dag er jeg knap så fri og fjollet, men jeg øver mig i at blive det. Verden har brug for generøsiteten og dens konsekvenser, og jeg må også øve mig i at være generøs.
Ikke blot udløser det oxytocin at være generøs, så man selv får det bedre, der sker også noget med relationen til verden, som gør verden og andre mennesker godt. Ved at være generøs tager man ansvar for den fælles verden ved at vise den tillid. Man lægger mere ud til fællesskabet end en hurtig hovedregning kan gøre det rentabelt at gøre. Men menneskevæsenet er skabt sådan, at det allerinderst – før tankernes styring – regner med, at det er godt for dem selv, når det er godt for andre. Derfor hormonudskillelsen.
Selve formålet med generøsiteten er ædelt, men udøves den med formålet for øje, forsvinder formålet. Udviser man storsind for at få den anden i gæld, er det magtudøvelse, ikke andet.
Det ved vi godt. Jeg tror ikke, at vi mennesker har svært ved at mærke i os selv, om vi er generøse med eller uden grund. Forlorenhed afsløres. Det samme gør den nærige selvforståelse, mange i dag snævrer sig ind i, og som jeg er flov over fylder så meget i et så rigt land som vores.
Alt for mange indkroger sig i sig selv og ser ned mod deres navler og tæller mønterne i egne lommer i stedet for at løfte sig og se andres liv.
Nærighed er især en synd, når det handler om opførsel. Det er den, jeg møder i debatklimaet, hvor viljen til at være generøs og rumme andres erfaringer end ens egne hos mange er forskrækkende lille.
Generøsiteten derimod er en gave, vi er givet, som vi har pligt til at modtage. Som bøgetræerne og alt andet i naturen er vi udstyret med anlæg for den overflod, der sikrer det ekstra til de andre og dermed også os selv. Vi er jo selv en af de andre. Det er det, generøsiteten minder os om. Giv, og du skal få.
Bliver vi nærige med os selv, vores følelser, tanker og handlinger, opdrager vi os selv til, at enhver er sig selv nærmest. Vi lærer os selv, at hverken vi eller andre er værd at være generøse over for.
Jeg tror, jeg vil opdrage mig selv senere i dag og med mine travestøvler vandre ind i skoven og sparke til blade i bunker og måske for enden af en sti, inde i en lysning, finde en kolossal bunke af blade, jeg kan vælte mig ned i. Vil du med?