Prøv avisen

Da jeg fornærmede en gudinde

For en måned siden var min kæreste og jeg i Nepal. Inden afrejse havde jeg læst, at der i hovedstaden Kathmandu fandtes noget så usædvanligt som en levende gudinde. Nepal er det eneste land i verden, der ophøjer almindelige pigebørn helt ned til fem-seksårsalderen til at være gudinder. Det foregår på den led, at et udvalg af småpiger bliver udsat for en række gruopvækkende oplevelser, såsom at de midt om natten bliver vækket af maskeklædte mænd, der udstøder skrig og danser truende omkring dem. Den pige, som bevarer fatningen bedst, bliver udvalgt til kumari. Gudinde.

At være en kumari er en stor ære. Men æren har også en iboende forbandelse, da hele guddommeligheden ophører brat, når pigen får sin første menstruation. En kumari må nemlig ikke udgyde blod, idet ånden, shakti, som indtager pigens krop, når hun bliver udråbt til gudinde, forlader hende, hvis hun mister blod. Så hvis den lille pige får en rift, ja så bliver hun omgående afsat som gudinde – og må vende tilbage til et helt almindeligt, måske endog fattigt, liv.

En kumari er klædt helt i rødt, og ved højtiderne males hendes pande rød, hvilket skal udtrykke kreativ energi. Hun må kun komme udenfor ved højtider, og ved sådanne lejligheder skal hun bæres i bærestol. Men en kumari lader sig kun sjældent se, fik vi at vide. Så det forehavende opgav vi og tog i stedet på en bytur, hvor vi tilfældigt kommer ind i et område med gamle fine templer. Her ser vi en del mennesker, der er stimlet sammen foran en smuk, gammel bygning. Kumarien er derinde. Rygtes det. Og hun ville måske snart dukke op.

Det lykkes os at møve os ind i den lille gård, hvor vi alle står tæt og stirrer op mod de tre øvre vinduer. Der har sænket sig en andægtig stilhed blandt os. Og flere står med håndfladerne samlet. Og så hører vi det: en lille piges hysteriske skrålen...

Gudinden er stiktosset og gider måske ikke at vise sig. Men heldigvis, iklædt sit røde antræk og bemalet med rødt og guld i hele ansigtet, kommer den mest surmulende gudinde, verden endnu har set, til syne. Med mundvigende tvært krænget nedad – jeg er betaget. Og uden at tænke mig om, hiver jeg min iPhone frem for at fotografere. I samme sekund bliver gudinden flået væk fra det åbne vindue, og hele den lille gård forvandler sig til et frådende hav af vrede – rettet mod mig.

Jeg havde begået den helt store forbrydelse, jeg havde forsøgt at afbilde deres guddom! Min nye iPhone bliver revet ud af mine hænder af sikkerhedsvagter, som under fagter og råben begynder at bladre i mine fotos for at opdage, at det ikke var lykkedes mig at fange den arrige kumari i vinduet. Men ulykken var sket. Vi skulle alle omgående forlade gårdspladsen. Udtrykket ”at blive udsat for onde øjne” materialiserede sig. Jeg blev mødt af de mest brændende øjne, som svitsede mig fra fod til hårtop. Og jeg undskylder ulykkeligt på dansk. Her havde en masse troende måske taget en lang rejse for at møde deres guddom. Krumbøjet forlader jeg paladset. Men min kæreste trøster mig og siger, at vi skal vende tilbage igen. Og blot vente. Det gør vi, og nu iført kasket, trukket ned i panden, gemmer jeg mig bag min kærestes brede ryg. Og minsandten: efter en time kommer kumarien frem igen. Hun er stadig i elendigt humør og klasker lidt utålmodigt på murstenene. Hun ser mig heldigvis ikke. Den guddommelige seance på de få minutter er nu gennemført. Jeg nærmest danser væk fra den lille gudindes ånd. Og selvom jeg hyppigt ser mig over skulderen, så følger der ingen onde øjne efter. ”Gudskelov,” hvisker jeg til kæresten.