Jeg sidder i en bil med nogle journalistkolleger, da jeg bliver ringet op af et forlag. De vil have mig til at skrive en bog. Hvor cool er det lige? Så cool, at jeg er nødt til at fortælle det til kollegerne.
”En bog om hvad?” spørger en af dem.
”Om fasten. Jeg skal faste og skrive om, hvad jeg får ud af det,” siger jeg.
Ingen siger noget. Måske trækker emnet lidt ned på coolness-faktoren.
Et par kilometer senere er der en, der spørger:
”Hvad får du så ud af det? I kroner og øre.”
”Øh, det talte vi ikke om,” siger jeg.
Jeg er blevet bedt om at faste i seks uger og skrive en bog om det, men jeg har glemt at spørge til honoraret. Jeg kan mærke, at der i panden på mig – dér, hvor præsten tegner et kors ved fastens begyndelse askeonsdag – foreløbig kun står ”idiot”.
”Efter min erfaring tjener man ikke meget på at skrive bøger,” siger jeg og forsøger at lyde erfaren.
”Men jeg vil tro, at en bog om fasten kan kaste en hel del foredrag af sig rundt om i kirkerne.”
Det er, da jeg hører mig selv sige den sidste sætning, at den første tvivl begynder at melde sig.
I mit stille sind håber jeg, at min kone vil tale mig fra projektet, når jeg kommer hjem og fortæller hende, at jeg har tænkt mig at afsværge kød og alkohol i halvanden måned.
”Den er jeg med på,” siger hun. ”For dit helbreds skyld. Plus at jeg godt kunne tænke mig at tabe et par kilo.”
Jeg påpeger, at det er alle de forkerte grunde.
”Det er ikke en slankebog. Det er noget åndeligt.”
”Ja ja, det er klart,” siger hun. ”Men tænk på alle de penge, vi vil spare.”
Jeg fortæller ikke, at det også er det halmstrå af motivation, jeg klynger mig til. Jeg skal skrive om fastens religiøse og kulturkritiske dimensioner, men det eneste attraktive, jeg kan få øje på, er bivirkningerne – en smuk krop i en sund økonomi.
Jeg researcher for at finde ud af, hvordan man faster, og hvilke faste-eksperter jeg kan interviewe undervejs.
Jo mere jeg researcher, des mere ser jeg fromme fastende alle vegne. Én vil lave en guide til, hvordan man kan faste ikke blot fra kød og rødvin, men også fra mobilen og de sociale medier. Guiden kan man følge på Facebook.
Mens askeonsdag nærmer sig, og jeg langsomt mister appetitten på fasten, ser jeg de sociale udfordringer tårne sig op i kalenderen. En ting er at gå derhjemme og være sur og sulten og spirituel. Noget andet er at sidde til en middag og spytte i et glas postevand, mens serveringsfadene går forbi.
Jeg begynder at advare kommende gæster om projektet og lover, at de naturligvis vil få rødvin, selv om jeg ikke drikker det. De lyder ikke umiddelbart begejstrede.
”Hvorfor har du egentlig sagt ja?”, spørger de.
”Det kan blive sjovt. Bagefter,” siger jeg.
”Du kan nå at fortryde,” siger de.
Min kone vil ikke have, at jeg taler om det.
”Jeg vil godt være med til at faste, men du skal ikke fortælle det til folk,” siger hun.
”Vi skal faste, uden at nogen opdager det?”, spørger jeg.
”Jeg gider bare ikke, at du gør et stort nummer ud af det,” siger hun.
Om natten drømmer jeg om sognegårde, hvor skarer af hulkindede kvinder med fornuftige sko ser udtryksløst på mig med deres sørg-modige øjne, mens jeg forsøger at sige noget om fasten. Men der kommer ikke en lyd over mine læber, og jeg kan ikke huske, hvorfor jeg er her.
Næste dag ringer jeg til forlaget og siger, at jeg ikke kan skrive bogen. Hvis jeg skal skrive om fasten, kan det højest blive til en klumme.