Min roman gik i trykken den 3. september. Derfra er der uendeligt langt til udgivelsen den 10. oktober og til anmeldelser og salgstal. Der står meget på spil – ikke bare ry og rygte, men to års indtægt. Det er en periode, hvor jeg ofte sover skidt. Jeg kan ikke gøre mere, og jeg ved endnu ikke, hvordan det er gået. Før i tiden synes jeg, at jeg fik mere hjælp ”oppefra”. Flere små vink fra Gud. Jeg ved ikke, hvad han har for nu – men der er blevet langt mellem ”vejskiltene”.
I mellemtiden er Miljø- og Fødevareministeriet kommet mig til undsætning. I december 2017 vedtog Folketinget, at buejægere fremover foruden rådyr også må jage dåvildt, sikavildt og kronvildt. I august i år var bekendtgørelsen med de specifikke krav til pilenes vægt, typerne af jagtspidser og pilens anslagsenergi færdig. Den 1. september gik jagten på dåhjorte (altså hannerne) ind i det meste af landet og visse steder også på kronhjorte. Det betød, at jeg kom på jagt en måned, før jeg plejer.
Der er tale om en forsøgsordning. Håbet er blandt meget andet, at buejægerne kan bidrage til at få en bedre kønsfordeling mellem hjorte og hinder hos de tre store hjortearter. Der er mange andre argumenter for at lukke op for den svære, lydløse jagtform… men blandt dem har næppe været forfatterens behov for at fokusere på noget svært i fem uger. Men taknemmelig er jeg.
En formiddag ringede skytten og fortalte, at han havde set seks dådyr ved Skovly. Jeg smed opvaskebørsten og hoppede i jagttøjet.
Ved Skovly sneg jeg mig ned ad en vej, der er under nyanlæggelse. Vejen bestod endnu mest af murbrokker. Jeg måtte gå uendeligt langsomt for at være lydløs. Jeg kiggede efter spor af dådyr. Deres klove er store og ovale, og fordi de vejer lige så meget som mennesker, kan man som regel se deres aftryk i skovbunden. Man skulle mene, at seks dådyr ville sætte aftryk. Men der var intet at se.
Efter en halv time og 100 meter tøvede jeg ved en stor træstub. Skoven var tæt, og de seks kunne være forsvundet hvor som helst hen. Jeg var på nippet til at give op.
Ud ad øjenkrogen så jeg pludselig en hvid rumpe med tre lodrette sorte streger. Et 111 mellem to træstammer. Op med kikkerten. Der stod et dådyr med rumpen til omtrent 70 meter væk. Kort efter kom der ben og flere ben. Det var de seks dådyr, der stille tussede af sted i skovkanten langs en mark. Vinden var god, og jeg sneg mig med dem så hurtigt, jeg kunne.
Efter en times intens forfølgelse satte dyrene farten op. Forrest løb en stor fuldskuffel, et prægtigt dyr, lysebrun med hvide pletter. Efter ham kom to halvskufler og så en enkelt hind og to helt mørkebrune kalve. Jeg stod åndeløs, da de krydsede skovvejen 40 meter væk – alt for langt væk til et sikkert skud med en bue. Men hvilket syn: majestætiske og mere letfodede, end jeg havde troet. Svævende forsvandt de ind i skoven.
I skrivende stund er der nedlagt tre hjorte med bue – to kronhjorte og en dåhjort – alle fine skud. For bestandplejen er det måske blot en dråbe i havet. Men i buejægerkredse fornemmer man tydeligt, at den ære, der nu er os vist, vil vi tage vare på med omhu og respekt. Heldigvis gør langt de fleste mennesker sig stor umage. I min mave svæver dådyrene stadig rundt – side om side med store sommerfugle.