Fra jeg var en helt lille pige, sagde min mor følgende til mig som et slags mantra, der skulle præge mig ind i voksenlivet: ”Du skal altid sørge for at tale om ting, der har betydning.”
Sidstnævnte skulle jeg være en halvvoksen kvinde for helt at forstå belastningen og omfanget af. At jeg i mødet med andre mennesker konsekvent skulle sørge for, at samtalen havde det, vi nu om dage kalder dybde.
Jeg er ikke sikker på, at min mor sådan helt uden slinger selv levede op til sin leveregel – heller ikke jeg. Men jeg er på det seneste blevet mødt af mennesker (der kender mig godt, og som siger, at de kan lide mig) med en lidt ubehagelig kritik, nemlig, at når man samtaler med mig, er det som at gennemføre et maratonløb, hvilket jeg altså udlægger som udmattende og måske endog udmarvende.
”Kan du ikke bare sludre lidt om løst og fast,” sagde en gammel veninde, som jeg ellers syntes, at jeg havde ført rigtigt mange gode og ”dybe” samtaler med. Småfornærmet slog jeg det hen som en malplaceret og unødvendig kritik. Og jeg havde fortsat kun hån til overs for de sludrende, små samtaler – de såkaldte smalltalks. Samtaler, der som små sæbebobler stiger til vejrs og brister kort efter uden at efterlade sig noget som helst spor eller aftryk.
Men så her for nylig er jeg blevet præsenteret for samme skudsmål, og min ellers gode og kærlige ven tilføjede venligt, at den side af mig skulle man jo nok vænne sig til. Altså, jeg måtte seriøst genoverveje min afvisende holdning til de små samtaler.
Er smalltalks virkelig så betydningsløse og overfladiske, at de blot kan springes over med et hånligt hop? Jeg kom til at tænke på en anden ven, som jeg respekterer inderligt, og som er så begejstret for at komme i kontakt med alverden, at han indleder miniature-samtaler når som helst. Selv når han lader sig løfte fra 1. etage til for eksempel 3. etage i en elevator, er han i gang med at konversere liftens øvrige rejsende. Jeg ryster som regel imaginært på hovedet. Jeg har i hvert fald aldrig selv kunnet forestille mig at vende mig om, spørge til vejret og smalltalke med for eksempel ejermanden til en mave, der måske endog støder den ind i min ryg.
Hos frisøren kan jeg indimellem blive grebet af åndenød, hvis frisøren i al venskabelighed sludrer til mig i spejlbilledet og spørger mig om ditten og datten. Om hvordan det går. For hvad skal jeg svare, hvis jeg er i et momentant sort humør? Og det hele overhovedet ikke går? For slet ikke at tale om anstrengelserne ved de store fester, hvor man bliver bænket ved siden af en, man ikke kender.
Men altså, her for nylig besluttede jeg mig for at revurdere mit forhold til at smalltalke og afprøve mit talent for formatet. Og det fik sin ilddåb for et par dage siden, hvor jeg var inviteret til en sammenkomst med en række kvinder, jeg ikke kendte. Jeg stod der med mit velkomstglas og hvilede på skiftevis det ene og det andet ben. Og så så jeg pludselig lige ind i et stort og hjerteligt smil, og jeg gengældte det spontant, og kort efter gik jeg ufortrødent i gang med at forhøre mig om, hvor hun havde fået sin smukke brune sommerteint fra. Vi bænkede os ved siden af hinanden, og helt umærkeligt flyttede samtalen sig ind på livets absurde tilskikkelser og på dele af vores egne skæve livshistorier. Filterfrit og ærligt. Og vi har nu aftalt, at vi skal ses igen.
Jeg har efterfølgende besluttet mig for at tage de små samtalers virtuositet så alvorligt, som deres lethed fordrer, og jeg ser nu med fuldtonet anerkendelse på dem, der mester genren. Og jeg vil helt seriøst forsøge at gøre dem kunsten efter. Det kan der komme dybe venskaber ud af.