I efteråret 2007, da jeg første gang stod i Afghanistans sand, klar til at udføre mit arbejde som udsendt for Danmark, fik vi en dag at vide, at en af vores patruljer ikke kunne køre ud som planlagt. Det var noget, der skete fra tid til anden – som oftest var årsagen forhøjet risiko for selvmodsbombere. Denne gang var grunden dog en ganske anden: nemlig folketingsvalget i november i Danmark. Vi måtte vente nogle timer med at køre ud, idet der ville ankomme en mand med stemmesedler til os.
Jeg husker meget tydeligt fornemmelsen af at være fuldt krigspåklædt med hjelm, fragmentationsvest og gevær, for så at lægge det hele i et hjørne og afvente lyden af en helikopter.
Jeg var på dette tidspunkt udstationeret i Lashkar Gah, hovedstaden i provinsen Helmand. Lejren var lille i forhold til antallet af soldater. Vi var 12 dans-kere og omtrent 800 englændere. De mere end 700 andre danskere var rundtomkring i andre lejre – men vi var altså en lille enklave, der var udlånt til briterne. Lejren lå inde i Lashkar Gah by, og af samme årsag zigzaggede helikopterne lavt ud og ind af byen for at undgå fjendens forsøg med diverse raketstyr.
Vi kunne selvfølgelig genkende lyden af en Black Hawk og skelne den fra en Chinooke og andre ”flyvejern”. Helikoptere lettede og landede hver dag, og nogle gange tæt, men de var også en knap ressource. Kort efter at støvet havde lagt sig, og støjen fra rotoren atter var døet hen, kom en venlig mand spadserende ned i vores hjørne af lejren med en stor plastickasse under armen. Hvem han præcis var, og hvor han kom fra, husker jeg ikke. Han talte dansk og forklarede kort og neutralt om valgproceduren og beklagede ved samme lejlighed, at der var en eller anden mindre formalitet, der ikke var overholdt. Om det var farven på plastickassen eller fraværet af nogle brochurer, kan jeg ikke huske. Ambassaden havde ikke kunnet nå at skaffe, hvad det nu end var. For mig og alle andre i lige den situation var det i hvert fald uden betydning.
En for en gik vi soldater hen for at stemme. Tanken om det øjeblik gør mig stadig rørt. Netop i det øjeblik, da jeg sad og kiggede ned over min stemmeseddel under Afghanistans brændende sol, blev det uhyggeligt tydeligt, hvad demokrati er for en størrelse. Her stod vi 12 danskere. Og nu kom vores land og bad om at høre vores mening i en alvorlig sag: Hvem synes du, der skal lede landet fremover? Hvilket parti vil du sætte dit kryds ved?
Lige her gav mit land udtryk for, at det er min demokratiske ret at stemme, uanset om jeg var i krig, og denne rettighed tog mit land så alvorligt, at man sendte en mand i en helikopter. Samtidig stod vi i Helmand, hvor afghanere risikerede dødstrusler for at stemme, og hvor mange nationaliteter kæmpede med livet som indsats for at bekæmpe en terroristisk og antidemokratisk bevægelse. Afghanske soldater gik vitterlig i døden for at sikre sig, at deres landsmænds stemmer fremover skulle kunne høres i en demokratisk proces.
Jeg har stemt ved hvert eneste valg lige siden den dag: kommunalvalg, EU-valg, folkeafstemninger, alt simpelthen. Jeg har brevstemt adskillige gange, fordi det ene eller andet forhindrede mig i at møde op på valgdagen. Ingen skal nogensinde fortælle mig, at min stemme ikke nytter, eller at det hele kan være lige meget. Mit land sendte engang en mand i en helikopter for at spørge om min mening. Det glemmer jeg aldrig.