Den guddommelige parcelhushave er mit fristed

Lene Skrumsager Møller og hendes mand ønskede, at deres datter voksede op med glæde for naturen, og omdannede haven fra græsplæne og hæk til mark, der gjorde familien selvforsynende. Nu har Lene Skrumsager skrevet en bog om havetransformation til inspiration for andre

Lene Skrumsager Møller føler sig gennem familiens have direkte forbundet til naturen på et plan, der indtil for få år siden var hende fremmed. – Foto fra bogen ”Fra græsplæne til grøntsagsmark”.
Lene Skrumsager Møller føler sig gennem familiens have direkte forbundet til naturen på et plan, der indtil for få år siden var hende fremmed. – Foto fra bogen ”Fra græsplæne til grøntsagsmark”.

”Vild med vilje” står der på en sten, der ligger ude foran huset, hvor Lene Skrumsager Møller bor med sin mand, deres lille datter og to store bonusbørn. Med de ord er det intentionen, at forbipasserende ikke skal foranlediges til at tro, at her bor en familie, der ”bare lader stå til”. Intet kunne nemlig være mere forkert. Tværtimod er den vildtgroende forhave, hvor en nedtrampet sti fører op til huset, det første synlige bevis på, at der her på matriklen lever en familie, som har taget et helt bevidst valg om at anlægge deres have markant anderledes end det, man ser på de fleste danske parcelhusveje.

”Det var da en smule vovet, da vi begyndte med at lade græsset gro i forhaven for nogle år siden. Men når vi har fortalt folk, at det ikke er, fordi vi er ligeglade, men at det er for insekternes og biodiversitetens skyld, forstår de det. De fleste er i dag klar over, at vi er nødt til at gøre noget, hvis vi vil værne om biodiversiteten,” fortæller Lene Skrumsager Møller.

Da hun for cirka 10 år siden flyttede ind i parcelhuset i Hvidovre, hvor hendes kæreste boede i forvejen, glædede hun sig til at skulle opholde sig mere i naturen, end hun tidligere havde gjort, da hun boede i lejlighed midt i byen. Men til sin store skuffelse opdagede hun hurtigt, at hun på ingen måde følte glæde, når hun trådte ud på græsplænen bag huset.

”Jeg forventede, at jeg fik min egen lille paradisiske naturplet lige uden for døren. Men jeg fik på ingen måde den her følelse, jeg ellers får ude i naturen, hvor jeg føler mig forbundet med den. Ikke engang solens stråler kunne ændre det. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg var i naturen. Det var i stedet som at træde ud på en forlængelse af huset, hvor græsset var tæppet, og hækkene væggene.”

I flere år søgte hun og familien således de store naturoplevelser væk fra familiens matrikel. Men en dag så Lene Skrumsager Møller et tv-program, hun blev inspireret af. Det handlede om en selvforsynende familie på Sydfyn og fik hende til at indse, at det måske slet ikke var nødvendigt at rejse til fjerne egne for at få oplevelsen af at være forbundet med naturen. Familiens have skulle blot transformeres, så familien begyndte at samarbejde og leve tættere sammen med naturen.

Hendes mand var øjeblikkeligt med på idéen, og inden længe var de i gang med at anlægge en mark i baghaven, hvor de kunne dyrke afgrøder. I dag er der både en havedam med et hjemmelavet renseanlæg med dammuslinger, hønsegård, ænder, kaniner, træer og buske med bær, nødder og frugter, spiselige blomster, drivhus og en mindre mark, hvor datteren, Sophia på fem år, dyrker afgrøder til havens dyr.

Familien dyrker haven med inspiration fra permakulturen og biodynamisk landbrug, hvor blandt andet økologi og en filosofi om, at mennesker og natur indgår i et ligeværdigt forhold, er vigtige grundsten.

”Det betyder, at vi høster vores afgrøder, men også, at vi giver lige så meget tilbage til vores jord. Det handler ikke bare om, at vi får et overskud i form af afgrøder. Havens jord bliver mere og mere frugtbar for hvert år. Det handler for os mere om at være i en tilstand af beundring og forundring over den gavmilde og paradisiske planet, vi bor på – og respektere den,” fortæller Lene Skrumsager Møller, der netop har udgivet bogen ”Fra græsplæne til grøntsagsmark”, hvori hun både beskriver sin og familiens rejse mod en ny slags have og hverdag samt rådgiver om, hvordan man kan omlægge sin have og dyrke en masse afgrøder.

Hverken Lene Skrumsager Møller eller hendes mand forbinder arbejdet i haven med en sur pligt.

”Det primære for os er, at vi gør noget sammen, som vi synes er sjovt. Vi stresser ikke over at skulle være selvforsynende. Når det lykkes, er det dejligt, og vi nyder ethvert måltid, hvor vi kan spise noget fra haven. Men haven er også til afslapning. Sidste sommer lå jeg ofte med en bog på tæppet i det høje græs. Så kom vores moskusænder, der er meget sociale, og lagde sig ved siden af, eller min datter kom og lagde sig, og vi kiggede på skyer på himlen. Jeg gider ikke have tanker om, hvad jeg skal og bør gøre – så bliver det jo til en sur pligt. Det skal forblive lystbetonet, og vi tager derfor udgangspunkt i de ting, vi har lyst til at spise, når vi sår, og vi dyrker lugefrit. Jeg vil ikke bruge min tid på at luge.”

For Lene Skrumsager Møller er naturen og familiens have ikke blot et fysisk anliggende, hvor det kun er glæden ved at kunne høste egne afgrøder, der fylder. I dag føler hun sig direkte forbundet til naturen på et plan, der indtil for få år siden var hende fremmed.

”Førhen var det, når jeg mediterede, læste poesi eller sang en smuk salme, at jeg mærkede denne her overjordiske kærlighed, som jeg forbinder med noget guddommeligt. Jeg troede i mange år også, at man skulle rejse langt væk for at være i en skøn natur, der kunne give en fornemmelsen af, at der er noget, som er større end os mennesker. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg har været igennem en transformation, hvor jeg først nu helt tydeligt mærker, at naturen både er besjælet, nærværende og ekstremt gavmild. Og det behøver jeg bare gå ud i haven for at opleve – her er det helt åbenlyst, at vi bor på en paradisisk planet,” siger hun.

Lene Skrumsager Møller understreger, at den måde, hun og familien har valgt at dyrke deres have på, ikke nødvendigvis er den rette for andre.

”Jeg ved ikke, hvad der er bedst for andre. Er folk lykkelige for en græsplæne, så er det det, de skal have. Jeg prøver med min bog bare at vise, hvad vi har gjort, og hvad vi er glade for. Vi behøver ikke længere ’tage væk’ fra vores hjem og rejse ud for at slappe af og nyde at være omgivet af frugtbarhed og frodighed. Nu kan vi være det i vores have. Men allermest har jeg skrevet min bog med et ønske om, at børn vokser op i rammer, som er naturlige, så de kan spejle sig i det naturlige. Måske er der en anden mor eller far, som kan bruge min guide. Tage barnet med ud i haven og sige: ’Tænk sig det lille frø, vi lægger i jorden nu, har et kæmpe potentiale og allerede ved, hvad det skal blive til.’”