Mens lærken synger på en spejlblank himmel, træder jeg støt i pedalerne og lader blikket vandre – fra rapsmarker og hvidtjørnshegn over æbleplantager og grøftekantsrølliker til min kones bagdel, der hele tiden truer med at forsvinde bag horisonten. Som i livet gælder det på cykelturen: Det er hende, der sørger for, at jeg ikke går i stå.
Da vi triller ind i stationsbyen, er der stadig et kvarter, til skinnebussen kommer – tid nok til at købe et par meget tiltrængte flasker vand. Jeg har på fornemmelsen, at jeg ligner dét, jeg føler mig som: En blødbuget, midaldrende mand, som iført shorts, sandaler og solskoldede stikkelsbærben har forceret alle Odsherreds morænebakker på en tungtlastet turistcykel i et lidt for ungdommeligt tempo.
Det syn vil jeg ikke byde Faktas kunder. Jeg foreslår min kone, at hun går ind, mens jeg passer på cyklerne og damper af. Hun siger, at hendes dankort ligger nederst i en af cykeltaskerne, så det er smartere, at jeg går i butikken. Modvilligt stiger jeg af og krydser den travle parkeringsplads på den stivbenede måde, man ofte ser hos blødbugede, midaldrende mænd.
Vi er på vej hjem fra sommerhuset og har hele vejen fra færgen flittigt bekræftet hinanden i, hvor skønt det er at opleve Danmarks hvidblomstrede forsommerlandskab fra en cykel. Et par gange tidligt på strækningen har jeg endda fantaseret om at slippe den indre turistcyklist fri, tage på cykelferie og således forene helse, nationalromantik og CO2-neutralitet.
Men sandheden er, at vi havde taget bilen, hvis ikke vores generøsitet havde forhindret det:
Vores bil er de facto en delebil, som vi deler med børn og svigerbørn, især dem i Roskilde. Selv bor vi på Østerbro i København, men det er sjældent et problem, for delebilsordningen består i, at vi tager os af regningerne, mens de tager sig af bilen. Den har permanent en barnestol monteret på bagsædet, og vi har for nemheds skyld valgt at få den serviceret på et værksted i Roskilde.
Det skal siges til de unges ros, at de er flinke til at komme ind med bilen, hvis vi gerne vil bruge den til at køre til sommerhuset. Men i pinsen har både Østerbro og Roskilde fundet på, at de vil i sommerhuset. Og eftersom alle involverede arbejder en af pinsedagene – men ikke den samme dag – kræver det en kompleks logistikplan, der kort fortalt munder ud i, at de gamle tager cyklerne hjem og overlader bilen til børnefamilien.
Det er forklaringen på, at jeg lettere udmattet står i skyggen på Hørve Station og tømmer en flaske vand, mens jeg overvejer, om jeg overhovedet ville være i stand til at gennemføre en cykelferie i min kones tempo. Jeg tager min svedige skjorte af og finder en tør T-shirt i cykeltasken. Min kone betragter operationen.
”Har du også et par bukser i cykeltasken?”, spørger hun.
”Hvad mener du?”, siger jeg.
Så lægger jeg en hånd bag på mine shorts for at mærke, om de føles fugtige, der hvor jeg har siddet på sadlen. Det gør de ikke. De føles våde. Jeg bander.
”Hvorfor sagde du ikke noget, før jeg gik i Fakta?”.
”Jeg kunne jo ikke råbe det til dig. I øvrigt kan man næsten ikke se det,” siger hun.
”Er du sikker?”, spørger jeg og vender enden mod hende.
Hun lægger hovedet vurderende på skrå.
”Okay, man kan faktisk tydeligt se det,” siger hun.
Jeg stiller mig ud i solen og mærker cykelferiefantasierne fordampe sammen med den våde plet.