Jeg vil gerne til og er rejst til et sommerhus, som ligger i Søndervig i Vestjylland. Det har vist sig at være den helt rigtige beslutning. Vi har været her 14 dage, og det er som Barbados i Danmark. Ellers mangler jeg for alvor Sydamerika. Det er vores næste store familieprojekt. Jeg har været i Brasilien, men ikke i Argentina, som er det store land, jeg gerne vil til. Det er sådan et konglomerat af, at vi er tre brødre, som altid har været enormt fascineret af det land. Historisk, men også fodboldmæssigt. Og så at alle tre har en søn – blandt andre – og en drøm om, at vi tre brødre tager vores sønner med ned og ser det store lokal-opgør mellem fodboldklubberne River Plate og Boca Juniors i Buenos Aires.
Jeg vil gerne rejse med min familie. Det er en base for at opleve, at man er nogenlunde i sync med, hvad man gerne vil med hinanden. Men jeg vil da sige, at hvis Julia Roberts ikke skal noget i uge 34, må hun rigtig gerne komme med.
Når jeg vælger ferieform, er det vigtigste, at vi selv har fingrene i det. Vi er ikke så meget til pakkeløsninger og kan bedst lide, at det ikke er alt for stramt. Det er vores yndlingsmåde at rejse på, når vi hænger tre forskellige steder i løbet af tre uger og ser, hvad der sker.
I ferien vil jeg egentlig gerne læse Dostojevskij, men det bliver ikke lige denne sommer. I år har jeg læst ”Blækhat” af Sissel-Jo Gazan. Det er en Aarhus-bog, og det fede for mig er, at selvom Sissel er lidt yngre end mig, rammer hun så fint 1980’erne og 1990’erne, mens jeg var ung. Så har jeg lige læst ”Kastanjemanden”, som er en krimi med 140 kilometer i timen. Og jeg er ved at læse ”Som pesten” af Hanne-Vibeke Holst. Jeg går lidt rundt om den, men den er rigtig fin.
På rejsen vil jeg lytte til musik. Jeg har storlyttet et band, der hedder Cigarettes After Sex, som har lavet en forrygende plade, og lytter også lidt til Amos Lee. Jeg sidder lige nu omgivet af 400-500 vinylplader i vores sommerhus. Dem lytter jeg også til og har lige været i en periode med The Doobie Brothers, som er fantastisk. Det er meget bredt.
Når det regner, vil jeg læse og sådan noget. Nu kan jeg ikke huske, hvornår det sidst har regnet, så jeg har ikke været tvunget i indendørs eksil endnu. Men jeg er ret dygtig til at lave ingenting.
Sommer betyder frihed, og at jeg bliver mindet om, at jeg godt kan være et venligt menneske. Jeg er i udpræget grad sommerbarn, og jeg tror – det er banalt – at vi som mennesker har brug for at nulstille alt det andet, vi også er. På stranden i går mødte jeg nogle på vej op, mens vi var på vej ned for at bade, og så står man der og hænger og er brune og har lyst hår, og der er noget helt kernesundt i at blive revet ud af det konforme, vi bruger tre fjerdedele af vores liv på. Sommeren er for mig den vigtigste tid på året. Jeg er medlem af den klub, der hedder anonyme melankolikere, og efterår er jeg ikke ret god til. Jeg kigger altid konsterneret på dem, der siger, at efterår er deres årstid og de elsker, når det bliver koldere, og bladene falder af. Det fatter jeg ingenting af. Men jeg ved også, når jeg har rejst i længere perioder i et land med mono-klima, at det ville være ærgerligt ikke at få de udsving.
Når jeg kommer hjem, vil jeg mindes. Jeg diskuterede med mine forældre her den anden dag, at livet er bygget op omkring minder. Det kan virke som noget, de ældre siger til de yngre, og jeg har i mange år af mit liv tænkt, at det ikke er nok. Kan man forlige sig med, når man mister et menneske, man har levet op og ned ad, at sige, at man har minderne om et godt menneske? Men det er jo en nødvendighed. Man skal huske i sådan en sommer som den her, der er vanvittig, at kunne lagre og være glad for det, man har oplevet. Og så lade være med bare at løbe videre til det næste og sige, at nu vil jeg have noget andet og mere. Det lyder mere ongo-bongo, end det er, men jeg tror i virkeligheden, at det handler om at anerkende, at minder ikke kun er for gamle mennesker.8