Selvom grå lavthængende skyer har afløst de seneste dages solskin, er vejrguderne ikke mere ubarmhjertige, end at temperaturen stadig ligger omkring de behagelige 20 grader. Vinden holder ligeledes lav profil og efterlader vandoverfladen om ikke spejlblank, så i hvert uden nævneværdige bølgeskvulp.
”Det er perfekt kajakvejr,” siger Mikael Andersen tilfreds.
Han er formand for Kerteminde Kajakklub, og sammen med en halv snes andre frivillige fra klubben skal han sørge for, at de, der møder op til åbent hus i kajakklubben denne søndag eftermiddag, får en god oplevelse, når de for formentlig første gang sætter sig op i en havkajak.
Selv har han blot roet kajak i seks år, men er blevet så bidt af det, at han helliger mange af døgnets timer til ture på vandet eller arbejdet i klubben.
”Da min kone og jeg flyttede til Kerteminde, kom hun en dag hjem fra en løbetur og havde set nogle havkajakker glide forbi ude på vandet. Det syntes hun var et smukt syn, og hun mente, at dét skulle vi også prøve,” fortæller Mikael Andersen om sin vej ind i sporten.
Mens vi sidder og taler på en bænk foran klubhuset, kommer der med jævne mellemrum folk hen og giver hånd til Mikael Andersen. Det er ikke gæster til dagens åbne hus, men derimod klubmedlemmer, der hilser på. Sådan gør man i Kerteminde Sejlklub, når man møder hinanden. Uanset hvem man er, hvor længe man har sejlet, og hvilke kundskaber man har udi kajaksejlads.
”Håndtrykket åbner for klubånden. Vi giver hånden for at værne om fællesskabet, også selvom der sidder 20 mennesker om bordet,” siger formanden.
Der kan være mange årsager til, at folk kaster sig ud i at ro havkajak. Men når det det seneste årti er blevet tiltagende mere populært at ro i kajak, kan det have noget at gøre med en generelt stigende interesse for friluftsliv og den mulighed for afstressning, det giver at opholde sig i naturen.
”Der er noget mindfulness over at ro kajak. Man går ud i det her slanke fartøj og er sin helt egen kaptajn. Der sker noget i hovedet, når man sidder derude på vandet. Man er i nuet og har ikke tankerne alle mulige andre steder. Man kommer på en eller anden måde i pagt med naturen,” siger Mikael Andersen og understreger, at kajaksejlads kan dyrkes på forskellig vis.
”Du kan tage din kaffe og dit wienerbrød med og ro stille og roligt – men du kan også opsøge det ekstreme. Ro, når der er godt med bølger eller tage på nogle lange krævende ture,” siger han.
10-15 kulørte havkajakker ligger på rad og række klar ved lystbådehavnens flydebroer og ligner til forveksling en gang plasticlegetøj sammenlignet med de velvoksne skibe, der ligger og hviler dovent i havnebassinet. Men det er ikke legetøj, for det er ikke ufarligt at bevæge sig på vandet i en kajak. Derfor er såvel klubmedlemmer som dagens besøgende blevet iklædt redningsveste. Frivillige fra kajakklubben hjælper de uøvede kajakroere ned at sidde i de aflange plastickajakker – det er sin sag, hvis ikke man skal vælte i vandet. Men der lyder ingen plask, og kort efter padler en flok nybegyndere rundt i havnebassinet godt guidet af kyndige kajakroere, der også er hoppet i deres kajakker.
”Er i friske på at tage en tur hen mod stranden?”, bliver der råbt efter et par runder i det trygge aflukke.
Alle er klar, og som i ”Kongens efterfølger”, padles der ud af havnebassinet og hen langs kysten, hvor strandgæsterne i dag glimrer ved deres fravær. Til gengæld er der udsigt til den fine sandbund gennem det klare vand.
”I skal padle tættere ind mod stranden,” bliver der råbt fra en af dagens guider, da et par vovemodige mænd har søgt udfordringer lidt for langt ude.
To af dagens yngre gæster er søskendeparret Mia og Marcus Koch-Poulsen på 18 og 14 år. De er blevet lokket med af deres forældre og ligner ikke nogen, der føler sig beklemt ved at sidde i de smalle kajakker for første gang.
”Jeg synes ikke, det var svært. Kun når man var ved at ramme ind i nogle af de andre, blev det lidt udfordrende,” siger Marcus Koch-Poulsen, da alle igen er sikkert på land.
”Jamen, du sejlede da også bare så langsomt,” lyder det drillende fra hans storesøster, der selv havde lidt betænkeligheder, inden hun satte sig op i kajakken.
”Jeg har prøvet at sejle kano, og det gik rigtig fint. Men jeg var lidt nervøs for, om man nemt væltede i en kajak. Men da jeg først sad derude, havde jeg slet ikke fornemmelsen af, at jeg var ved at vælte,” siger hun.
Søskendeparret er enige om, at de godt kunne tænke sig at sejle i kajak igen. Dog ikke som afløser for den nuværende fritidsinteresse fodbold, understreger Marcus Koch-Poulsen.
”Nej, for mig skulle det mere være sådan noget hygge, tror jeg. Min far har også snakket om, at vi måske engang kunne købe nogle selv og så tage på familieture,” siger han, inden han og hans søster smutter ind og slutter dagen af med et lille oplæg om kajaksejlads og wienerbrød.
