Prøv avisen
Min weekend

Anders Blichfeldt: Der har altid været musik inde i mit hoved

56-årige Anders Blichfeldt var forsanger, guitarist og komponist i bandet Big Fat Snake. Nu har han gang i en solokarriere og er aktuel med showet ”Alene på scenen.” – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Allerede som barn oplevede 56-årige Anders Blichfeldt, at han skulle noget med musikken. Så karrieren begyndte med undervisning i spillemandsmusik hos Træsko Pedersen. Violinlæreren fik afgørende betydning for den danske rock- og popmusiker, der er aktuel med nyt soloshow – dog ikke om lørdagen

Før i tiden mærkede jeg, det var weekend, når jeg skulle ud at spille. Men siden 2018 har det ændret sig, for da var Big Fat Snake på afskedsturné efter at have været på farten i knap 30 år. Det var i høj grad mig, der ville noget andet, og en af årsagerne var faktisk, at jeg gerne ville have et liv, hvor weekenden minder lidt mere om den, andre mennesker har. Hele mit voksenliv har jeg jo misset stort set alle bryllupper, fødselsdage og fester, fordi jeg var ude med bandet. I min solokarriere har jeg derfor planlagt turnéerne, så lørdag næsten altid er fri.

Jeg kan nemlig rigtig godt lide weekenden. At have et frirum. Hvor man kan gøre lige, hvad man har lyst til. Og hvor vennerne har bedre mulighed for at sige ja til at være med, end de havde, når jeg for eksempel ringede en tirsdag og havde lyst til fest og kortspil.

Da jeg var barn nød jeg, at man ikke rigtig skulle noget i weekenden. Jeg kunne gå rundt i natbukser hele dagen, hvis jeg ville. Og så husker jeg fornemmelsen af ”dong-lyden” fra ”Sportslørdag” i fjernsynet. Det så min far altid. Jeg var aldrig selv helt bidt af fodbold, så nogle gange tog han og jeg også ud til Isefjorden og satte garn. De der fisketure, hvor man stod tidligt op om morgenen og skulle ud at se, om der var gået noget spændende i garnet – det var skønt.

Det var også kun i weekenden, at vi så min farmor og farfar. De boede i København og arbejdede på fabrik, hvor de mødte hver morgen klokken seks, så det var kun i fridagene, at de havde kræfter til at tage turen i deres folkevogn op til os i Hundested.

Jeg er vokset op med frihed. Når jeg tænker på min barndom, var det noget med at tage af sted om morgenen på sin cykel og så først komme hjem igen til aftensmaden. Der var ingen kontrol, som vi oplever det i dag, hvor man hele tiden har styr på hinanden og altid kan få fat i hinanden via mobiltelefonen. Jeg er lykkelig over, at jeg voksede op i sådan en tid, og har tit tænkt på den frihed, jeg selv havde, når jeg tager mig i at være overbeskyttende og bekymret for mine egne børn.

Og så er jeg vokset op med toner i hovedet. Der har altid været musik inden i mig. Men i Hundested var der kun én mand, der underviste børn i at spille på instrumenter. Det var Træsko Pedersen, og han lærte mig at spille violin og spillemandsmusik. Da jeg blev høj nok, lærte han mig også at spille kontrabas. Han har været helt afgørende for mit liv og døde desværre for nogle år siden. Men da jeg fyldte 40 år, havde nogle af mine venner fået ham til at dukke op til festen, hvor han spillede et par numre for mig.

Søndag ser jeg altid Formel 1 sammen med min kone og vores ældste vennepar. Sidste år var vi også i England for at se et løb. Vi interesserer os ret meget for netop dén klasse i motorsport, og vi har så udbygget vores møder omkring løbene med også at lave mad, der er inspireret af de områder, løbene foregår i.

Det kan også lige så godt være søndag som tirsdag, at jeg får en idé til en ny sang. Jeg sætter mig aldrig ned og siger, nu er det nu, for det er musikken, der opsøger mig. Ikke omvendt. Pludselig er der bare nye toner i mit hoved.

Skal jeg ud af huset, kan min kone og jeg godt finde på at tage op til Melbylejren, der er et tidligere militært øvelsesterræn, og som ligger fantastisk naturskønt ved den sjællandske nordkyst, mellem Tisvilde og Liseleje. Det minder på mange måder om den jyske vestkyst. Med høje klitter og endeløs sandstrand, og ofte har vi den nærmest for os selv. Så går vi en meget lang tur eller tager os en dukkert. Og så er det ellers på med solbrillerne igen og ind i den lille Fiat 500, hvor vi selvfølgelig kører med nedrullet kaleche.