Prøv avisen

Derfor er mortensaften så lille en tradition i Danmark

Jørgen Jørgensens ænder er hvide danske landænder. Racen kaldes også pekingand eller Cherry Valley og er en af de mest udbredte spiseænder i Danmark. Modsat vildracen gråand, man kender fra gadekæret, er landanden en tamrace, som ikke kan flyve, og som ved slagtning typisk vejer dobbelt så meget som en gråand. – Foto: Camilla Beer Arnsberg.

På søndag er det mortensaften. I andre lande markeres dagen med fester og optog, men i Danmark er traditionen anderledes svagt forankret, forklarer tidligere leder af Dansk Folkemindesamling

På fjernt hold ligner de hvide landænder til forveksling pletter af sne på det store markstykke. Nogle luner sig i det spredte hø, andre roder i græsset efter snegle eller renser fjerpragten med det orange næb.

Alle er de lykkeligt uvidende om, at de på søndag skal spille hovedrollen i fejringen af mortensaften, for hvor dagen i andre lande fejres med store fester og optog, er anden i Danmark traditionens eneste omdrejningspunkt.

”Jeg synes, de smager lige godt, om de er ferske eller frosne,” bemærker Jørgen Jørgensen og peger ind mod de hvide ænder, der i protest skræpper op og vralter væk, når man nærmer sig indhegningen af det tre hektarer store område, de bebor på hønseriet Bangs Hønniker i Ugerløse på Nordvestsjælland.

I Danmark er biskoppen og helgenen Martin af Tours blevet til Morten Bisp, og gåsen i festmåltidet er for de flestes vedkommende blevet til and. På gården i Ugerløse opdrætter man både ænder og gæs, men efterspørgslen er mærkbart størst på både de økologiske og konventionelle ænder.

”Måske fordi and er billigere, eller fordi dens vægt på godt tre og et halvt kilo passer bedre til en familie end gåsen, der næsten vejer det dobbelte,” gætter Jørgen Jørgensen.

I andre europæiske lande er fejringen af mortensdag og mortensaften noget mere omfattende, blandt andet i de katolske dele af Sydeuropa, hvor helgenfejringer er mere udprægede. Og i Tyskland og Frankrig markeres fejringen med blandt andet fester og optog, hvor børn bærer lanterner gennem byer og gader.

”I Danmark fejrer vi ikke helgener på samme måde, og der er heller ikke kirkeligt en generel tradition for at markere dagen. Men det har også betydning, at vi ikke er en vinnation. Martin er vinavlernes helgen, og fejringen er formentlig blevet stor i Tyskland og Frankrig, fordi den foregår i forbindelse med vinhøsten, som i forvejen har været en kæmpe fest,” forklarer Else Marie Kofod, der er tidligere leder af Dansk Folkemindesamling og forfatter til bogen ”Traditionen tro? Hverdag og fest igennem 200 år”.

I Danmark udebliver fest og optog, og i stedet sættes and og rødkål på mange middagsborde. En undersøgelse fra Coop Analyse viser, at cirka én ud af fem danskere spiser and til mortensaften med en lille overvægt blandt de 55-74årige.

Coops sortiment omfatter i udgangspunktet kun and og ikke gås, og ifølge chefanalytiker Lars Aarup har salget af mortensaftensænder i butikkerne ligget stabilt i de seneste 10 år, mens salget formentlig var højere for 30 år siden.

Folkemindesamlingen ved Det Kongelige Bibliotek har ikke forsket i mortensaften, men ifølge Else Marie Kofod er der intet, der tyder på, at mortensaften historisk set har været en markant større fejring i Danmark, end den er nu.

Tværtimod har and og gås altid været en dyr spise, som ikke har været alle forundt. Først inden for de seneste 50 år er and blevet en spise, de fleste har råd til, og på den vis har traditionen en svag forankring i Danmark:

”Traditioner er stærkest, når de er rammer for fællesskaber. Mortensaften falder ofte på en hverdag, og den er ikke som julen noget, man samler hele familien for. Den er ikke ’beskyttet’ som helligdag, som påske og jul er, og den er ikke på samme vis knyttet til ritualer og fællesskab. Derfor er traditionen nemmere at nedprioritere, og nogle dropper den.”

I ny og næ lyder rappen og luftstød, når en af de hvide ænder basker med vingerne og for et øjeblik hænger nært over den kolde novemberjord.

”De kommer ikke højere end en halv meter. Det er de simpelthen for tunge til,” forklarer Jørgen Jørgsensen.

Hvert år opdrætter gården godt 6000 ænder og 200 gæs, der hovedsageligt afsættes til slagtermestre og gårdbutikker. Men kun 2-3 procent af salget sker i forbindelse med mortensaften – resten af de bevingede dyr gemmes til jul, hvor de sælges både frosne og ferske.

På den vis er mortensaften for Jørgen Jørgensen en beskeden tradition, der mest af alt indleder juleforberedelserne. En opfattelse, Else Marie Kofod genkender:

”Mortensaften falder på en tid af året, der altid har været slagtetid. Og tidligere begyndte juletiden i midten af november, netop markeret af slagtning.”

Når dagen som i år falder i en weekend, er der dog formentlig flere, der holder traditionen med at spise and eller gås i hævd, anslår Else Marie Kofod. Hos Jørgen Jørgensen satser man da også på et godt salg i forbindelse med årets mortensaften. Selv skal familien på gården have and – fra frost.

Mortensaften markeres aftenen før mortensdag, som hvert år falder den 11. november. Dagen er dedikeret til helgen og biskop Martin af Tours, som levede i Romerriget i 300-tallet. Ifølge legenden fik Martin ry for at være en god og hellig mand, og derfor ville borgerne i Tours gøre ham til biskop. Et hverv, Martin ikke ønskede, hvorfor han gemte sig i en gåsesti, hvor gæssene imidlertid afslørede ham med deres skræppen. Martin blev biskop og krævede i hævn, at der årligt skulle spises gås på dagen. Gåsen er over tid i vid udstrækning blevet udskiftet med and.