Det er en skam ikke at give et kram

Det såkaldte ”krammehormon” har en markant afstressende og beroligende effekt, og vi burde kramme meget ...

Det såkaldte ”krammehormon” har en markant afstressende og beroligende effekt, og vi burde kramme meget mere, end vi gør. – Foto: Polfoto

Vi er for nærige med kram og kærlig berøring over for hinanden, mener krammeterapeut Per Brændgaard. Det er ærgerligt, for ved fysisk kontakt udløses anti-stresshormonet oxytocin

Har du husket at kramme i dag? Hvis ikke, så skulle du måske skynde dig at gøre det – hvad enten det er dit barn, din ægtefælle eller en god ven, du vil lægge armene om. For når du krammer et andet menneske eller for eksempel holder det i hånden, forkæler du samtidig din hjerne med en dosis af berøringshormonet oxytocin, der meget passende også kaldes ”krammehormonet”.

Årsagen til, at hjernen føler sig forkælet, når der udskilles oxytocin, er især, at hormonet har en markant afstressende og beroligende effekt og dermed er en direkte rival til især stresshormonet kortisol.

Men vi krammer alt for lidt i dag og udløser derfor også langt fra nok oxytocin til, at vi forbliver ustressede og afslappede. Det mener Per Brændgaard, der er selvstændig ernæringskonsulent, sundhedsformidler og krammeterapeut.

”Det er enormt trist, at det er blevet sådan. Det er en kombination af mange forskellige ting. Blandt andet, at vi er i en individualistisk samfundsstrømning, hvor der er fokus på individet og ikke individets forhold til andre mennesker. Hvis vi ser på psykisk sundhed, så handler det altid om, at der er noget, som individet selv skal gøre. Målet er hele tiden at blive fri af andre – det er blevet en gennemgående norm,” siger han.

Rigtig mange mennesker lider på grund af ovenstående i dag af decideret hudsult – det vil sige mangel på fysisk kontakt med andre mennesker – mener Per Brænd- gaard. Og fordi hudsult har så mange negative konsekvenser, så han gerne, at der blev taget nogle initiativer, der imødekom problemet.

”Hvis man taler om social kapital, er der et stort potentiale i fysisk berøring. Sundhedsstyrelsen burde lave kampagner om, hvor vigtigt det er, at vi rører hinanden noget mere. Kommunerne burde lave tilbud, som kunne hjælpe de ensomme, som aldrig har nogle at røre ved. Mere berøring kunne gøre op med den stressepidemi, vi har. Der er jo allerede retningslinjer for, hvordan nybagte forældre bør give det nyfødte barn masser af fysisk berøring,” siger han.

I håbet om at få danskernes øjne op for vigtigheden af fysisk berøring og for at afhjælpe det, han mener, er en reel samfundsproblematik, er Per Brændgaard begyndt at afholde blandt andet såkaldte krammemeditationer. Her kan man alene, med en partner eller en ven møde op og dels få stillet sit behov for berøring, dels få indgydt mod til i højere grad at få kram og anden fysisk berøring ind i sine relationer.

En krammemeditation starter med, at Per Brændgaard fortæller om, hvad han mener om kram og fysisk berøring. Derefter guider han de medvirkende igennem 20 minutters meditation, som bygger på kærlig venlighed, tanker og følelser. Og først herefter laves der forsigtig berøringsmeditation, hvor der fokuseres på sansningen af berøringen.

”Jeg fortæller, at man skal lægge mærke til de tanker og følelser, man får undervejs, og acceptere og se dem, som de er. At de skal tage mod varme og kærlighed fra den anden part,” siger Per Brændgaard.

Seancen indeholder forskellige strukturerede øvelser, blandt andet kan den også indebære et gruppekram. Efter den guidede meditation bestemmer folk selv, hvad de vil. Om de vil kramme videre eller i stedet hellere drikke en kop te.

Mange af dem, der kommer til krammemeditation, er mennesker, der savner berøring eller døjer med decideret hudsult. Helt almindelige mennesker, som kan møde andre, der har det ligesom de selv.

”Her kan de få boostet deres oxytocin og få mod til at gå ud og skabe nogle nye relationer. De får et supplement til at opsøge mere berøring, og de lærer at tænke på, hvordan de kan få det ind i deres dagligdag,” siger Per Brændgaard, der også opfordrer folk til at få krammevenner.

”Det skal være gode venner, som man også taler godt med og deler hverdagssnakke med. Med dem kan man lave en aftale om en fysisk overbygning, hvor man for eksempel kan holde i hånd, kramme i længere tid eller måske ligge i ske,” siger han.

Han erkender, at det for mange kan virke ganske grænseoverskridende at tilføje den fysiske dimension til et venskab. Men årsagen dertil ligger primært i, at berøring mellem to voksne mennesker på uhensigtsmæssig vis er blevet seksualiseret.

”Vi har brug for en afseksualisering af både berøring og kærlighed. Når jeg underviser, bruger jeg billedet af en mor og den kærlighed, hun føler for sit lille barn, og den form for berøring der er imellem de to. Det er det, der er drivkraften i krammet – der sker noget, når den moderlige berøring er fundamentet. Så handler det på ingen måde om det seksuelle,” siger Per Brændgaard og påpeger, at vi kan lære af børn og den måde, de omgås kram og berøring på.