Så er vi lige netop vadet ind i julemåneden med alt, hvad det indbefatter: julemusik, julekalender, julelys, juledekorationer og forretninger på hovedstrøg, der bimler og bamler med særlige juletilbud.
Alle, jeg taler med, er allerede på indeværende tidspunkt udmattede, eneste forsonende element er de traditionelle julefrokoster, hvor gamle og nye venner mødes i løssluppen ship ohøj-stemning. Og så er der de allestedsnærværende julegaver, der skal indkøbes. Også her stønnes der. Ægtepar har givet hinanden stort set alt gennem årets fødselsdage og bryllupsdag. Kun børnene glæder sig oprigtigt. De har lister med ønsker.
Godt så, men hvis jeg skal se en idé med det, så er julen en mulighed for at vise hinanden, at vi gider at tænke på hinanden og gøre os umage. Det lykkes desværre ikke altid. Jeg kan huske, jeg for mange år siden fik en ret stor gave af en ekskæreste. Jeg havde givetvis glade og forventningsfulde øjne og flåede papiret af som et utålmodigt barn, og en taske tronede frem.
Den var gammel og luvslidt, jeg forstod det ikke. Hvad handlede det om? Og så syntes jeg også, at jeg havde set tasken før. Det havde jeg ganske bestemt, eftersom det var en af mine egne tasker, jeg havde gemt bagest i et skab og ikke set i 15-20 år. Inde i tasken lå der så en løs 1000-kroneseddel. Det var og er mange penge, men hvor fantasiløs kan en gave synke til at være?
Jeg synes, at der mangler nogle kodekser for julegaver, der kan opruste gavegiveriet. Bestemt ikke til dyrere gaver, men til bedre gaver, hvor der har ligget varme og tanker og gerne en indsats bag.
Og så forbløffes jeg gang på gang, når børn ikke opdrages til at være glade gavegivere. Hvor har jeg mange gange været vidne til, at børn, selv halv- og helvoksne børn, pr. automatik står med på forældrenes til-og-fra-seddel uden overhovedet at være involveret. Men på den led har forældrene indskrevet barnet til at modtage gaver uden selv at skulle yde.
Jeg synes, det er en undladelsessynd af de store ikke at kræve af ens børn, at de skal give gaver på lige fod med de voksne. Jeg tænker ikke, gaverne skal koste det samme, men der skal lægges samme energi i gavegivningen.
Jeg er overbevist om, at lærer man ikke sine børn glæden ved at give til andre, så kan det føre til gnieri og fedtethed, når børnene en dag bliver voksne. Eller endnu værre: til systemet med at indgå i ubalancerede relationer, hvor man satser på at få mere, end man giver.
Hvor har jeg set mangen en ældre tante sidde der ved julegave-oppaknings-seancen og modtage en lille, hurtig, fedtet krusedulle af en børnetegning og en håndsæbe fra Rema 1000. Hvor tanten selv er blevet pænt hjulpet af med de store julemandsposer med spændende (ofte dyrt) legetøj, håndstrikkede sweatre, sokker og huer, den sidste nye krimi, alle taler om, og meget andet guf. Det med, at det er ”tanken, der tæller”, er bare ikke gangbart. Ingen skal tro, man kan gemme sig bag den og vide sig sikker. Fedtethed og sløsethed er altid synligt. Så her ved indgangen til julen ønsker jeg alle en rigtig glædelig julemåned med mange inspirerende julegave-indfald, der kan føre til glæde og øget hjertelighed blandt familie og venner...
P.S. Jeg har af to forskellige mænd oplevet at få støvsugere i julegave. Det syntes jeg heller ikke var vildt morsomt, men der var til gengæld nok alligevel en tanke bag.