Det er vigtigt at have frihed til at gøre, hvad man vil

For indehaver af designstudiet Atelier Cph Sara Ingemann er weekenden både inspirationstid, hvor der gås på opdagelse i byens kulturtilbud, samt tid til fordybelse og en digital pause

 Tidligere gik 34-årige Sara Ingemann ofte i byen i weekenden, men nu vil hun hellere på restaurant, museum eller ud i naturen. –
Tidligere gik 34-årige Sara Ingemann ofte i byen i weekenden, men nu vil hun hellere på restaurant, museum eller ud i naturen. –. Foto: Privat.

Jeg mærker, det er weekend, når det er tid til at slappe af og være sammen med mine venner og fokusere på andet end arbejde. Tidligere gik jeg ofte ud og festede i weekenden, men efter at jeg er blevet 30, vil jeg hellere bruge weekenden på at spise på restaurant og udforske byens kulturelle tilbud.

Jeg er generelt ret nysgerrig efter, hvad der sker af nye tiltag rundtomkring, og det prøver jeg at undersøge i mine weekender. Weekenden er for mig et inspirationsåndehul, og jeg bruger den til at suge energi.

Jeg vil gerne vågne af, at der kommer sol ind ad mit vindue. Jeg kan godt lide ikke at vågne alt for sent og løbe en tur, inden jeg spiser en lang morgenmad med min kæreste og læser avis. Jeg har altid en plan om, at jeg skal have læst det i weekenden, jeg ikke nåede i løbet af ugen. Det kan være kunstbøger, jeg kigger i efter inspiration, eller artikler, jeg har gemt online. Fordybelsen og langsomheden er vigtig, for resten af dagen er ofte mere aktiv med udstillinger, koncerter, middage eller noget andet.

I weekenden vil jeg gerne vågne op til en masse gode ting at se frem til. Fordi jeg er selvstændig, har der været perioder, hvor jeg måtte tage weekenden i brug til arbejde. Nu har jeg tid til at holde fri, og det nyder jeg.

Jeg vil gerne have klaret vasketøjet og rengøringen inden weekenden. Det er perfekt, hvis jeg ikke skal ordne det, når jeg har fri. Det her med at have frihed til at gøre præcis, hvad jeg har lyst til, er ret vigtigt for mig i weekenden. Jeg har heller ikke børn, så der er plads til spontanitet og frihed.

Skal jeg holde et middagsselskab, skal det gerne være med mad og en masse snak. Jeg kan godt lide at have et åbent hjem, og min kæreste og jeg holder mange selskaber, hvor der diskuteres alt fra store politiske emner til popkulturelle ting som den norske tv-serie ”Skam”. Men jeg kan også godt lide, at folk ikke bliver hængende hele aftenen, at der er en plan om at skulle videre. Det behøver ikke være til den store fest, men kan for eksempel være hen på en nyåbnet bar, hvor vi skal prøve en ny drink.

På en søndag vil jeg gerne fordybe mig lidt. Jeg ser virkelig mange mennesker i løbet af en weekend, og det elsker jeg, men jeg kan også godt lide at stikke af og komme ud i naturen. Det kan være dejligt at gøre om søndagen, for lørdag sker der ofte en masse ting. Om søndagen slapper jeg lidt mere af i hovedet og søger gerne ud til noget vand eller en skov eller lignende. Jeg har en norsk ven, der er god til at vise mig smuk natur på Sjælland, og det er dejligt at komme lidt væk fra byen.

Skal jeg ud af huset, er det typisk til en af byens mange kulturudbud, men jeg tager også gerne op til Louisiana i Humlebæk og ser den nyeste udstilling. Næste udflugt går vist til Tegners Museum i Dronningmølle, da jeg i øjeblikket er meget optaget af skulpturer.

Inden jeg går til ro, ser jeg ofte en serie på HBO eller Netflix. I mit soveværelse er der digitalt forbud, så når jeg har set et afsnit af en serie, går jeg ind i seng og læser i en bog, inden jeg falder i søvn. Sommetider kan jeg bruge det sidste af søndagen på at gøre klar til ugen, der kommer.

Så skriver eller ringer jeg med mine samarbejdspartnere, laver lister over ting, der skal ordnes, eller tænker over idéer. Jeg kan godt lide mit arbejde, så det gør ikke så meget, at det sniger sig lidt ind sidst på søndagen. Så er jeg også klar til næste uge.