Der bliver sukket så højt i vores hjem, når vi kommer til TV Avisens ”Vores vejr”, at det må kunne høres helt op til vejrguderne, der nu ikke lader sig synderligt afficere. Igen har de smilende vejrværter præsenteret en uge med kuling fra nord, byger, regn og natlige frostgrader – i maj. Sommertøjet ligger udslukt i skabet, og sommerblomsterne ikke bare hænger med hovederne, de er for længst frosset ihjel i potterne. Og vi skal atter på besøg til den lokale planteskole og lægge hundredevis af kroner.
Min mand er rasende på vejret. Han er sådan et inkarneret solskinsmenneske, der suger alt lys til sig og kræver at være ude maks antal timer i døgnet med de grønne fingre flittigt puslende i jorden eller i et fast greb om golfkøllen. Almindeligvis har foråret kun lige fået fat, før han er brun som en nyopgravet kartoffel.
Jeg har det noget anderledes. Jeg kan dybest set ikke lide at indrømme det, men jeg trives aldeles pragtfuldt indendørs. Hvis ikke jeg tog mig voldsomt sammen, så ville min rumpe om føje år smelte sammen med min bløde, dejlige lænestol, hvori mange af dagens og aftenens timer tilbringes.
Her skriver jeg, læser, noterer nye idéer, laver skitser, fører samtaler og råhygger med min aften-te og eftermiddagskaffe – og min hud er året rundt hvid som en kalket kirkevæg. Jeg kan simpelthen ikke fordrage at sidde eller ligge i solen. For ikke at nævne det at læse i solskinnet! Det oplever jeg nærmest som perverteret. Det er totalt svært med solbriller på, og ude skinner papiret eller iPad’en skarpt og skærende i øjnene.
Når vi spiser udenfor, og det gør vi, når vejret tillader det, så vælger jeg altid pladsen med ryggen til solen eller allerhelst også under en parasol. Jeg intimideres af solens påtrængende stråler, de får mine øjne til at smalle sig og mine bryn til at rynke sammen. Så solbriller er et uundværligt følgeskab fra april til oktober. Og de giver jo alt andet lige et skævt og formørket indtryk af naturens farver.
Det lyder måske sådan, men jeg ser ikke mig selv som et mørkemenneske, jeg har bestemt let ved latter og spas, men der er ikke noget, der virker så udmattende på mig som – hvis jeg skulle træffe at være i et mellemfornøjet humør – at se folk omkring mig gå lystigt og energisk rundt i solskinnet svingende med sommerbrune arme.
Så føles det mindre provokerende at være småsur, når det regner eller blot er overskyet. Det matcher ligesom bedre. Og så må jeg også tilstå, at jeg er en lille løgnhals, når jeg støder ind i mennesker, som jeg smalltalker med om vejret. Jeg bejaer og nikker og sukker synkront, når sommervejret (regnvejret, skyerne) underkastes en sønderlemmende kritik. Jeg orker simpelthen ikke at indvie min omverden i min tilfredshed med det danske vejrlig, som byder på dejligt afvekslende vejr, der mest hælder til dage med blød grå himmel.
Jeg kan da godt lide lidt solskin, men med måde. Det er dejligt at ro kajak en sen solskinseftermiddag eller solnedgangsaften eller sidde med en kold øl og popcorn og kigge ud i horisonten på min yndlingsbænk.
Men hvorfor denne nu offentlige tilståelse om mit lidt afvigende forhold til det vejrlige? Jo, fordi jeg vil gøre opmærksom på, at der i dette land findes minoriteter som mig, som slet ikke kan følge med i den tilbagevendende og landsdækkende klagesang over udeblivelsen af bagende sol, udtørret hud, premature rynker og fregner, der med årene transformerer sig til leverpletter. Vores stemmer skal også høres. Med dette ønsker jeg især mig selv en rigtig dejlig regnfuld og lunefuld sommer.