”Vi er nødt til at skaffe et stillads,” siger jeg til min kone med al den håndværksmæssige myndighed, jeg kan mønstre.
Vi står og ser på stigen, der mangler halvanden meter for at nå op til spidsen af gavlen. Vores sommerhus virker pludselig foruroligende højt.
”Et stillads? Du skal bare låne en længere stige,” siger min kone.
”Du får ikke mig til at kravle derop med malerspand og pensel,” siger jeg.
”Så må jeg jo selv gøre det,” siger hun, tydeligt irriteret over sin mands inkompetence ud i livets praktiske gøremål.
Hun er overbevist om, at jeg gør både mig selv og hende til grin, hvis jeg spørger nogle af nabolagets rigtige mænd, om jeg kan låne et stillads for at male vores vindskeder.
Måske ser hun for sit indre blik, hvordan en mand, hun aldrig fik, ville danse adræt på tagryggen iført shorts, arbejdshandsker og svulmende håndværkerbiceps. Men jeg ser mig selv i en af de videoer, som med titler som ”Derfor lever kvinder længere end mænd” viser repræsentanter for det stærke køn, der balancerer på usikre stiger, mens de venter på at blive valgt fra ved naturlig selektion.
Det er gået op for mig, at en af de vigtigste forskelle på en dygtig gør det selv-mand og en 10 tommelfingre-tumpe som mig er, at førstnævnte har det rigtige grej. Jeg anerkender, at viden og fingersnilde spiller en vis rolle, men selv en professionel kommer ikke langt med to skruetrækkere og en sløv lommekniv.
Det er en erkendelse, der er kommet til mig sent i livet, så jeg har en del at indhente på værktøjssiden. Således er sommerhuset i år blevet beriget med en stiksav, en rystepudser, en ny skruemaskine og en højtryksspuler, som de voksne sønner blev så begejstrede for, da de i maj var indkaldt til første fase af malerarbejdet, at vi tre måneder senere stadig opdaget obskøn grafitti i flisernes algebelægning.
I det lys insisterer jeg på at spørge genboen, som er tømrer, om vi må låne hans stillads. Det viser sig, at han er helt enig med mig.
”Det bliver ikke ordentligt, hvis man står på en stige,” slår han fast.
Jeg sender min kone et triumferende blik. Dagen efter kommer genboen med en trailer med et murerstillads. Jeg kigger bekymret på samlesættet.
”Jeg plejer at starte med hjulene og to af siderne, som jeg sætter en tværstiver på, og så en diagonalstiver og så videre. Men det kan man jo gøre, som man vil,” siger han og kører.
Jeg lægger alle delene ud på terrassen og håber på et klarsyn. Min kone dukker op og ser skeptisk på projektet.
”Det kan ikke være sværere end et Ikea-skab,” siger jeg.
”Det er ikke en sammenligning, der beroliger mig,” siger min kone.
”Jeg foreslår, vi starter med hjulene og to af siderne, som vi sætter en tværstiver på. Og så en diagonalstiver,” siger jeg.
Faktisk viser det sig at være en del nemmere end at samle et Ikea-skab. Min kone dokumenterer processen på sin iPhone i den hensigt at håne mig. Hun poster et billede af mig på Facebook – iført shorts, arbejdshandsker og aldrende åndsarbejderbiceps:
”Min mand som stilladsarbejder. Et sjældent syn. Ja, faktisk aldrig set før,” skriver hun.
Jeg ved godt, at hun i virkeligheden er lidt imponeret.
”Kæft, hvor ser jeg godt ud,” kommenterer jeg billedet af mig selv i Jumbo-stilladset.
Det handler om at have det rigtige udstyr.