Tom McEwan: Jeg lader op ved at falde i staver

Den dansk-britiske musiker og skuespiller Tom McEwan er ofte ude at spille i weekenden. Selv når han har fri, fylder musikken. Så går han til koncerter, læser bøger om musik eller spiller selv

Inden 76-årige Tom McEwan går i seng, kan han godt glæde sig til den gode morgente, han skal drikke, når han vågner. –
Inden 76-årige Tom McEwan går i seng, kan han godt glæde sig til den gode morgente, han skal drikke, når han vågner. – . Foto: Mogens Flindt/ritzau.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg har mere tid til at dyrke min musik. Det er jo lidt mærkeligt med vi musikere, for weekenden er tit der, hvor vi arbejder, og sådan er det også for mig. Men i weekenden sørger jeg også for at gå til koncerter på små steder, høre folkemusik og jazzmusik og opdage, hvad der sker derude.

Jeg vil gerne vågne efter en god nats søvn. Jeg sover typisk ikke længere end til klokken 7 eller 8, og ofte kan jeg, inden jeg går i seng, glæde mig til den gode kop te, jeg skal drikke om morgenen – jeg er en værre hyggebamse. Jeg kan godt lide at sidde ved morgenbordet og falde i staver over morgenteen og kigge ud i haven. Der er noget særligt ved morgener. Der er ikke noget hurlumhej, men i stedet en nydelse af stemningen, inden man tager fat på dagens dont.

Jeg lader op lidt på samme måde; ved at falde i staver. For eksempel kan jeg godt lide at sidde i haven med en bog og lade tankerne flyve lidt undervejs. Jeg læser mange bøger om musik og showbusiness. I øjeblikket er jeg i gang med en bog om den verdensberømte jazzpianist Oscar Peterson. Så sidder man dér og læser lidt og kigger ud i luften. Det med at falde i staver sker ikke med vilje, men man kan sidde og tænke lidt over noget, man har læst, og pludselig er der gået et kvarter med det. På samme måde kan det være afslappende at klippe hæk. Hvis jeg er i gang med et teaterstykke eller skal lære en sang udenad, og det fylder i hovedet, er det rart at lave noget meget enkelt som at klippe hæk. Så tager jeg klipperen og begynder, og så kobler min hjerne automatisk af.

På en søndag vil jeg gerne ud og høre koncerter. Jeg kigger tit i avisen og ser, om der er noget på smug-caféer eller små spillesteder. Men jeg kan også godt lide at gå på museer som Louisiana og Ordrupgaard eller gå ind i byens åndehuller. For nylig besøgte jeg en god musikerven, som bor ved Assistens Kirkegård på Nørrebro, og vi gik ad Nørrebrogade, hvor der var meget larm fra vejarbejde, metrobyggeri og kæmpe lastbiler og busser, der kørte op og ned ad gaden.

”Skal vi ikke bare gå ind på kirkegården?”, spurgte han, og det gjorde vi.

Selvom Nørrebrogade lå få meter fra kirkegården, var der sådan en fantastisk ro, så snart vi kom derind. Og så kommer vi til musikken igen, for på kirkegården ligger nogle verdensberømte jazzmusikere begravet. Navne som Ben Webster, Richard Boone og Jazz-Kay, der bestyrede Jazzhus Montmartre i Nørregade. De ligger begravet ved siden af hinanden, og så gik vi der i den dejlige stemning og talte om livet, døden, jazzen, musikken. Det var herligt. Og det kan man jo godt gøre på en søndag.

Før jeg går i seng, kigger jeg på min kalender. Det er sådan en, hvor man kan se en hel uge, og jeg kan godt lide lige at skabe et overblik over den kommende uge, inden jeg går til ro.

”Nåh, det er der, jeg skal til tandlæge” eller ”Det er klokken 16 på torsdag, at jeg skal til prøve”.

Så gør jeg mig klar til ugen og kommer i hopla.