Det kunne være meget værre

Det kunne være meget værre
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Den sommerfuglefarm, der havde taget ophold i min mave grundet min forestående bogudgivelse, sidder nu helt stille på række, rettet ind til højre og med vingerne foldet pænt sammen. Nerverne er borte, men helt mig selv er jeg ikke endnu.

Jeg har tilbragt en del tid i skoven, siden jagten gik ind den 1. oktober. Fra da af har vi måttet jage rådyr, dådyr, ræve, harer og fasaner – og en del andet vildt.

Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange ”perfekte” fasanbaghold jeg har bygget i min tid som jæger – som oftest uden det store udbytte, men nogle gange med morsomme oplevelser til følge. Engang byggede jeg mig en flot hule af nogle afsavede bøgegrene. Det var den 14. oktober, og dengang måtte man først skyde fasanhøner fra den 15. oktober. Jeg sad i mit skjul og kiggede ud på hanerne, der spankulerede rundt på 30 meters afstand – totalt uden for min rækkevidde. Det var slemt nok, men da en fasanhøne kort efter gik direkte ind i min hule og stillede sig ved siden af mig på 70 centimeters afstand og kiggede op på mig, da havde jeg lyst til at sige den et par alvorsord. Efter to minutters stille samvær gik hønen pænt ud igen.

Tidligt i morges var jeg også ude. Jeg blev sat af midt på en skovvej. I nattens mulm og mørke klippede jeg mig en lille hule i noget bøgepur. Min forventning var, at fasanerne ville vågne oppe i træerne, skogre højlydt og dumpe ned på vejen – hvor jeg så fra mit fine skjul kunne skyde en eller to og gå hjem med både kød til fryseren og historier til avisen. Men trods fasanernes rygte som dumme og ubeslutsomme, så var det ikke den slags fasaner, der vågnede oppe over mit hoved.

Jeg lyttede til fasaner, der skogrede her og der – alle vegne i skoven, men ikke nær ved mig. Omsider – noget efter solopgang – skogrede en enkelt fasan tæt på. Endelig, tænkte jeg. Den fløj ned, og noget efter kom den også gående på vejen, men med sit røntgensyn opdagede den straks, at der sad en jæger i skjul mellem bøgeblade og brombærranker, og den stak af som en væddeløbshest. Formodentlig er jeg kommet til at blinke, og den har set det hvide i mit øje. Jeg ærgrede mig.

Ærgre mig kunne jeg i hvert fald ikke over den opstigende sol, der satte spotlys på en flok glatte sølvskinnende bøgestammer med flammende orange blade. Over for mig stod unge birketræer med deres hvide og kobberfarvede stammer og en regn af gule og lysegrønne blade. Fra tid til anden dalede en konfetti-fanfare af efterårsblade ned fra himlen.

Endelig dukkede en ny fasan op på vejen, og jeg trak buen og holdt længe, inden den kom frem fra noget græs. Jeg slap pilen. Den snedige fugl dukkede sig en anelse og spurtede hen ad vejen. Jeg plejer godt at kunne skyde fasaner. Denne her efterlod et visitkort af fjer – og min pil sad dybt begravet i en birkestamme overfor. Jeg pakkede sammen. Det gik ikke an. Jeg orkede sådan set ikke mere. 2-0 til fasanerne – det måtte betyde, at det lokale supermarked skulle levere aftensmaden.

Min mand savede den spinkle birk over og fik pilespidsen fri.

”Det kunne være meget værre,” sagde han.

”Du kunne have skudt en 80-årig egestamme. Eller en tyk bøg.”

Jeg kommer måske til at tilbringe resten af efterårsferien med at kigge på fine blade. Og bare falde til ro oven på en travl tid. Det kunne såmænd være meget værre.