Prøv avisen

Du danske sommerbebuder

Det er værd at tage en tur ud til de danske vådområder for at se enge af den purpurfarvede majgøgeurt, der lige nu blomstrer i fuldt flor. – Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

Biolog og naturvejleder ved Naturhistorisk Museum Emil Skovgaard Brandtoft peger på de tre største naturoplevelser i begyndelsen af juni – til lands, til vands og i luften

Vi er netop trådt ind i årets første sommermåned, og med sommerens kommen følger nye muligheder for at gå på opdagelse i naturen. Biolog og naturvejleder ved Naturhistorisk Museum, Emil Skovgaard Brandtoft, er ikke i tvivl om, hvilke juni-favoritter, han vil anbefale at bruge weekenden på, mens muligheden er der.

Til lands

Den har noget særligt dragende over sig, synes Emil Skovgaard Brandtoft. Og så står den lige nu i fuldt flor på våde enge landet over. Med en længde på helt op til 60 centimeter kan den bryste sig af at være en af Danmarks højeste orkidéer. Majgøgeurten er en robust plante med en kraftig stængel, kræmmerhusformede blade og purpurfarvede blomster. Ofte har den endda også pletter, andre gange er den hvid.

Variationen i udseendet er en fordel, når den skal snyde insekter til at bestøve den. Selvom orkidéen ingen nektar har, får den nemlig ofte besøg af uerfarne humlebier, fordi den udseendemæssigt minder om andre planter med masser af nektar.

Majgøgeurtens navn henviser til, hvornår vi kan opleve den i de danske moser, kær og på de våde enge.

”Når man kan høre gøgen sige ’kuk-kuuuk’, så ved man, at det er tid til at hoppe op på cyklen og begive sig ud i vådområderne. Det er i en kortere periode fra slutningen af maj og lidt ind i juni, at majgøgeurten blomstrer. Desværre er bestanden faldet op gennem sidste halvdel af 1900-tallet, i takt med at de våde enge landet over er blevet mere næringsbelastede, men heldigvis ser det ud til, at tilbagegangen er gået lidt i stå,” siger Emil Skovgaard Brandtoft.

Da alle orkidéer er fredede i Danmark, må man heller ikke hverken plukke eller grave skønhederne op, men nøjes med at suge det rødviolette syn ind i selve øjeblikket. Og det har faktisk også sin helt egen charme.

Til vands

Modsat majgøgeurten er det tilladt at sætte tænderne i de hornfisk, der i maj og juni findes i hobetal i vores indre farvande langs kysterne i Kattegat, ved bælterne og fjordene. De viltre næbgedder er rejst fra Atlanterhavet og Nordsøen ind på lavt vand for at gyde. Når vandet er nogenlunde stille, kan vi helt tæt på land se dem som levende bølger af fisk, hvis blanke skæl misser mod solen.

”I fjordene er der rigtig gode chancer for at se dem. Og der er også noget nær fangstgaranti for dem, der har lyst til at kaste snøren ud,” siger Emil Skovgaard Brandtoft.

Den aflange, slanke fisk, som har sit navn efter sit tilspidsede kæbeparti, bruger næbbet til at fange sit bytte med. Når hornfisken svømmer af sted og indhenter den reje eller fisk, som den agter at sætte tænderne i, slår den til byttet med næbbet, så fangsten bliver rundtosset og medgørlig.

”Det er ganske smart af den at bruge næbbet som en kølle. Erfarne lystfiskere har sikkert oplevet at mærke de mange hug, som hornfisken kan give fra sig, inden den bider på,” siger Emil Skovgaard Brandtoft.

Og hvis man endelig skulle være i tvivl om, hvorvidt man har fanget en hornfisk, kan man kende den på dens grønne ben. Fiskeskelettets farve skyldes farvestoffet biliverdin, som er et helt almindeligt og ganske ufarligt nedbrydningsprodukt.

I luften

I disse dage får vi også besøg af en sand langdistancetrækker. Den er okkerfarvet og er en halvstor krabat med et vingefang på cirka seks centimeter og en kampvægt på en smule mindre end et gram. Tidselsommerfuglene er de seneste dage ankommet i særligt store indflyvninger sydfra.

”De flyver ind fra Mellemøsten og Sydeuropa, hvor de overvintrer, fordi de ikke kan tåle frost. I år er vi vidne til en kæmpeinvasion,” siger Emil Skovgaard Brandtoft.

Det er en kombination af gode udklækningsforhold sydpå og en heldig medvind fra syd-sydøst, der har ført de mange tidselsommerfugle godt på vej. Enkelte har endda ved tidligere invasioner – ganske overraskende – taget turen hele vejen til Island.

Fra den lange tur mod nord er tidselsommerfuglen blevet lidt afbleget, men ikke desto mindre har den bevaret en orange bundfarve med sort-hvid-ternede spidser, som skal fungere som et faresignal til dens naturlige fjender; fuglene og snyltehvepsen. Arten har nu ellers ikke så meget at føle sig truet over. Den er nemlig en af verdens mest udbredte dagsommerfugle, selvom vi i Danmark kun har glæde af den i løbet af sommeren.

”Jeg så endnu en i går i mine forældres syren. Når de ikke er i luften, findes de også i tidsler, blåhat og alle mulige andre blomster for at suge nektar. De er ikke kræsne. For de har brug for masser af sukker-brændstof til rejsen mod syd,” siger han.

Dem, der er kommet herop i år, parrer sig og lægger æg, hvorefter de dør. Når de nye larver udklækkes som sommerfugle fra deres pupper, tanker de brændstof op og flyver sydpå fra slutningen af juli.8

Lige nu kan vi nyde synet af de mange tidselsommerfugle, der kolonialiserer havens syrener, tidsler og blåhatte for at suge nektar. – Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus
På havnen i Middelfart forsøger mange lystfiskere i denne tid at få et par af de viltre hornfisk med hjem. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix