For nylig var vi til åbent hus på et par efterskoler. Ældstedatteren vil gerne af sted om et par år. Og havde datteren glædet sig, havde hendes far også. Jeg var selv på efterskole i to år og det var i den grad skelsættende: de tætte venskaber, lærerne, der var mere end lærere, deres store engagement i skolen og os, sammensmeltningen af skole og fritid – ja, hele den Maggieterning af liv, som en efterskole er. Det satte varige spor.
Og vi blev ikke skuffede. På skolerne viste nuværende elever rundt og fortalte med begejstring om deres skole, om fag, lærere, aktiviteter og fællesskab, så det var en fornøjelse at høre på. Rundt om i lokalerne stod lærere og fortalte om linjer og fag med glød i stemmen, og et par steder holdt forstanderen et kort oplæg, der fortalte om skolens baggrund og værdier.
Alt i alt en rigtig god oplevelse, som kun skærpede datteren lyst til at drage på efterskole.
Men alligevel er et par knaster blevet hængende hos mig. For det første skolernes standard hvad udstyr og indretning angår. Det var flotte skoler, ja, næsten lidt for flotte: oceaner af sceneudstyr, musikinstrumenter og springgrave foruden lækre værelser, veludstyrede klasselokaler og top moderne outdoorfaciliteter. Det var svært ikke at sammenligne med de lokale skoler og deres ofte noget slidte udstyr og sparsomme indretning.
Eller sende en tanke til min bror, der er idrætslærer i folkeskolen og nærmest græder af glæde, når han hvert ottende år får bevilliget penge til en lille, ny trampolin. Jeg synes faktisk, at det var for meget af det gode, velvidende at efterskolerne formentlig er i en stærk konkurrencesituation med hinanden. Men sammenholdt med den forholdsvis høje pris for et ophold – en pris, der formentlig afholder en del mindre velstående fra at give deres børn et efterskoleophold, tænker jeg, om man ikke kunne sænke standarden lidt?
For det andet var der på nogle af skolerne et meget firekantet regelsæt og en hurtig hånd på aftrækkeren, når det gælder om at sende elever hjem, enten permanent eller på en tænkeferie. Et sted fortalte de, at en flok drenge var blevet sendt hjem en uge, fordi de havde bestilt pizza.
Et andet sted var et par elever sendt hjem, fordi de havde røget – ikke hash, men cigaretter. Og igen: Efterskolerne kæmper sikkert også om kunderne ved at fremstå konsekvente overfor alle de velfungerede unges forældre. Alligevel er det forkert, når det nogle steder minder lidt om en kaserne. For eksempel dér, hvor eleverne skulle tage armbøjninger, hvis de kom for sent eller løbe en tur, hvis værelset ikke var pænt.
Heldigvis var der også skoler, hvor man insisterer på at opbygge en tillid mellem ansatte og elever. Og talte om tingene, også når nogen var gået over stregen.
I en erkendelse af at man ofte ikke ved, hvad eleverne kommer hjem til, men også i en erkendelse af, at vil man, at ens efterskole også skal være et hjem, må man tage bøvlet med og arbejde sig igennem problemerne og ikke bare ty til den nemme løsning og smide eleverne hjem. Det kan naturligvis være nødvendigt i nogle situationer, men det må altid være den absolut sidste løsning – ellers er det en pædagogisk og menneskelig falliterklæring.
Nogle har sagt, at efterskolerne i dag spiller den rolle og har den betydning for unge, som højskolerne tidligere havde. Det kan der være noget om. Jo mere vigtigt er det, at efterskolerne husker på, at en fri skole skal ville eleverne noget andet og mere end at afrette dem og tilfredsstille deres materielle krav.
Vid&Sans skrives på skift af sognepræst i Jelling Kristian Bøcker, kunstner Monica Ritterband, journalist Kåre Gade og forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky.