En dødsproces i en blomstervase

Oppe i mit hoved, er en buket en meget kontant og visuel gennemgang af et helt livsforløb, som afvikler sig lige for øjnene af en, skriver Monica Ritterband

jeg er så småt ved at blive ægte glad, når jeg bliver begavet med en buket, og jeg siger da også behørigt ”neej” og ”ihhhh”. Men dybest set vil jeg hellere have en æske chokolade, skriver Monica Ritterband.
Jeg er så småt ved at blive ægte glad, når jeg bliver begavet med en buket, og jeg siger da også behørigt ”neej” og ”ihhhh”. Men dybest set vil jeg hellere have en æske chokolade, skriver Monica Ritterband. Foto: Leif Tuxen.

Jeg er 63 år, og det er vel, hvad man vil sige er et pænt stykke levet tid. Og hvor har jeg dog i alle de voksne år modtaget mange saftspændte blomsterbuketter, strålende og velduftende. På fødselsdage, bryllupsdage, ved gæstebud – og dertil alle de mange små spontane buketter fra mand og nære venner og veninder... og jeg er selvfølgelig, som alle andre, hver gang blevet glad – især for tanken.

For omend jeg nemt kan se skønheden i alle de farverige blomsterkroner, som de står der kind mod kind med deres afskårne stængler, så har jeg siden min barndom haft det meget dobbelt, når jeg er blevet konfronteret med en blomsterbuket.

For oppe i mit hoved, er en buket en meget kontant og visuel gennemgang af et helt livsforløb, som afvikler sig lige for øjnene af en.

Først er buketten jo rank og strunk og står selvbevidst i vasen og agerer dronning af det omgivende rum. Det iøjnefaldende midtpunkt, ja, og de halvåbne knopper åbner sig, og man følger dem folde vingerne eller bladene ud, en efter en, og man nikker til dem med et lille sorgblandet smil. For man kender vejen.

Efter et par dage sker den første transformation, stænglerne bliver blødere, enkelte blade krøller og bliver lidt brune i spidsen, og blomstervandet gulnes og udsender en stille, men insisterende lugt af gammelt mosevand.

Det skynder man sig jo at udskifte, men forfaldet har allerede godt fat. Mens blomsterne, bortfjernet fra deres naturlige habitat, ligger der til parade og tjek på køkkenbordet, falder der enkelte blade af. Man kan ikke vende blikket væk.

Man omarrangerer og beskærer igen blomsterne, for at de fortsat skal give fylde og farvelade til rummet. Men dødsprocessen er uundgåelig, og jeg begynder så småt at glæde mig til at kunne smide hele buketten ud, så jeg ikke skal se de hensygnende, engang så stolte blomster lade livet helt lydløst, men lidende foran mine øjne.

Det er selvfølgelig tosset at have det på den måde, og tro ikke, at jeg er en, der tror på træers og planters bevidste liv... På ingen måde...

Det er udelukkende, fordi jeg ikke kan lade være med at se den parallelle og associerende fortælling om liv, storhed, fald og død udspille sig i tre stormfulde akter – og midt i min pæne stue.

Jeg synes selv, det er tanker, jeg skal helbredes for, så jeg har igennem nogle år meget selvterapeutisk plantet en række rosenbuske i alskens farver, som jeg går og hygger om. Og hvor jeg jo på daglig basis følger deres naturgivne livsprocess, så dem napper jeg efterhånden helt uden tøven og samvittighedsnag på deres højdepunkt og sætter i vase.

Jeg har jo ved selvsyn set, at planten overlever og vokser ud, knopper springer frem, og kroner udfolder sig igen og igen.

Jeg har endog erhvervet mig en rigtig semiprofessionel rosensaks.

Så jeg er så småt ved at blive ægte glad, når jeg bliver begavet med en buket, og jeg siger da også behørigt ”neej” og ”ihhhh”.

Men dybest set vil jeg hellere have en æske chokolade.