Filminstruktør: En god gudstjeneste er som balsam for sjælen

Filminstruktør Anna von Lowzow deler tiden mellem godset Estruplund på Djursland og en lejlighed i København. Rejsetiden bruger hun på at læse højt for ægtefællen

Anna von Lowzow (født i 1961) er filminstruktør og formand for Dansk Adels Forening. –
Anna von Lowzow (født i 1961) er filminstruktør og formand for Dansk Adels Forening. – . Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix.

Jeg mærker, at det er weekend, når min svigermor ringer og spørger, om vi kommer til middag torsdag aften. Min mand og jeg har indrettet os med det bedste af to verdener. Fra søndag aften til torsdag er vi i København. Torsdag tager vi færgen og kører mod Estruplund på det nordlige Djursland, og når man kommer tilbage til et næsten tomt køleskab, er det skønt, at svigermor står klar med middagen.

Da jeg var barn, var weekender noget af det mest vidunderlige, for jeg syntes ikke, det var synderligt interessant at gå i skole. Vi boede på en stor gård med flere ansatte, som også havde børn, og vi havde et skønt fællesskab, hvor der ikke hele tiden blev holdt øje med os.

Jeg er vokset op med fire søskende. Jeg er den ældste datter og er nok den, som ligner de andre mindst. Samtidig var jeg et lidt obsternasigt barn, og det var ikke helt let at være min mor. Nogle weekender blev jeg simpelthen sat på toget i Kalundborg og hentet af min farmor, Minna Lerche-Lerchenborg, som jeg lignede meget af sind, på Københavns Hovedbanegård. Når jeg besøgte hende, var der tre vigtige ting, vi skulle. Først tog vi på Hotel d’Angleterre, hvor vi fik varm chokolade og vidunderlige kager. Senere fik jeg lov til at ride på Ordrupdal Rideskole, og så skulle vi i Det Kongelige Teater, hvor vi sad på første række, og jeg fik oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået i så ung en alder.

Når jeg skal slappe af, gør jeg praktiske ting hjemme på Estruplund. Når man bor i et stort hus, er der altid noget at ordne. Jeg prioriterer også at tage til fiskehandleren på Bønnerup Havn, hvor folk ofte står i kø langt ud på kajen. Inden jeg er tilbage på Estruplund, når jeg også gerne forbi den kloge mand i Grenaa, Thor Poul Bach, til en kop kaffe. Han kan alt det, lægerne ikke kan, og han er tilmed godt selskab.

Søndag går jeg i kirke, når der er gudstjeneste på Estruplund. Jeg kan godt lide den time, hvor man lige får ro på dagligdagen, synger salmer og lytter til en interessant prædiken. En god gudstjeneste er som balsam for sjælen. Der plejede at være en solid kirkegang på Estruplund, for vi havde en god præst, som desværre er rejst. Vi har haft en vikar, men vi har brug for en fast præst, som kan være en del af det lokale miljø.

Skal jeg ud af huset, mødes jeg ofte med venner og spiller bridge. Jeg har spillet bridge i damernes 1. division og deltaget i turneringer. Bridge er noget, vi tit samles om med venner eller mine svigerforældre.

Inden jeg går i seng, skal vi retur til København. I bilen læser jeg højt for min mand, mens han kører. I øjeblikket læser vi Kasper Holtens ”En lille bog om opera”. Før den læste vi Asser Amdisens ”En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie”, som er underholdende. Det gode ved at læse på bilturen er, at vi også får tid til at tale om det, vi læser. Jeg har allerede planlagt den næste bog til bilen. Det bliver Adam Estrups ”Absurditeter, hyklerier og tvende tunger”.