Niels Krause-Kjær: En god weekend er, når der ikke ligger noget på skrivebordet

Den 53-årige journalist Niels Krause-Kjær arbejder ofte i weekenderne og har fri i hverdagene. Alligevel kan han ikke holde rigtigt fri, medmindre det er weekend. Det er vist noget med en opvækst på landet, siger han

Et par søndage om måneden kommer børn og børnebørn hjem til Niels Krause-Kjær og hans kone. Det er noget helt særligt at mødes søndag formiddag og være sammen, og det minder ham om, at her er der noget, der i hvert fald ikke er gået helt galt.
Et par søndage om måneden kommer børn og børnebørn hjem til Niels Krause-Kjær og hans kone. Det er noget helt særligt at mødes søndag formiddag og være sammen, og det minder ham om, at her er der noget, der i hvert fald ikke er gået helt galt. . Foto: Morten Juhl.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg giver mig selv lov til at holde fri. Mit arbejde gør, at jeg tit arbejder i weekenden, så indimellem har jeg fri midt på ugen. Måske er det mit protestantiske gen, men selvom jeg har fri tirsdag og onsdag, føler jeg ikke, at jeg rigtig kan holde fri før sidst på eftermiddagen. Jeg skal altid lige gøre noget. Jeg kan godt holde fri hele dagen, hvis det er weekend. Er det ikke mærkeligt?

Det er jo noget vrøvl, for når jeg har arbejdet en hel weekend, kan jeg jo godt tillade mig at holde fri i hverdagene. Hvis det er weekend, kan jeg godt sætte mig midt på dagen og læse i en bog, men det kan jeg ikke om onsdagen, der gør jeg det først om aftenen. Min kone ryster på hovedet af det og synes, at jeg er åndssvag. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg er vokset op på landet.

Jeg vil gerne vågne, når jeg vågner. Jeg er så glad for, at jeg ikke er slave af vækkeuret længere. Jeg havde halvandet år, hvor jeg lavede morgen-tv, og hvor vækkeuret ringede klokken halv fem fire dage om ugen. Så jeg nyder meget, at jeg nu har en hverdag, hvor jeg næsten aldrig behøver at sætte vækkeuret. Og kan jeg vride en halv times søvn mere ud af kroppen, ved jeg, at det er weekend.

I en weekend vil jeg gerne ud at løbe. I 20 år har jeg hvert år i september løbet maraton i Berlin. Det betyder, at jeg nogenlunde året igennem skal holde mig i form med masser af korte ture og en lang tur en gang om ugen. Jeg elsker at løbe en god lang tur på 15-20 kilometer i weekenden. Sådan en tur, hvor jeg kan mærke, at der bliver svedt igennem, hvor kroppen bliver brugt, og tankerne løbet igennem, det giver en stor tilfredsstillelse og ro. Jeg bor på Frederiksberg, så nogle gange løber jeg til Hvidovre lystbådshavn, andre gange til Damhussøen og ud til Utterslev Mose. Selvom der bor mange mennesker i København, og byen er fuld af asfalt, er der mange grønne stier, som gør, at man næsten kan bilde sig ind, at man ikke løber i en storby.

Jeg vil gerne have klaret mit skrivebord. Det skal helst – også i overført betydning – være ryddet. Jeg kan næsten ikke klare det, når der ligger nogle ting, som skulle være gjort, og som ikke er gjort. Det der med gule sedler, hvor der står ”husk det” eller ”gør det”, eksisterer ikke for mig.

Skal jeg holde et middagsselskab, skal det være sammen med nogen, jeg holder af. Jeg elsker at holde middagsselskaber, og dér mærker man så, at det er weekend, for det sker sjældent i løbet af ugen. Jeg holder meget af at sidde omkring bordet med gode venner eller familie til klokken to om natten og drikke rødvin og snakke. Det er for mig en stor lykke og tilfredsstillelse, og jeg er meget glad for at være vært. Det at kunne samle nogen, der hygger sig sammen, er virkelig dejligt.

På en søndag har min kone og jeg et ritual – ikke hver søndag, men et par gange om måneden – hvor vi holder brunch for vores børn. Vi har to store børn sammen, som er flyttet hjemmefra, min kone har en datter, som er lidt ældre, og så har vi en stor pige på 20 år, som af forskellige grunde er blevet en integreret del af familien. Vi bliver ofte 10-12 mennesker til brunch alt i alt med børn og kærester og børnebørn. Og de skulle bare vide – jeg tror ikke, de er klar over, hvor hyggeligt jeg synes, det er. Det er noget helt særligt at mødes søndag formiddag og være sammen. Alle dem, der virkelig betyder noget, sidder omkring samme bord og har det hyggeligt med hinanden. Så føler jeg, at så er der nogle ting, der i hvert fald ikke er gået helt galt.

Skal jeg ud af huset, går turen tit i biografen. Min kone og jeg er storforbrugere af biografen, og det kan sagtens være, at vi kombinerer det med at tage på vinbar enten før eller efter. Vi kan også finde på at gøre det en tirsdag, men i weekenden er det med lidt bedre samvittighed – der har vi igen det med, at det er lidt mere i orden at holde fri i weekenden. Vi bor tæt på Falkoner biograf, men af og til går vi også i Grand, det er min kone, der rykker tingene i den retning, jeg følger bare med.

Inden jeg går i seng, tager min kone og jeg ofte et glas rødvin og så et eller to afsnit af tv-serien Homeland. Den er vi med lidt forsinkelse ved at køre igennem på Netflix. Det er en dejlig måde at slutte ugen af på.