Denne sommer har jeg nu for fjerde gang haft glæden af at give ét af mine børn studenterhuen på. Farmor og alle studentens søskende havde fundet vej uden for eksamenslokalet (i sig selv efterhånden en øvelse med en stor flok børn, hvor flere har eget arbejds- og familieliv i den anden ende af landet), champagnen var på køl, og flagene var klar. Det er ikke så meget huen i sig selv, som det er markeringen af, at nu er barndommen for alvor slut. Og at vi som forældre kan sætte flueben ved at have hjulpet det unge menneske efter bedste evne til dette punktum.
Man kunne jo tro, at jeg efterhånden er trænet i håndteringen af sådan en dag. Og ja, jeg har efterhånden godt styr på at få planlagt selve dagen, mad, gave og tale. Men det gør måske også, at der er god plads til at give andre følelser og tanker plads. For lige netop dette barn har ikke haft den nemmeste barndom og skolegang og har nok haft det svært med at se sine store søskende komme snildt igennem livet, mens han selv har bokset med ordblindhed og en stor usikkerhed på eget værd og kunnen. Det har ofte resulteret i en distancering til både familie og kammerater og megen selvvalgt alenetid foran computeren. Mens vi har prøvet at få ham ud i livet og ind i familien med alle mulige gode forslag og initiativer. Uden synderligt held.
Så denne gang var dagen særlig stor og betydningsfuld. At vi kunne få lov til at fejre og hylde ham. At gøre ham til midtpunkt i familien for en dag. Se ham stråle og være lettet over, at det lykkedes. Og til at glæde sig over at indtage den næste del af livet. Til alles forundring – også sin egen – har han med kort varsel besluttet at tage til udlandet og arbejde det næste år. En søgning på nettet førte ham til en hjemmeside, som formidler job til danske unge rundt om i verden, som ledte til et arbejde som telefonrådgiver ved større firmaer. Vi voksne har blandet os udenom, undgået at spørge til kontrakt, løn, vacciner, forsikringer, pas, bolig og andet voksen-agtigt. Og har i stedet bare smilet og nikket og ladet glæden over det uventede initiativ og gå-på-mod vinde over bekymringen og forundringen. Det er som om, et eller andet er faldet på plads for studenten. Og at livsmodet er vokset det sidste år. Og med ultrakort varsel skal han nu af sted til Sydeuropa. Uden at kende nogen og uden helt at have alle formalia på plads. Han siger selv, at hans største udfordring bliver det sociale, men at det netop er det, han vil udfordres på. Sådan.
Så nu 14 dage efter hue-ceremonien, er vi på vej til lufthavnen for at sende ham godt af sted. Hele familien. Og selvom jeg har prøvet det flere gange før, er det altid med en blanding af bekymring, stolthed, lettelse, glæde og sorg, at jeg vinker farvel. Mens jeg prøver at bide mig i tungen, så jeg ikke overdænger det efterhånden voksne barn med gode råd og formaninger de sidste 20 minutter inden afgang. Ligesom jeg ihærdigt prøver ikke at tude mere, end hvad der er rimeligt, når det allersidste farvelkram skal gives.
For der er jo ingenting at græde over, når ens unger føler sig klar til at forlade moderskibet og prøve kræfter i nyt og ukendt farvand. Ud over måske lykken ved, at ens unger kan, tør og vil.
”God tur min skønne dreng. Jeg vil savne dig og bekymre mig. Men mest af alt vil jeg glæde mig til at høre om dine oplevelser. Både de gode og de svære. Jeg ønsker for dig, at du kommer styrket tilbage – med endnu mere tro på eget værd og livet som helhed. Kærlig hilsen fra moderskibet”