Vi har besøg af den mellemste søn og hans bristefærdigt gravide kæreste. Under hormonernes indflydelse er hun blevet hypersensitiv over for dufte. I en periode kunne hun ikke udstå lugten af vores søn. Det gik heldigvis over, men hun har stadig en labradors lugtesans. Man bliver lidt nervøs ved at sidde for tæt på hende.
”Min søster overnattede, og da hun var rejst, og jeg havde vasket sengetøjet, duftede det stadig af hende,” fortæller hun.
”Og prøv at gætte, om hendes søster blev sur, da hun fortalte det,” siger vores søn.
”Ja, hun var sådan: ’Påstår du, at jeg lugter?’,” siger vores svigerdatter.
”Jamen, alle har deres egen lugt,” påpeger min kone.
Hun fortæller, at hun altid har syntes, at vores ældste søn har samme kropsduft som mig.
”Det har jeg nu aldrig lagt mærke til,” siger jeg.
Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at dele kropslugt med min søn.
”Jamen, det er en god duft,” siger min kone.
Hun mener, at der er mennesker, hvis duft man reagerer positivt på, og mennesker, hvis duft man reagerer negativt på.
Pludselig kommer jeg i tanker om, at jeg – for 25 år siden, da jeg arbejdede med teater – spillede en bogholder, der lavede regnskaber for en gangsterboss. I en scene truede bossen bogholderen og beseglede truslen med et knus.
”Og hver gang vi spillede scenen, slog det mig, at hans lugt mindede om din,” siger jeg.
Min kone ser vantro på mig.
”Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?”.
”Øh, det ved jeg ikke. Jeg kom bare i tanker om det nu,” siger jeg.
”Fortalte du det til ham?”.
”Øh, næ,” siger jeg.
”Det forstår jeg godt,” siger min søn. ”Begge dele ville være akavet: ’Det er sjovt, du lugter ligesom min kone’, eller ’Skat, jeg har mødt en mand, der lugter ligesom dig’.”
”Det er ikke kun mennesker, der har deres egen duft. Det har alle hjem også,” indskyder vores svigerdatter. ”Vores lejlighed lugter for eksempel af træ.”
”Ja, og hjemme hos farmor lugter der af dejen til det dér brød, hun bager,” siger vores søn.
Jeg fortæller, at jeg som barn havde en kammerat, hvis families hus lugtede på en bestemt måde. ”Så flyttede de, men deres nye hus fik samme lugt. Når man havde leget hos ham en hel dag, kom ens prutter til at lugte ligesom hjemme hos dem.”
”Men vores lejlighed lugter stadig, ligesom da den var sat i stand for tre år siden, og vi flyttede ind. Den har ikke en særlig duft,” siger min kone.
”Jo, den har,” siger vores søn og svigerdatter i munden på hinanden. Det er tydeligvis noget, de har talt om tidligere.
”O.k., hvordan lugter vores lejlighed?”, spørger jeg.
”Af Irma,” siger vores søn.
”Vores lejlighed lugter af Irma?”, siger min kone.
”Ja, hver gang vi handler i Irma, snakker vi om, at der lugter ligesom hjemme hos jer,” siger han.
Min kone ser ikke ubetinget begejstret ud ved tanken om, at vores hjem lugter ligesom et dyrt supermarked.
”Jamen, det er en god duft,” siger vores svigerdatter. ”Det må være noget med de ting, I køber og spiser.”
”Ja, og det er vel bedre, end hvis her lugtede af Lidl,” siger jeg.
Min kone ser ikke overbevist ud.
”Jeg synes stadig, det er underligt, at du aldrig har fortalt om ham, der lugtede ligesom mig.”
”Det betød ikke noget,” siger jeg.
”Nej, men alligevel,” siger hun.