Prøv avisen

En hyldest til tvivlen

Tvivlen er en følelse, som mange unge oplever som en fejl. Den er uønsket og får dem til at føle sig u-effektive, fordi den kræver, at man stopper op. Men sådan ser man ikke på tvivlen på en højskole, skriver højskoleforstander

For et par uger siden tog vi på Rødding Højskole imod et nyt elevhold. En flok skønne, dygtige, flittige og ambitiøse unge har valgt at tilbringe de næste fire måneder af deres liv et sted, hvor deres faglige evner og ambitioner ikke er en værdi i sig selv. Hvor de ikke har noget fagligt mål at leve op til, og hvor de udelukkende bliver set på som de mennesker, de er. Lige her og nu. Ikke hvad de har været, hvem de gerne vil fremstå som, eller hvad de regner med at blive til. Det må da være den skønneste opgave på kloden, tænker jeg ofte i mit halvgamle hoved: tænk sig udelukkende at bruge sin energi på at være. Ikke nogen eller noget – bare være.

Men lige netop det – at være – er en virkelig svær øvelse for mange af de unge – og nok også for mange af os knap så unge. For hvis det, man er og gør, ikke kan måles, hvordan ved man så, at det er godt nok – og rigtigt? Og lige netop her oplever mange unge, at de skal lægge arm med en for dem uvant følelse: tvivlen. En følelse, som de oplever som en fejl. Den er uønsket og får dem til at føle sig u-effektive, fordi den kræver, at man stopper op. Mærker efter og tænker sig om. Skal man følge sit rationale eller sin mavefornemmelse? Er noget mere rigtigt end andet? Og hvad, hvis man tager fejl? Og vælger forkert?

Indtil nu har de unge omgivet sig med velmenende voksne, som efter bedste evner har fortalt den unge, hvilke krav der nu skal leves op til. Der er lagt uddannelsesplaner, afleveringsskemaer, pensumlister. Hele tiden med det mål for øje, at man er på vej til noget, som ligger længere ude end der, hvor man befinder sig nu.

I min optik er det for mange et modigt valg at tage på højskole, hvor vi ikke er nævneværdig interesseret i, hvor de unge er på vej hen. Nu er de her. Som dem, de er. Og det er derfra, vi tager vores afsæt. Og der er mange ting at blive i tvivl om her: ”Skal jeg vælge ’Grammatik’ som sidefag, for at blive bedre til at sætte komma, hvilket jeg helt sikkert får brug for i mit uddannelsesliv? Eller skal jeg vælge ’Keramik’ for at give mig selv lov til at lære noget, jeg ikke aner om man kan finde ud af?”. ”Skal jeg sige til min værelseskammerat, at jeg synes, hun roder for meget? Eller skal jeg finde mig i det for husfredens skyld?”. Hele tiden er der alle mulige små og store valg, der skal træffes, og beslutninger, der skal tages. Og hvor man kan blive i tvivl om, hvad der er bedst at gøre, mene og sige. Og dermed også masser af muligheder – eller risiko for at træffe et valg, man fortryder. Og det er dén følelse, de unge kommer med, når de vil have hjælp til at tage en beslutning: at træffe et forkert valg. Og det er den følelse, som er grundlaget for, at tvivlen anses for værende en ”forkert” følelse. Som støj på linjen, når man nu gerne vil finde den rigtige vej videre.

Og for at sige det som det er, så er en højskole det helt forkerte sted at tage hen, hvis man vil eliminere al tvivl og gerne vil blive verdensmester i at træffe entydige og sikre valg fremover. For her nyder vi tvivlen. Vi anser den for at være en stor inspirationskilde til refleksion og til afprøvning af andre måder at løse opgaver eller vælge retning på. Ligesom vi gør meget ud af at vise og fortælle, at der ikke findes mange forkerte valg. Men at man skal tage udgangspunkt i det, man er i, og så tage livtag med livet derfra. Livet kan tage mange drejninger. Og man kommer til at træffe valg, som viser sig at være uhensigtsmæssige. Og som man er nødt til at revurdere og så handle på. Og dermed lade livet få en ny drejning. Og hurra for det.