En naturlig, smertefri fødsel – er det muligt?

Man kan slippe for forpinte fødselsforløb, hvis man får de rigtige redskaber til at håndtere smertesignaler. Det mener Anja Bay, der sammen med en gruppe jordemødre udbyder et kursus i smertefri fødsel

Kan en fødsel være smertefri? Billederne her er fra Viborg Sygehus. – Arkiv
Kan en fødsel være smertefri? Billederne her er fra Viborg Sygehus. – Arkiv.

Kvinder skal føde deres børn i smerte, står der i Bibelen. Et udsagn, som mangt en kvinde formentlig vil skrive under på rigtigheden af. Men måske behøver det slet ikke at være sådan. Ser man bort fra de i dag relativt gode muligheder for medicinsk smertedækning under det meste af et fødselsforløb, er der nemlig også dem, der mener, at man kan føde naturligt og om ikke ganske smertefrit, så i hvert fald uden at være forpint til yderste grænse.

Da Anja Bay for snart 11 år siden fødte sit første barn, havde hun forinden gået til fødselsforberedelse hos en jordemoder. Alligevel oplevede hun at være fuldstændig uforberedt på det, der mødte hende under hendes fødsel.

”Jeg havde en overbevisning om, at det nok ikke var så slemt, og at det jo bare handlede om smerter, der skulle overstås. Men jeg oplevede at blive fuldstændigt overmandet af smerterne, fordi det gjorde så voldsomt ondt. Jeg havde en på papiret nem fødsel, men min egen oplevelse var, at det havde været rædselsfuldt. Ikke traumatiserende, men rædselsfuldt, og det var smerterne, der fyldte,” siger hun.

Da Anja Bay selv skulle føde sit andet barn, gik hun i gang med at researche på, hvordan hun kunne få en bedre og mindre smerteplaget fødsel. Hun stødte blandt andet på den franske læge Pierre Vellay, der i 1965 udgav bogen ”Fødsel uden smerte”, som bygger på både russisk og fransk fødselsforskning fra midt i det forrige århundrede. Den gamle litteratur blev starten på det koncept, der i dag er kendt som ”Smertefri fødsel”, og som Anja Bay står bag. I snart 10 år har hun sammen med jordemødre afholdt fødselsforberedelseskurser, hvor kvinderne lærer teknikker, der betyder, at de lærer at kontrollere reaktionen på og oplevelsen af smerte.

”Det, jeg underviser kvinderne i, er panik- og smertehåndtering. Vi er henne i en mestringsstrategi, hvor fællestrækket er, at kvinderne selv kontrollerer smertesignalerne. Det gør de ud fra den betragtning, at smerten er en kognitiv betinget smerte. Så hvis du sætter handling ind på det signal, som smerte jo er, så vil din hjerne fokusere mere på din handling end på smerteimpulsen,” forklarer Anja Bay, der oprindeligt er uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling.

Der er ikke meget hokuspokus over de redskaber, som kvinder på smertefri-kurserne lærer, påpeger Anja Bay. Det handler særligt om at indarbejde udholdenhed via en række fikspunkter, som afspændes under veer, en særlig vejrtrækning kaldet laboro, som er kendetegnet ved at være mere overfladisk end normal vejrtrækning, og som har en defokuserende effekt (smertehåndtering handler om at styre fokus) og så endelig visualisering, som er særligt anvendeligt, hvis man oplever at være ved at gå i panik under fødslen.

Redskaberne bør kvinderne, hvis de skal virke, øve hver dag i minimum tre uger op til fødslen. På den måde vil de ifølge Anja Bay have sat sig som en slags betingede reflekser, der udløses nærmest per automatik under fødslen.

Det kan lyde næsten for godt til at være sandt, at man uden brug af medicin kan føde smertefrit. Og de kritiske røster kender Anja Bay også alt til.

Jordemoder Kirsten Haulrik Bech og sosu-assistent Lene Meir hjælper Lena og Michael Riis’ lille datter til verden. Lena trækker selv sit barn det sidste stykke og klipper kort efter navlesnoren.
Jordemoder Kirsten Haulrik Bech og sosu-assistent Lene Meir hjælper Lena og Michael Riis’ lille datter til verden. Lena trækker selv sit barn det sidste stykke og klipper kort efter navlesnoren. Foto: Leif Tuxen

”Der er mange i den ældre generation, som synes, det er noget pjat, og vi har også med undtagelse af Aarhus haft sværere ved at vinde fodfæste i Jylland end i København. Der kan være sådan en jysk mentalitet, hvor du ikke sætter spørgsmålstegn ved det, du skal igennem, hvorimod de kvinder, jeg møder, er nogle, der gerne vil investere i sig selv og have noget kontrol, der ikke nødvendigvis indebærer medicin,” siger Anja Bay.

Hun fastholder, at det godt kan lade sig gøre at føde smertefrit, men bilder sig ikke ind, at alle får den oplevelse.

”Når jeg kigger ned over mit landskab af kursister, så er det ikke majoriteten, der får en helt smertefri fødsel, men det er heller ikke det, der betyder noget for dem. Det, der betyder noget, er, at de oplever at være nærværende under fødslen, og at der ikke bare sker noget med dem under fødslen, men at de derimod selv arbejder med. Med smertefrit mener jeg forpintfri – på den måde at du ikke vil komme ind i det felt, hvor det bliver ukontrollabelt og ubehageligt at være i fødsel,” siger Anja Bay.

Kan en fødsel være smertefri? Billederne her er fra Viborg Sygehus. – Arkiv
Kan en fødsel være smertefri? Billederne her er fra Viborg Sygehus. – Arkiv Foto: Leif Tuxen