November er i grunden en mærkelig måned. Den er nærmest demonstrativt hverdagsagtig. Der sker ikke rigtig noget, og så er den mørk og trist. Jeg kan godt have det lidt, som om jeg befinder mig i en slags ingenmandsland mellem oktobers stadig lyse efterår og decembers forventningsfulde julestemning. Og når jeg tilmed tænker tilbage, har den egentlig altid haft denne tvivlsomme status. Hvortil kommer, at jeg kan tælle ikke så få dødsfald i familien med til novembers dårlige ry.
Nu bliver jeg ganske vist ikke deprimeret af mørke, men jeg ved fra temmelig mange mennesker, jeg kender, at det gør de. Især i november. Det udvendige mørke føjer sig til det indre og isolerer den deprimerede endnu mere med sig selv og sine egne flugtløse tanker.
En naturlig forklaring på den store forskel mellem oktober og november er den indlysende, at vi i slutningen af oktober har valgt at ”flytte” tiden en time tilbage. Så bliver det tidligere mørkt om eftermiddagen. Pointen er, at vi skal udnytte de lyse timer bedre. Det er et rigtig protestantisk argument, hvor lediggang som bekendt er roden til alt ondt.
I dag, hvor stort set alle ure er digitaliserede og automatisk skifter fra sommer- til vintertid, snydes man for den fornøjelse, det var i gamle dage, når man tidligt næste morgen fik en ekstra time forærende at sove i. Det gør man selvfølgelig stadigvæk, men jeg registrerer det ikke med samme tilfredshed eller udbytte i dag, fordi jeg ikke selv skal skrue tiden tilbage.
I Skagen Kirke har vi i vinterhalvåret aftensang hver onsdag klokken 17, og der er det allerede mørkt nu. Og da jeg for nylig just var kommet hjem fra en tur til Berlin, stod jeg pludselig i den situation at skulle finde tekster og salmer til den kommende aftensang. Det plejer ikke at volde mig store problemer, men alligevel kom det en smule bag på mig, at november ikke rigtig havde noget tematisk at byde på og ydermere bemærkelsesværdigt få – faktisk ingen – salmer. I hvert fald ikke i den kongeligt autoriserede danske salmebog.
Så jeg valgte Grundtvigs skønne ”Skyerne gråner og løvet falder”, som er ny i salmebogen. Strengt taget hører salmen til adventstiden, særligt omkring vintersolhverv, men det messende ”Og dog/Derfor bærer blus vi med glæde”, som gentager sig i slutningen af hvert vers, gør den velegnet til den mørke november også.
Og så har den stadig aktive og fortræffelige salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen åbenbart selv undret sig over novembers salmefattigdom, så i ”November går tungt gennem byen” har hun i 1993 ikke alene rådet bod på manglen, men ydermere i syv blændende vers først beskrevet, dernæst forløst al novembers associerede tristesse og mørkesyn, der som baggrund giver det lyse kristne evangelium en passende klangbund. Dén valgte jeg. Og kunne klart fornemme, at den faldt i god jord hos menigheden.
Til sidst kunne jeg ikke modstå fristelsen til at gå uden for salmegenren og vælge Ebba Munk Pedersens festlige, lyse og optimistiske ”Regnvejrsdag i november” med en lige så glad melodi af Pia Raug. Af de mange dødsfald i min egen familie, der som antydet føjer sig til novembers mørke stemning, er min egen mors død – kun en måned før min egen etårsfødselsdag – særligt skæbnesvanger. Hende kan jeg følgelig ikke huske, men min far fortalte mig engang, at jeg havde arvet hendes lyse sind. Og på et sort-hvidt foto af min mor, hendes tre brødre samt min mormor og morfar, som jeg har fået, står min mor med hoved og ansigt vredet i højlydt latter. Sikkert til fotografens store irritation.
Det billede gør mig i godt humør – på en regnvejrsdag i november.