Covid-19 har gjort meget ved mange af os.
Meget af det, mange har gjort, har fået mig til at græde.
Som den meget mørke 24. november, da jeg skulle holde foredrag i sognehuset over for Elev Kirke ved Aarhus. Der var selvfølgelig sedler om mundbind og flasker med sprit og stole stillet med den rette afstand. Og så var der årsagen til, at jeg nu igen et halvt år efter bliver bevæget.
For ved siden af hver stol havde de frivillige sat en taburet.
Helt almindelige små, sorte taburetter af metal. Ikke særligt pæne, men sat frem som tegn på stor omtanke. På dem kunne publikum stille vinglas og lægge de coronasikrede poser med peanuts uden at skulle bøje sig helt ned til gulvet.
Omsorgen var ikke kun tiltænkt os, der kom, mærkede jeg. Den var også rettet mod en helt anden, der kunne komme på besøg. Som den indimellem gør, hvad end vi er en, to eller mange. Den der udefinerbare ånd. Der svæver over vandene eller griber os eller daler ned, eller hvad vi ellers bruger af vage vendinger om det fænomen, der er lige så velkendt, som det er uundværligt og helt ubeskriveligt – og ofte i fuld vigør.
For seks måneder siden var ånden på arbejde hele aftenen. Den var mødt, inden vi andre kom, og den blev der, til vi gik. Den må have delt sig, for den kørte i hvert fald også med mig hjem i Volvo’en.
Den var håndgribelig, vil jeg vove at påstå. Jeg tror, man kunne have skåret i den. Andre ville måske kalde tilstanden fælles koncentration eller flow – eller god stemning. Det er o.k. Lad dem om det. Jeg var sikker på, at det var Helligånden, der kom, fordi den følte sig velkommen.
Først var den til stede som en stilhed, da jeg læste op, siden som en nænsom lydhørhed over for først mig som foredragsholder, efter pausen også over for dem, der stillede spørgsmål. Dem blev der lyttet og nikket til, mens ånden stille og med et tilfreds smil sippede rødvin henne i hjørnet. Sådan lidt let kunne man godt beskrive ånden denne aften, selvom den ellers er så hellig som intet andet og derfor gør en så genert at sige noget om.
Ånden er virkelig en sær én. Den er på sin vis fjern, men den får os andre til at komme helt tæt på hinanden. Når den kommer, har den trygheden og varsomheden med som sine gode venner. Trioen får alle til at tale frit uden angst for at formulere sig kluntet, blive gjort til grin eller sat uden for fællesskabet.
Vi var ikke ens den aften i Elev, slet ikke, men vi var ligedan forstået som, at vi alle lyttede til den anden. Nu kan vi igen mødes (næsten) som dengang i november, og ånden har vel (som vi) savnet at blive budt på vådt og tørt og være mange sammen, så den er nok villig til at komme.
Vi ved omvendt også, at den kan føle sig uvelkommen. Vi ser, hvordan grimme ord kan få mange til at tie og holde nogle af de mest opbyggelige argumenter helt ude af for eksempel den offentlige debat. Når en samtale handler om at få ret, er det, som om ånden helt regulært, fysisk og voldeligt sparkes ud af rummet.
Måske kan man hjælpe den på vej tilbage igen?
Måske skal man?
Det er vel den forpligtelse, der fulgte med pinsen? At vi skal stille en taburet frem til ånden, så den kan føle sig velkommen?
Jeg tror det. Jeg har en fin, gammel, gul en af slagsen. Den vil jeg stille frem oppe i havehuset. Med et glas rødvin på og måske en pose med peanuts.