Prøv avisen

Et gennemsigtigt øjeblik i skoven

For nylig gik jeg en tur i skoven på en af årets alt for få solrige, klare og smukke vinterdage. Det var en søndag efter kirketid, og der var liv i skoven: Jeg så en far og en mor med et lille barn i klapvogn og en lidt større dreng, der hoppede livligt omkring dem. Jeg så en mand, der var ude at gå tur med sin hund, og en kvinde på cykel.

Men pludselig stod alt stille, og som i en film frøs menneskerne fast, hvor de var, og de blev som transparente. De tonede næsten ud, og jeg kunne se lige igennem dem. Det var, som om jeg så ind i en anden virkelighed, hvor de og jeg selv ikke længere var til stede. Og da gik det op for mig, at det var et lille syn – et billede – på den fremtid, hvor ingen af os længere ville være til. En dag om 10, 40 eller 100 år vil vi alle være borte, men skoven vil ligge der endnu – på det tidspunkt med et nyt forår på vej.

Efter kun et øjeblik satte menneskerne sig i bevægelse igen, og alt fik igen sin naturlige og fulde farve. Jeg vidste med det samme, hvor den sære oplevelse kom fra, for jeg befandt mig på det tidspunkt i en periode i mit præsteliv, hvor jeg følte mig usædvanligt skrøbelig og tyndhudet. Det havde været en tid – en lang tid – med mange tunge og tragiske dødsfald: alt for unge mennesker, selvmord og brat død. Og særligt en familie var kommet ind under huden på mig, fordi jeg en tid havde delt deres største tragedie med dem, og jeg mærkede deres smerte, og den blev lidt min egen. Jeg var i de dage særdeles bevidst om livets skrøbelighed og vores allesammens forgængelighed og endelighed.

Der er ofte folk, der spørger, om ikke det er ubærligt som præst at være vidne til død og tab på den måde, og mit omsorgsfulde menighedsråd har da også i flere situationer spurgt, om ikke jeg skulle have noget supervision. Men svaret har været og er fortsat i begge situationer: nej.

Nej, jeg skal ikke have supervision, for der er ikke meget andet at sige, end at livet er skrøbeligt, og at det en dag er fordi. Og nej, det er ikke ubærligt at være præst i den situation. For selvom det kan være frygtelig hårdt at være vidne til andres sorg, så hører det til et af præstekaldets største privilegier, at man kan få lov til at tale trøst og håb ind i menneskelivet, når det gør allermest ondt. At man i den situation, hvor livet synes ubærligt, kan pege på Ham, der altid bærer med og bærer os videre.

Hvis jeg skal være helt ærlig (og jeg ved, at jeg skal vare mine ord, for at det ikke kommer til at lyde forkert), så er jeg sjældent mere glad og i live, end når jeg går hjem til præstegården efter en begravelse. For heller ikke den dag var det mig eller nogle af mine kære, der skulle tages afsked med. Det kommer en dag, men når jeg kommer hjem fra kirken, kan jeg give min kone og børnene et kys, og det gør jeg. Eller to kys. Med taknemmelighed.

Den dag i skoven fik jeg et blik ind i vores skrøbelighed. Og engang skal vi selv eller vores kære erfare det: at verden går videre uden os. Skoven står der også uden os, og efter os vil andre en gang gå tur på de samme stier. Men den dag i skoven fik de gennemsigtige mennesker fylde igen, og det samme har vi lige nu, så lad os nyde hvert et skridt, vi har at gå endnu, sådan at skrøbeligheden ikke fører til frygt og tristhed, men til livsglæde.