Et overraskende godt år

Sjældent har jeg været så meget ude af trit med den omkringliggende verden. Jeg skal nok huske at ønske glædelig jul, når jeg møder nogle, men det bliver med et sælsomt forårssmil, skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky

Jeg har det forskelligt med december fra år til år. Nogle år er jeg helt klar til, at naturen går i dvale, og at visse ting sætter tempoet ned, mens der er en voldsom stigning i sociale arrangementer. Nogle år passer det mig fremragende, at meget går i stå i januar og februar. Jeg kan til tider se frem til den dvaletilstand, der indfinder sig, når folk er lettere drænede af tusmørke, regn, slud og kulde. Andre år passer vinteren ikke ind i min personlige rytme. I år er et af de år.

Efter et heftigt efterår med snesevis af arrangementer og foredrag længtes jeg efter at komme tilbage til den roman, jeg begyndte på i foråret. Efter foredragssæsonen og BogForum afsætter jeg altid en uge til at komme ned i tempo. Det tager en uge, inden min indre motor falder ned i roman-skrive-omdrejninger. I år blev anderledes. Forskellige ting ramte, og deres afklaring og håndtering trak ud. I begyndelsen af december satte jeg mig til skrivebordet og pakkede min kommende roman ud. Jeg blev chokeret over, hvor lang tid der var gået, siden jeg sidst havde arbejdet på den. Det var lige til at blive deprimeret over.

Efter nogle dage fik jeg den tanke, at jeg måske skulle lave en liste over, hvad 2019 egentlig var gået med, når jeg nu bortset fra en del research og baggrundsmateriale ikke kunne fremvise store fremskridt på min roman.

Efter en rundtur i kalenderen og i mine morgenbønner, der ligger som en slags dagbogsnotater i computeren, stod det klart for mig, at 2019 har været et overraskende godt år. Adskillige monstre, der havde stukket deres grimme hoveder frem i 2017 og 2018, var endegyldigt blevet dræbt og stedt til hvile i foråret. Efterhånden som jeg fik et overblik over 2019, blev jeg både taknemmelig og overrasket.

Jeg ved ikke noget bedre end at sidde og skrive på en ny roman. Jeg forstår ikke de af mine forfatterkolleger, der fortæller, at de lider frygteligt undervejs. Sådan har jeg det ikke. Jeg elsker at dykke ned i det univers, fortabe mig og følge efter mine personer og se, hvad der nu sker. Selvfølgelig er det svært, og af og til driller det. Men jeg trives nu engang bedst, når jeg skriver.

Derfor var det trist at åbne mine dagbogsnotater for skriveprocessen og se fakta i øjnene. Men jeg kunne også se, at jeg har fået skabt bedre rammer for fremtiden. Det er nu engang nemmere – billedligt talt – at sidde på kvisten og skrive, når der ikke buldrer fire monstre rundt i køkkenet og kælderen.

Jeg er klar over, at resten af Danmark er i gang med julemåneden. Nogle ser med glæde frem til familiebesøg, gaver og højtidelighed, mens andre allerede frygter både januar og februar, kulde, regn og sne. Hos mig ser verden anderledes ud. Der er forår i mit sind. Der er simpelthen vintergækker, erantis, krokus og fuglekvidder indeni. Det kan godt være, at jorden er kold og bar, og at der endnu ikke er nogle spirer at se, men her arbejdes. Det kommer. Det er på vej.

Sjældent har jeg været så meget ude af trit med den omkringliggende verden. Jeg skal nok huske at ønske glædelig jul, når jeg møder nogle, men det bliver med et sælsomt forårssmil. Det var en bagudskuende statusopgørelse, der gjorde udslaget. En erkendelse af, at nok havde jeg ikke nået det, jeg havde sat mig for, men jeg havde udrettet så meget andet. Nytårsstatus indfandt sig tidligt i december, og jeg er nu nået til marts. Glædelig jul alle sammen – vi ses på den anden side.