Normalt er det ikke forbundet med megen glæde at stå med falske penge i hånden. Anderledes forholdt det sig imidlertid sidste weekend, da Allan Faurskov sammen med over 100 andre amatørarkæologer var inviteret til et træf på Viborg-egnen. I den midtjyske muld stødte han således på, hvad han i første omgang antog var en mønt – en mark – fra 1563.
Normalt må man beholde fundne sølvmønter, hvis de er fremstillet efter år 1537. Er de fra før den tid, betragtes de som danefæ og skal indleveres til det lokale museum eller Nationalmuseet. I første omgang troede Allan Faurskov derfor, at mønten skulle med ham hjem. Men ved nærmere undersøgelse viste det sig, at fundet var en falsk fremstillet mønt – dog stadig næsten 500 år gammel.
”Vi fandt ud af, at den kun vejede halvdelen af, hvad sådan en mønt ellers vejede dengang. Det betyder, at der dengang har været nogle, der har forsøgt at fremstille falske mønter. Noget, man har set helt tilbage til Romertiden, eller så længe man har haft mønter. Så i stedet for at få mønten med hjem, blev den indsamlet som et danefæ,” fortæller Allan Faurskov, der ved samme lejlighed blev præmieret for også at finde en nål dateret tilbage til bronzealderen.
Interessen for at søge med metaldetektor har Allan Faurskov haft siden 2008. I starten øvede han sig med detektoren på en legeplads i nærheden af sin bopæl i Nr. Vissing ved Skanderborg. Her fandt han flere hundrede mønter – alle dog af nyere dato. Først da han skiftede sandkassen ud med marker, blev det rigtig sjovt for den historieinteresserede amatørarkæolog.
”Hurtigt begyndte jeg at løbe ind i mønter fra 1800-tallet. Og kort efter fandt jeg nogle romerske mønter, som jo er 2000 år gamle, meget tæt på vores eget hus,” fortæller han.
Ud over en historisk interesse er det spændingen ved at være på jagt efter genstande fra en svunden tid, der får Allan Faurskov til et par gange om ugen at tage ud med sin metaldetektor. Man ved aldrig, om det næste store fund ligger i den næste plovfure eller er mange søgetimer væk.
”Det er lidt ligesom at tage ud at fiske. Her giver det også et kick, når man får bid. Forskellen er dog, at hvor man med en fiskestang har chance for måske at få 10 forskellige fisk på krogen, er der med en metaldetektor uanede muligheder. Man ved aldrig, hvad det er, der gemmer sig i jorden,” siger han.
Uanset om man kommer hjem med gamle ting og sager eller ej efter en dag ude med metaldetektoren, er der dog altid gevinst ved at iklæde sig vandrestøvler og be- give sig ud under åben himmel.
”Der er noget meditativt ved at gå rundt derude på marken i stilhed. Især hvis man har et arbejde, hvor der er mails og telefoner og hele tiden folk, der prikker dig på skulderen. Ude på marken er der ingen, der forstyrrer. Man får ro i hjernen, og timerne flyver af sted,” siger Allan Faurskov.
Man kan søge med metaldetektor alene eller sammen med andre. En del har en fast søgemakker, de går sammen med, ligesom der også findes deciderede klubber, hvor man har fælles søgejord. Allan Faurskov veksler mellem at gå alene og sammen med andre.
”Det kan være rart at gå alene nogle gange. Men det kan også være svært at gå alene på en mark og finde ud af, om der er noget at komme efter. Hvis man kun er sig selv, kan man nemt gå 5 til 10 timer uden at finde noget. Det går hurtigere, hvis vi er flere til at afsøge området. Og man får lidt lettere fyldt mental benzin på, hvis man finder noget efter kort tid. Så ved man næsten sikkert, at der er mere at komme efter, og det er motiverende,” siger han.
Forår og efterår, hvor mulden er blød og våd, er ideelle tidspunkter til at begive sig ud med sin metaldetektor. Men inden man tager af sted til en tilfældig mark, kan det være en god idé at orientere sig i lokalhistoriske materialer.
”Hvis man ved, hvor der tidligere har ligget for eksempel et voldsted eller en gammel gård, kan det være en fordel, fordi der oftest gemmer sig ting i nærheden af, hvor der har opholdt sig mennesker. Ofte vil man også gå hen over højdedrag og søge, fordi der tit ligger noget der. Og det er heller ikke dumt at søge i nærheden af vandløb, hvis der skulle være sådan nogle,” siger Allan Faurskov.
Det er imidlertid vigtigt at vide, at man som amatørarkæolog ikke har ret til at bevæge sig ind på en hvilken som helst mark. Først må man finde ud af, hvem der ejer marken, og derefter bede om tilladelse til at søge med metaldetektor på matriklen. Oftest er det dog ganske problemfrit.
”Det er min fornemmelse, at de fleste landmænd siger ja, når man spørger dem. Hvis det er staten, der ejer marken, skal man spørge om lov hos Naturstyrelsen,” siger Allan Faurskov, der har gjort mange interessante fund gennem årene.
”Jeg plejer dog at sige, at mit bedste fund er to økser fra bronzealderen, som jeg fandt samtidig. De er virkelig velholdte – ornamenteret og med træ, der er godt bevaret. Da jeg havde fundet dem, var jeg virkelig høj – sådan et fund kan man leve på i lang tid,” siger Allan Faurskov.