Prøv avisen
Min weekend

Hassan Preisler: Min weekend er et sted mellem total overflade og tung melankoli

48-årige Hassan Preisler debuterede som forfatter i 2013 med ”Brun mands byrde”. Han har et ugentligt program på Radio24syv og skriver i Berlingske sammen med Maise Njor. Desuden er han aktuel med teaterstykket ”Jag, mig själv och...” på Malmø Stadsteater. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Hassan Preislers weekender bestemmes af, om han har sin datter hjemme

J eg mærker, det er weekend, når jeg endelig kan hente min datter på syv år i skolen efter at have savnet hende i en hel uge. Vi har en syv-syv-ordning. Fredag aften er hendes og min filmaften, jeg laver mad, og vi ser en film, mens vi spiser slik eller is. Vi bruger hver gang lidt tid på at finde en film, vi begge to har lyst til at se. Hun kan bedst lide de der teenageserier på Netflix, hvor der er dåselatter på, jeg ved ikke engang, hvad de hedder. De er eftersynkroniserede, men oprindeligt amerikanske. Hun elsker dem, og jeg kan ikke holde dem ud.

Til gengæld synes hun, at nogle af de film, jeg gerne vil se, er for tungsindige – der findes jo også børnefilm med smerte i, dem kan jeg bedst lide. Så det bliver en form for kompromis mellem komplet overflade og tung melankoli. Men så er der jo ”Find Nemo”, som begynder med, at hans mor dør, så er jeg glad, og hun er glad, når han bliver fundet af sin far igen.

I en weekend vil jeg gerne vågne med tømmermænd. Sådan et lidt parallelforskudt, tåget univers gør, at tingene føles lidt mindre, end de ellers gør. Tømmermænd lægger en form for dæmper på alle de der følelser, og så er de en slags sygdomstilfælde, så man kan også aflyse noget, man ikke har lyst til at gå til.

Hvis jeg skal ud af huset, afhænger det igen af, om jeg har min datter eller ej. Hvis hun er hos mig, vil jeg gerne smelte sammen med hende, og det gør vi bedst ved en eller anden aktivitet – hun er et barn, der elsker aktivitet, og det gør jeg også, så vi skøjter eller går i svømmehallen eller spiller basketball, går på legepladser eller klatrer. Men der er også det med min datter, at hun har meget svært ved at flytte sig fra et sted til et andet. Så skal vi ud af huset, kan der godt gå nogle timer, fra beslutningen er taget, til vi rent faktisk kommer ud ad døren – fordi hun altid lige skal noget meget vigtigt som at flytte en dims fra en æske over i en kasse for eksempel. Når jeg ikke har min datter, vil jeg helst bare være derhjemme bag nedrullede gardiner og ikke tale med nogen mennesker, men sidde og skrive på mine bøger. Jeg er i gang med en børne-ungdomsbog, som der er deadline på om et par uger, og en roman.

Skal jeg holde et middagsselskab, finder jeg en årsag til at aflyse det, for jeg synes, det er enormt stressende at have et selskab til middag. Mit behov for at pleje mit image ruller frem, og jeg bliver sindssygt optaget af, hvordan mit hjem og den mad, jeg serverer, fremstår, så jeg er helt ødelagt bagefter. Jeg synes også, gæster sviner meget. Spisebordet bliver fedtet, og nogle gange er der en, der taber noget på gulvet – og jeg har sådan et gulv, hvor man kan se, hvis man prøver at tørre op med en karklud. Det er noget med, at det fjerner effekten af den sæbe, gulvet er blevet vasket med.

Inden jeg går i seng søndag aften, er det tid til at mobilisere sig. Jeg skal have lagt rustningen klar, for om lidt går hverdagen i gang igen, og man kan ikke længere flygte.8

8