Prøv avisen
Min weekend

Eva Agnete Selsing: Forventningens glæde over weekenden vender tilbage hver fredag

36-årige Eva Agnete Selsing er aktuel i DR K- programserien ”Adam og Eva”, hvor hun betegner sig som ”stolt reaktionær”. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

I weekenden holder filosof og debattør Eva Agnete Selsing af den enkle glæde ved en smuk buket på et veldækket middagsbord, en flot hjemmebagt kage eller en gåtur i Dyrehaven som kontrast til hverdagens intellektuelle sysler

Jeg mærker, det er weekend fredag morgen. Allerede der begynder jeg at tænke på alt det dejlige, der skal ske de kommende dage. Det er ikke, fordi vi så ofte skal noget helt særligt, men forventningens glæde er der hver fredag. Om eftermiddagen henter jeg ungerne, og så sætter vi os sammen, taler om ugen, der er gået, spiser noget rart og nyder følelsen af, at tiden nu er helt vores egen.

I en weekend vil jeg helst ud at lave noget. Jeg synes, det føles bedst at gøre weekenden tæt og fyldt med oplevelser, især fordi jeg er hjemmegående til daglig og derfor bruger meget tid inde i huset. Når det bliver weekend, har jeg derfor ofte meget brug for at komme ud og se noget andet og se nogle mennesker. Men vi kan også godt lide bare at tulle rundt i nattøj herhjemme.

Jeg lader op ved at dyrke motion eller læse bøger med børnene. Men noget af det bedste, jeg ved, er at lave mad eller bage. I weekenden har jeg brug for at lave noget, der er mere enkelt og konkret end de intellektuelle sysler, jeg ellers bruger tid på i hverdagen. Jeg kan godt lide at kaste mig ud i at lave nogle ret komplicerede kager, som jeg kan koncentrere mig om, og hvor jeg kan bruge mine hænder til at skabe et produkt, der vækker glæde.

Skal jeg holde et middagsselskab, tænker jeg altid først på, hvilken dessert jeg skal lave. Jeg har en meget sød tand, og den søde afslutning på et forhåbentligt godt måltid betyder meget. De fleste mennesker kan godt lide en flot dessert. Det er for det meste en enkel og direkte vej ind i hjertet på de mennesker, man holder af. Jeg elsker også at købe blomster til bordet. En smuk buket på et veldækket bord gør mig glad.

På en søndag ender det tit med, at vi er derhjemme. Men dagen bliver altid bedre, hvis vi også kommer ud og går en tur. Dyrehaven er det bedste sted, jeg kan forestille mig til den aktivitet på en efterårssøndag. Der er en fantastisk stemning, og selvom det sker hvert år, er det altid noget særligt at se løvets skiftende kulør.

Skal jeg ud af huset, vil jeg gerne se en udstilling eller gå i biografen. Min mand og jeg er også glade for at gå i anti- kvariater. Det er en af vores yndlingssysler som par. Og så elsker jeg også selv at være gæst. Jeg nyder at være i et hjem hos nogen, jeg holder af, og spise den mad, de serverer.

Inden jeg går i seng ved weekendens afslutning, kan jeg godt lide, at der er ryddet pænt op i huset. At madpakkerne er smurt, og at gymnastiktaskerne er pakket. Det gør det lidt lettere at vågne og være glad mandag morgen, når man ikke skal stresse rundt og lede efter et håndklæde. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok lidt for sjældent, at jeg egentlig får det gjort.