Jeg havde besøgt Simon ved hans dødsleje flere gange gennem nogle uger. Han var en ældre mand, der havde haft et langt, godt liv, og han var så velsignet stadig at have både sin hustru og alle børnene, der nu fulgte deres gamle far det sidste stykke vej gennem livet.
Under de første besøg havde vi talt sammen, alle sammen, både Simon og jeg og resten af familien, og alle var klar over, hvad vej det gik. Under det næstsidste besøg havde Simon kun ytret få ord, og i stedet havde vi holdt en lille andagt og sunget nogle salmer, mens Simon havde lyttet og blundet.
Da jeg var der sidste gang, havde Simon ikke talt i over et døgn. Han sov næsten hele tiden nu, og jeg sad ved hans seng og talte dæmpet med familien. Da jeg på et tidspunkt ville runde besøget af, sagde jeg: ”Skal vi ikke bede et fadervor sammen?”. Det giver ofte mening at lade ritualer og de gamle ord træde til, når vores egne ord bliver for små, og jeg har nok ubevidst tænkt, at den blundende Simon måske kunne høre vores bøn og finde ro og trøst i den.
Men inden jeg nåede at begynde bønnen, slog Simon øjnene op og sagde med svag, men alligevel fast stemme: ”Jo, lad os det,” og så begyndte han på Fadervor, og vi andre stemte hurtigt i. Han bad hele bønnen med sin gamle, trætte stemme og sluttede med et ”Amen”, hvorefter han lukkede øjnene igen og faldt i søvn, formodentlig udmattet efter den uventede og anstrengende præstation. Det ”Amen” blev Simons sidste ord, for han sov ind dagen efter uden rigtig at have været vågen igen.
Jeg har ofte fortalt mine konfirmander om den stund hos Simon, for den siger noget om, hvor værdifuldt det kan være at gemme ord i hjertet: at få noget givet tidligt i livet, som kan følge en gennem livet, uanset om man bruger det meget eller lidt. Noget man bare har med sig. Noget man har fået givet.
Vi tænker ofte, at man husker med hjernen alene, og det gør man nok også, hvis det er talrækker, telefonnumre, og grammatiske huskeregler. Men andre gange gemmer man vigtige ting i hjertet, som da Maria ”gemte ordene i sit hjerte”, efter at hyrderne havde fortalt, hvad de havde oplevet ude på marken. Der står videre, at hun ”grundede over dem” (Luk. 2, 19). Måske ordene ligefrem kom til at danne grundlag for resten af Marias liv, som de lå der – i hendes hjerte.
Det lader til, at ord kan og er noget særligt, hvis de findes i hjertet, for på engelsk hedder dette at lære noget udenad ”to learn by heart”, altså netop at lære noget med eller ved hjælp af hjertet. Og konfirmanderne skal også lære noget med hjertet og huske det ved at gemme det der. Det er ikke sikkert, at de sætter voldsomt stor pris på, at de i syvende klasse, hvor der foregår temmelig meget andet i deres hoveder, hormoner og kroppe, skal lære Fadervor og trosbekendelsen udenad, men måske er det noget af det allermest værdifulde, vi kan insistere på i den sammenhæng: At vi lægger smukke og vigtige ord i deres hjerter. Der kan de ligge gennem et helt liv og sende små, ubevidste pulsslag af mening, trøst og sammenhæng rundt i blodet på dem. Og måske det engang pludselig popper op og bliver til talte ord, måske udløst af en særlig situation eller en, der siger: ”Skal vi ikke bede et fadervor sammen?”.
Måske det pludselig dukker op, hvis de unge bliver bange, eller berusede af glæde.
Eller når de engang skal dø.