Prøv avisen
Vid&Sans

Charlotte Rørth: Jeg græd, da jeg fandt ud af, jeg skulle være farmor

Foto: Leif Tuxen

“Jeg skal være farmor.” Det var nær ved, at hun rødmede, så forlegen blev Charlotte Rørth af lykke over at sige ordene højt. Her fortæller hun om at finde ud af, at man skal være bedsteforælder

Jeg var helt sikker på, at det kunne ses på mig. At alle kunne se, at jeg ligesom fyldte mere i landskabet. At det stod skrevet i panden, ja, endog i nakken af mig. Men da jeg kom ind i garnbutikken, spurgte den ellers lykkeligvis altid alvidende ekspedient mig, hvad hun kunne hjælpe mig med. Hun råbte ikke straks tillykke eller hoppede hen over disken og ud på fortovet for at råbe det ned langs boulevarden. Hun måtte da kunne se det. Jeg forstod det ikke, blev lidt paf og måtte bruge et par sekunder på at komme mig, inden jeg sagde det åbenlyse:

“Jeg skal være farmor.”

Det var nær ved, at jeg rødmede, så forlegen blev jeg af lykke over at sige det højt. Så lo hun og råbte endelig det lille hurra, jeg havde ventet så længe på.

Da sønnen på det nærmest uanmeldte kom fra København hjem til os i Aalborg for at fortælle det, kunne man tydeligt se det på ham. Han var ved at sprænges. Han kunne ikke stå stille. Vi havde nær gættet det inden. Alligevel græd jeg.

Hvem ville ikke gøre det?

Alle klichéerne kommer i brug, når vi skal være bedsteforældre. Det gør absolut ingenting. Tværtimod kommer trygheden vandrende sammen med de velkendte ord. Men hos mig kom også smerten og døden og frygten for, at jeg ikke kan blive den frit elskende farmor, jeg gerne vil være. Jeg ved jo, at når jeg er glad, så bliver jeg også ked af det. Kan den lille purk, for det er det, rumme en så hudløs farmor?

At vores yngste søn, der døde for fem år siden, var verdens lækreste baby, er noget, vi i familien altid har sagt. Det gentog hans storebror den dag, han kom og holdt om mig, og som noget af det første efter den glade besked sagde: “Jeg ved det godt, mor.”

Han ved, at jeg knuselsker alt under 12 måneder, og at den ubegribeligt store forældrekærlighed, han nu mærkede, svarede til den, der lå frit fremme hos os, da hans bror døde. Han ved, at det gør ondt. Men han ved også, at han ved at invitere sin kommende søns afdøde onkel med til den allerførste familiesammenkomst med den lille dreng i centrum var med til at gøre det muligt for mig og for hans far at blive de farforældre, vi gerne vil være.

Følelserne over for mændene i mit liv begyndte straks at flytte rundt og vokse. Den lille dreng. Den ansvarsfulde far. Den kærlige farfar. Den mellemste søn i London, der som kommende onkel krævede Facetime med maven for at følge med.

Jeg måtte ud i verden med det glade budskab og stod derfor den fredag i garnbutikken og spurgte med store øjne som et lille barn:

“Hvad skal jeg strikke?”.

“Marys svøb,” lød svaret, og jeg vægrede mig, for det så svært ud – det store sønderjyske dåbssjal, som kronprinsessen havde fået i gave og bar den nyfødte prins Christian hjem i.

Ekspedienten forsikrede mig om, at jeg kunne mestre værket, så jeg drog hjem med seks dukker råhvidt garn og en beroligende opskrift på at træde de første skridt som farmor.

Jeg klarede det. Ikke uden fejl, men færdigt blev det. Det er endda smukt, sjalet, men det smukkeste er, at de mange timers klirren med pindene – og det var mange – tvang mig til at sidde stille og fatte helt ud i mine efterhånden trætte fingre, at jeg rent faktisk skal være farmor, og at jeg vil og kan være det som den, jeg er.

Hvor tårerne er strikket ind i hulmønsteret, ved kun jeg, men glæden kan alle se, mon ikke?

Vi&Sans skrives på skift af sognepræst Morten Skovsted, højskoleforstander Anja Rykind-Eriksen, journalist Kåre Gade og forfatter Charlotte Rørth.

Alle klichéerne kommer i brug, når vi skal være bedsteforældre. Det gør absolut ingenting