Den første gæst ankommer, mens julerengøringen er i gang. Det er katten Mister, som skal interneres, mens den mellemste og kæresten holder jul i Umeå. De fester igennem, de svenskere: Katteejerne vender først hjem til helligtrekonger. Heldigt for Mister, at katte ikke har nogen tidsfornemmelse. Det har jeg, og den fortæller, at 16 dage med en kattebakke på gæstetoilettet er lang tid.
Mister ankommer sammen med en madras, som den yngste skal sove på, mens den ældstes familie bor på gæsteværelset. Med madrassen følger en ikke ringe mængde nullermænd, kattehår, andre hår og (antager jeg) husstøvmider. Da jeg tænder for støvsugeren, forlader Mister hastigt rummet – det er tydeligvis ikke en lyd, han er vant til at høre.
Efter endt dåd inspicerer konen og jeg den funklende rene lejlighed. Sengene er redt, træet sat på fod og kattebakken fyldt med frisk grus. Jeg mærker en foruroligende, småborgerlig tilfredsstillelse ved synet.
”Huset er fejet og prydet,” tænker jeg.
Så flytter de ind. Glade, forventningsfulde og klar til en lang juleferie tager de lejligheden i besiddelse. Sammen pynter vi træet, ruller havregrynskugler, skyper med Umeå, danser om træet, pakker gaver ud. Alt er idyl – selv Mister synes at gengælde barnebarnets kærlighed.
Men julehyggen går ikke sporløst hen over hjemmet:
Juleaften flyder andefedtet over i bradepanden. Min kone vasker gulv flere gange. Flere dage senere finder vi andefedt i skabe og skuffer.
Opvaskemaskinen bukker under. Hårdt presset tilegner jeg mig følgende gør det selv-indsigt: En F70-fejl løses ved at fjerne fodpanelet, løsne de to Torx-skruer og åbne til opsamlingsbakken, hvor det plumrede vand fjernes med køkkenrulle, så flyderen ikke længere aktiverer den elektriske kontakt til pumpen. Anden juledag kan jeg gennemføre øvelsen på under to minutter.
I vores soveværelse, også kendt som reservekøleskabet, balancerer fade, skåle og plasticbøtter med levninger under det åbne vindue. I resten af lejligheden bliver luften stadigt tættere. Gavepapir, sko, rejsetasker, legetøj, mobilopladere, grannåle, bleer, coladåser, våde håndklæder og brugte glas begynder at vokse frem på alle tomme flader.
Konen og jeg sniger os ud på raske gåture med klapvognen, mens vi undrer os over, at ingen andre får åndenød, økuller og trang til at forlade lejligheden. Det er på en af disse ture, at det pludselig slår mig:
Det er jo os, der er noget galt med, ikke de unge, der sidder med nattøj på i sofaen klokken 14 og ser tv. Vi har forvandlet os til arbejds- og ordensfascister, der tager korte brusebade, står tidligt op og kun holder op med at arbejde, når vi bedøver os selv med en halv flaske rødvin.
Jeg beslutter at give mig hen til kaos. Aftenen tilbringer jeg på tæppet foran fjernsynet, mens en 80’er-film flimrer forbi, og barnebarnet kravler rundt på mig. Det føles faktisk som en tiltrækkende vegetativ livsstil.
Næste morgen vågner jeg ved et brag i halvmørket. Jeg møder den ældste, søvndrukken og i underbukser ude på gangen.
”Mister er gået psyko. Den har væltet kattebakken ud over hele gæstetoilettet,” siger han.
Jeg mærker den indre ordensfascist gå strækmarch ind i det nye år, bevæbnet med støvsuger og brun sæbe.