Prøv avisen

Keramiker: Guldet er i stilheden

Flere restauranter har bestilt Maj-Brit Würtz’ stel. For nylig sendte hun stellet til en gourmetrestaurant i New York, hvor man serverer nordisk mad. Foto: Jens Welding Øllgaard

En øjensygdom har svækket pottemager Maj-Brit Würtz’ syn, men for sit indre ser hun former og detaljer, og med sine hænder kan hun virkeliggøre idéerne ved drejeskiven

Snart vil Maj-Brit Würtz trække i de blå Canvas-overalls med lerpletterne og sætte ler midt på drejeskiven. Mens skiven drejer, vil hun med hænderne forme leret. For den 43-årige pottemager handler det om at skabe, og de seneste år har hun siddet ved drejeskiven i eget værksted indrettet her i et af Gillelejes gamle, små huse med bolig og værksted.

Det er hendes barndomsby, og for syv år siden slog hun sig ned i byen sammen med sin mand og parrets tre børn. I værkstedet er hun vokset ind i en glæde over stilheden, som er forbundet med arbejdet fra våd, grå lerklump til de tallerkener, som står på bordet her bagest i værkstedet.

”Det er et beskidt arbejde forbundet med et værre mas. Jeg har en idérig og udadvendt side, men der er også en side af mig, som trives med det tilbagetrukne. Der er lange perioder, hvor her er stille som i et kloster, og jeg oplever, at guldet er i stilheden.”

Det var som elev i 10. klasse på Løgumkloster Efterskole, at Maj-Brit Würtz opdagede, at hun kunne noget med ler. På efterskolen blev det klart, at hun havde fingre med fornemmelse for form.

”Jeg kunne lide at arbejde med ler, og det faldt mig forholdsvist let, og der var en lærer, der kunne se, at jeg havde en god formsans og anlæg for at arbejde med ler.”

Inden hun kom på efterskolen, havde skolegangen været forbundet med slid. Efter nogle år, hvor hun ikke kunne se, hvad lærerne skrev på tavlen, og kæmpede med ordene i bøgerne, fik hun konstateret den sjældne øjensygdom Stargardt sygdom. Hun fik flere hjælpemidler, som skulle gøre det lettere for hende at følge med i undervisningen, men hendes største ønske var at være som de andre elever i klassen.

”Jeg ville helst bare være som de andre. Jeg klarede mig lige så godt som de andre i klassen, men jeg måtte arbejde meget hårdere for at nå det samme. Det var mine forældre, som talte med lægerne. Jeg husker ikke, at jeg bekymrede mig om min fremtid, og mine forældre var gode til ikke at beskytte mig. De har ladet mig finde min vej og bakket mig op, selvom jeg for eksempel måtte flytte hjemmefra i meget ung alder, fordi den bedste læreplads lå i Næstved.”

Hun er uddannet pottemagerfra Kählers Keramik i Næstved, hvor hun lavede alt fra hånddrejede tekander til bestillingsopgaver fra kunstnere. Efter de fire år som elev arbejdede hun i andre værksteder og underviste, inden hun åbnede sit eget værksted.

I dag er hendes centrale syn væk, men det er hendes indre billeder ikke. Hun ser for sig nye forme og nye glasurer, hvor det er de små nuancer, som gør forskellen. Og hun kan få de indre billeder til at blive til en fysisk virkelighed, når hun sætter sig ved drejeskiven.

Hun skænker friskbrygget kaffe i lyse kopper med en høj hank. Koppens hank er som et halvt hjerte, og hun kalder dem ”hjertekopper.” De skal bruges en tid til kaffepauserne i værkstedet, så hun er sikker på, at de har den rigtige form, inden hun drejer flere.

På grund af det svage syn har hun to dage om ugen en personlig assistent, som er keramiker. Maj-Brit Würtz har desuden bevaret kontakten med pottemager Karina Skibby, som hun mødte som elev hos Kählers. Karina Skibby har siden fungeret som sparringspartner.

”Jeg er en hård chef for mig selv. Det handler om at give sit bedste. Jeg kan det samme som andre, men på grund af mit syn skal jeg anstrenge mig mere, når jeg arbejder, og i travle perioder kommer jeg hjem som en hængt havnearbejder med lange arme, men heldigvis har jeg en mand, som bakker mig op.”

I de år hun har haft værkstedet,har hun oplevet en voksende interesse for håndværket. Der er stort set ingen varer på hylden i butikken, for næsten alt, hvad hun laver, er solgt på forhånd. Flere restauranter har købt hendes stel, som er opkaldt efter Karen Blixens novelle ”Babette”.

”Babette ødsler sin formue på et overdådigt måltid for beboerne i landsbyen. Det ekstravagante måltid, hvor vi deler ud, kan stimulere sanserne. I novellen vækker måltidet ønsket om forsoning og kærlighed.”

Det gør hende glad, når hun tænker på, at hun som pottemager kan bidrage til måltidet, hvad enten det er en middag eller nadver.

”Måltidet står for forsoning og kærlighed, ikke mindst i nadveren, hvor vi får lov at spise ved kongens bord. Hemmeligheden ved nadveren er det dybe venskab, Gud ønsker, hvor vi kan være, som vi er, over for hinanden og over for Gud med vores nedture og sejre.”

Kristendommen har altid været en del af hendes tilværelse, og hun har længe vidst, at hun ville lave et nadversæt. Da hun arbejdede med bægrene og kalken, tænkte hun på versene fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente, hvor aske bliver forvandlet til en sejrskrone. Det inspirerede hende til at samle aske fra brændeovnen og blande det i glasuren.

”Når jeg arbejder, er min bøn: ’Gud, giv mig dine øjne.’ Asken, som skulle have været smidt ud, kan blive til stor skønhed. Hos Esajas kan man læse, at Gud vil bytte asken ud og giver os en krone til at pryde vores hoved. I forsoningen på korset blev vi sønner og døtre forsonet med Faderen, så vi kan leve, som det, vi er skabt til at være.”

”Jeg er en hård chef for mig selv. Det handler om at give sit bedste," siger Maj-Brit Würtz. Foto: Jens Welding Øllgaard
For mere end 20 år siden blev Maj-Brit Würtz uddannet pottemager. Hun mærker en voksende efterspørgsel efter håndværket. Uddannelsen som pottemager er i dag nedlagt. Foto: Jens Welding Øllgaard
Det var som elev i 10. klasse på Løgumkloster Efterskole, at Maj-Brit Würtz opdagede, at hun kunne noget med ler. På efterskolen blev det klart, at hun havde fingre med fornemmelse for form. Foto: Jens Welding Øllgaard